Avengers: Infinity War

Det har været en lang rejse. Det har været en rejse med opture og nedture. Det univers, Marvel har skabt på det store lærred, er en pengemaskine, men det er en pengemaskine med begrænsninger. Selv de mere ukendte helte på plakaten, har haft succes med at lokke folk i biografen, fordi nu hvor man allerede var engageret i den overordnede historie, kunne man jo lige så godt fortsætte med at følge med i den. Og bevares; der har været gode film - nogle fantastiske film ligefrem, men der har også været bump på vejen mod Thanos. Edgar Wright forlod Ant-Man filmatiseringen, fordi han ikke gad ligge under for de begrænsninger et filmisk univers ligger under. Din film skal lægge op til den næste. Iron Man 2 og Avengers 2 brugte begge meget tid på at bygge universet op eller lægge op til den næste film, i stedet for at fortælle en fokuseret historie. Og lad os ikke begynde at tale om Thor 2. Med et filmisk univers følger mange begrænsninger for kreativiteten, men der er én fordel ved formlen, og den fordel udnytter Avengers: Infinity War hele vejen.

Normalt i film, skal scenen sættes. Selv hvis pågældende film er en fortsættelse, skal den lige bruge nogle minutter på at introducere den nye skurk, måske en ny sidekarakter eller noget andet. Infinity War er dog langt fra en normal film. Den har 10 års opbygning bag sig, og den ved det. Allerede fra første scene, vil man opleve dødsfald der er langt mere smertefuldt end det normalt ville være. Hvis en anden film havde vist en død i første scene, ville pulsen ikke stige det mindste; det er et gammelt trick, der bliver brugt til at gøre skurken mere skræmmende eller få risikoen til at virke højere, men vi er blevet blinde overfor det. Vi ved godt, at helten ikke kommer til skade, og at dødsfaldet ikke betyder noget. Men i Infinity War virker det. Karakterer, man har kendt i 10 år, kan komme til skade, og derfor hænger man på hver en scene.

Og endnu vigtigere, så hjælper det til at gøre Thanos endnu mere frygtindgydende. Thanos blev vist første gang for seks år siden, og har efterfølgende kigget frem hist og her, mens altid uden at vise sin sande styrke. Som en CGI-skurk, kunne man frygte, at han ville føles flad. Det var tilfældet for skurken i Justice League - en gut hvis navn jeg ikke engang kan huske, så anonym han var. Noget med wolf? Men det var ikke bare hans design, der var kedeligt, hans plan om at skabe død og ødelæggelse var søvndyssende uinspirerende. Derfor frygtede jeg, at den samme skæbne ville tilfalde Thanos. En superheltefilm er kun så god som dens skurk, og en skurk der ønsker at dræbe fordi det er i hans natur, er noget af det mest uoriginale, man kan være vidne til. Det glæder mig derfor at fortælle, at Thanos er fremragende. Hans mål om at dræbe halvdelen af universet bliver retfærdiggjort - hvorvidt du køber hans rationale er en anden diskussion - og endnu vigtigere, så formår han at virke menneskelig. Han viser sorg, styrke, glæde og har en generel tilstedeværelse, jeg ikke havde troet mulig for en CGI-skurk. Om rosen skal gå til CGI-teamet hos Marvel eller Josh Brolin ved jeg ikke, men ros skal lyde.

For når Thanos dukker op, så frygter man pludselig for heltene på skærmen. Dette er uden sammenligning, den største udfordring vores Avengers har mødt, og heldigvis er der nok af dem. Den ene karakter man holder af, står klar til at udskifte den næste, og det er i selve mødet mellem karakterne, at filmen finder endnu en stor styrke. Et møde mellem Thor og Guardians of the Galaxy er et tidligt højdepunkt, og der kommer bare flere og flere lignende højdepunkter, som filmen skrider frem. Meget at samtalen op til Infinity War har handlet om: "hvem kommer til at dø?", men i virkeligheden bør spørgsmålet være: "hvem kommer til at kæmpe side om side?". For godt nok har risikoen aldrig været så stor, som den er her, men alene på baggrund af karaktererne der møder hinanden, har underholdningen heller aldrig været større.

Avengers Infinity War kunne let være blevet et larmende spektakel. Med flere helte presset ind i én film end hvad godt er, og en stor lilla CGI-skurk bør dette ikke fungere. Men det gør det. Handlingen starter ud fra første sekund, og stopper ikke før rulleteksterne rammer, men når man har haft 10 års introduktion, er der ingen grund til at spilde flere sekunder på det. Avengers Infinity War er filmen vi har ventet på; det har været en lang rejse fyldt med opture og nedture, men når endestationen er SÅ underholdende, er det svært ikke at tilgive alle bump på turen.