Baby Steps

For en nogenlunde normal person er det ikke rigtig noget der overvejes - det bare at gå. Det er en slags grundlæggende biologisk standardindstilling, ligesom at trække vejret eller blinke - noget, vi gør uden at skulle føre interne debatter, lave {PowerPoint}-præsentationer eller involvere en projektleder med forskellige farvede overstregninger. Det er en aktivitet, så dybt indgroet i vores muskelhukommelse, at vi ikke engang tænker over det, før det på en eller anden måde bliver taget fra os. Selvfølgelig er der folk, der ikke kan gå på grund af fysiske begrænsninger, eller som kæmper med at komme sig efter en skade og må starte helt forfra. Men Nate, den utroligt stilfulde og tragikomiske hovedperson i {Baby Steps}, befinder sig i en kategori for sig selv. Han har ikke brækket benene i en bilulykke eller forsøgt et dumdristigt stunt, mens han var fuld; hans stillesiddende liv på sofaen har ganske enkelt slettet enhver forbindelse mellem hans hjerne og ankler. Han har, ganske enkelt, glemt, hvordan man går. Og det er i det mellemrum - mellem glemsel og mærkelig genopdagelse - at hele spillets sjæl ligger.

Rejsen begynder ikke med fanfare eller episk lore, men med, at Nate vågner op i en lille vandpyt i en hule, der føles mere som et fødselsøjeblik end en startskærm. Han træder ikke ud i solen som en klassisk helt, men snubler frem med samme tyngde som en fuld bryllupsgæst på vej til efterfesten. Men det, der venter uden for hulen, er ikke bare et eventyr i klassisk forstand; det er en rejse gennem både højder og dybder - fra de mest infantile latteranfald til de helvedesøjeblikke, hvor man bliver så rasende, at man får lyst til at smadre hovedet direkte ind i TV'et og lade skårene regne som konfetti over stuen. Kort sagt: en tur gennem frustrationens ni cirkler, men på en mærkelig måde også en af de mest underholdende og bizarre oplevelser, jeg nogensinde har haft i et spil. Jeg hadede hvert fald, men elskede hvert sekund, jeg rejste mig igen.

Og før vi går videre, må vi selvfølgelig tale om {Bennet Foddy}. Manden, myten, sadisten. Han er ikke alene i {Baby Steps}, da spillet er lavet af tre udviklere (Gabe Cuzzillo og Maxi Boch medvirker også), men hans fingeraftryk er lige så tydelige her som i {QWOP} eller {Getting Over It with Bennet Foddy}. {QWOP}, hvor man styrer en sprinter, der løber, som om alle hans led er erstattet med elastikker, lagde fundamentet. {Getting Over It}, hammer-simulatoren i en kedel, gjorde ham til et viralt ikon. Det er her, begrebet "Foddian games" blev født - spil, hvis formål ikke er at underholde i klassisk forstand, men at pine, drille, presse dig, indtil du skriger, og alligevel får dig til at komme tilbage efter mere. Det er spil, der ikke tilbyder komfort, kun opadgående kampe, faldgruber og din egen stædighed som brændstof. {Baby Steps} stammer fra denne genre, men med sin egen quirky sjæl.

Det mærker man med det samme. {Baby Steps} er ikke et spil, hvor man bare stormer frem og lader en velanimeret avatar svæve som en danser. Her styrer man Nates fødder individuelt. Venstre skulderknap, venstre fod, højre skulderknap, højre fod. Og i starten er det lige så ydmygende, som det lyder. Bare det at komme ud af start-hulen er en episk kamp mod fysikkens love, ragdoll-animationer og din egen manglende tålmodighed. Man falder, kravler, sidder fast på en sten og trækker kroppen rundt som en døende sæl. Men - og her kommer Foddys magi ind - efter et dusin forsøg begynder man at føle rytmen. Små skridt bliver til længere skridt, de klodsede bevægelser begynder at ligne gang, og pludselig bevæger man sig ikke længere som en ragdoll, men som et menneske - eller i det mindste en nogenlunde funktionel neandertaler.

Målet? Det er så latterligt enkelt, at det er genialt. Nate skal tisse. Han nægter at bruge buskene og vil have et rigtigt toilet, et helligt porcelænstempel, hvor han kan sidde i fred. Det er hele drivkraften bag rejsen - en mand, der vil tisse med værdighed. Men under enkeltheden ligger en historie om at vokse op, om uafhængighed og om at bryde fri fra sin egen selvforagt. Det er råt og kantet, men det er der, og det får dig til faktisk at bekymre dig om denne slacker, der snubler rundt i sin svedige, plettede heldragt.

Men hvis historien repræsenterer menneskelighed, repræsenterer humoren grænseløs pubertet - og sikke, den leverer. Det er humor, der får dig til at vride dig, ikke altid af latter, men af ren pinlighed; cringe løftet til kunstform. Ethan, et æselmenneske uden bukser, er indbegrebet af dette. Han elsker sine kønsdele, som nogle elsker surdejsbrød, og han stopper ikke for at demonstrere sin begejstring, spreder benene, stikker alt frem foran kameraet og udviser næsten chokkerende selvsikkerhed. Og det er bare én af mange karakterer, man møder undervejs. Jim, der forsøger at være guide, men mere minder om en doven jobvejleder, prøver at give dig alt fra nye sko til en busk at gemme sig bag for at tisse, men fejler desværre på begge fronter. Disse karakterer er så ubehageligt mærkelige, at de føles, som om de er taget direkte fra et mareridt.

De verdener, man bevæger sig igennem, er lige så varierede, som de er brutale. Skove, bjerge, enge, huler, ørkener - og alle disse miljøer er ikke der for at omslutte dig, men for at ødelægge dig. Ørkenen er værst, da sandet er fornærmelse i partikelform. Man glider, mister fodfæstet, falder, bander og svovler. Det er som at gå på nylagt is med bowlingkugler bundet til anklerne. Og når du endelig tror, du har klaret det - når du endelig er kommet forbi kaktussen, der har truet dig i timevis - vækkes den til live og rammer dig lige i brystet som et lyn sendt fra himlen. Tilbage til start. Et kvarters hårdt arbejde? Forgæves. Men det er præcis det, der gør {Baby Steps} til det, det er: et Foddian-mareridt, en cyklus mellem håb og fortvivlelse.

Og alligevel er det poleret. Ikke poleret som AAA'ere, men i den forstand, at alt virkelig fungerer. Tre personer har bygget dette, og jeg stødte ikke på en eneste fejl. Belysningen, især når man er udstyret med en lanterne i mørket, er næsten smuk. Lyddesignet er minutiøst: fodtrin på træ lyder anderledes end på sten, sand eller mudder. Og musikken... min gud. En psykedelisk cirkusparade af kvækkende ænder, fløjtende fugle og brægende får. Det burde være uudholdeligt, men det bliver hypnotisk, som et LSD-festival i en faldefærdig zoo.

Det er svært at påpege nogen negative aspekter. {Baby Steps} er designet til at drille dig, men aldrig på en måde så du føler dig snydt. Du har altid værktøjerne, det er altid muligt, men din egen klodsethed holder dig tilbage, og det er derfor så tilfredsstillende, når det lykkes. At bestige en klippe i {Baby Steps} rammer sandsynligvis de samme knapper og stimulerer belønningscentret som for dem, der dedikerer sig til {Souls}-spil og kæmper mod de samme bosser igen og igen, indtil de endelig lykkes. Samme skrig, samme pumpende adrenalin, samme følelse af virkelig at have opnået noget umuligt.

Men lad os være ærlige: det er ikke for alle. Humoren, sværhedsgraden, de konstante fald - det vil afskrække nogle. Nogle vil kalde det barnligt, fjollet, uværdigt. Jeg kalder det genialt. {Baby Steps} er designet til at ramme præcis den rigtige tone hos mig: frustration, der bliver til latter, absurditeter blandet med svedigt arbejde. Mine tolv timer med spillet bød på alt fra et sex-dungeon for æsler til et følelsesladet øjeblik med en nyfundet ven, en lille gul kylling, som jeg så mistede i en flod. Jeg fandt fede hatte, skubbede toiletter ned fra klipper og faldt tusind gange, men rejste mig tusind og én gang. Og jeg elskede det.

Alt i alt: {Baby Steps} er et spil, der ikke giver dig, hvad du vil have, men præcis hvad du har brug for. Det er vanvittigt, svært, ungdommeligt, frustrerende, poleret, hysterisk morsomt. Det er et af de mest unikke spil, jeg nogensinde har spillet. Men det er også et spejl: for nogle viser det latter, for andre afsky.

Og her kommer den svære del: for mig er dette en ti ud af ti. Absolut. Jeg har grinet, svovlet, faldet tusindvis af gange og alligevel været uforklarligt lykkelig i hele kroppen. Dette er et spil, der er skræddersyet til min smag, som kilder mine nerver præcis, hvor jeg vil have det. Men jeg må også se på det store billede, og sandheden er, at {Baby Steps} er et polariserende spil. Den ungdommelige humor, som for mig er et stort plus, er også det, der vil få mange andre til at slukke hurtigt. Det er både dets største styrke og akilleshæl, ganske enkelt.

Og det er derfor, vurderingen ender på ni. Ikke fordi det mangler finesse, ikke fordi det fejler teknisk, men fordi det er så ekstremt afhængigt af, at du som spiller har samme forvredne humor som mig. For mig er det perfekt, men for mange vil det være uudholdeligt. {Baby Steps} er simpelthen et spil, der nægter at være moderat, svinger mellem himmel og helvede, og efterlader dig til selv at beslutte, hvilken side du vil være på.