Avatar: Fire & Ash

James Cameron har i ugerne op til premieren på Avatar: Fire and Ash været meget åben omkring fremtiden for Avatar-filmserien, og han har gjort én ting krystalklart: Hvis den tredje film ikke bliver en succes i biograferne, er det slut for franchisen. Avatar 2 og 3 blev optaget samtidig, og dele af Avatar 4 og måske endda 5 (hvem ved efterhånden) er allerede i kassen, men størstedelen af produktionen - og den ekstremt dyre post-produktion - mangler stadig at blive færdiggjort og finansieret forud for premiererne i 2029 og 2031. Jeg håber virkelig, at publikum tager godt imod filmen, for hvis det værste skulle ske, vil Avatar 3 føles som en alt for uværdig afslutning på en så ikonisk filmserie.

Cameron har samtidig udtalt, at Avatar: Fire & Ash markerer afslutningen på en mini-saga, og at den anden film (Avatar: The Way of Water) og den tredje i virkeligheden er to dele af den samme historie. Det kunne man allerede fornemme i etteren, som trods en spilletid på over tre timer brugte størstedelen af tiden på at introducere karakterer og sluttede med en brat tredje akt, der i høj grad føltes som et stort "to be continued".

Avatar: Fire and Ash har andre, men beslægtede problemer. Plottet bevæger sig langt hurtigere, karakterudviklinger bliver afrundet, og hvert medlem af familien - Jake Sully (Sam Worthington), Neytiri (Zoe Saldaña) og deres tre ældste børn Lo'ak (Britain Dalton), Kiri (Sigourney Weaver) og Miles (Jack Champion) - får næsten lige meget tid på skærmen og heltemodige øjeblikke. Alligevel, på trods af mange stærke øjeblikke (én scene skiller sig særligt ud som et af seriens mest følelsesladede, selvom den desværre udvandes af chokerende svagt skuespil), er manuskriptet bange for at træffe modige valg, og følger i stedet de samme narrative skabeloner som de to foregående film - til tider i en alarmerende grad.

Kort sagt føles Avatar: Fire and Ash smerteligt bekendt og særligt tæt på The Way of Water, med en konstant fornemmelse af déjà vu. Mens 2022-filmen fik en blandet modtagelse blandt fans, var der mange, der virkelig elskede den, fordi den tog publikum med til et nyt hjørne af Pandoras grænseland, introducerede en ny Na'vi-stamme, nye og smukke omgivelser samt øjeblikkeligt ikoniske væsner som Tulkuns (hvalerne) og de gigantiske flyvende fisk, som Na'vi rider på som heste. Det gjorde mindre, at manuskriptet ikke var det stærkeste - det var rendyrket filmmagi i en skala, som meget få film har været i nærheden af på det seneste. Måske er det kun Dune, der har formået at skabe et lige så overbevisende og storslået fantasy-univers på det store lærred.

Misforstå mig ikke: Avatar: Fire and Ash er en spektakulær film, der absolut er værd at se i 3D. Men hvis du forventer, at Fire and Ash igen tager dig med på en rejse dybere ind i Pandora og blæser dig bagover af Camerons fantasi og hans holds opfindsomhed, bør du nok justere forventningerne en smule...

Størstedelen af filmens markedsføring har fokuseret på den nye "Ash"-stamme, der lever i en vulkan, og deres brutale leder Varang, spillet af Oona Chaplin. Hun er uden tvivl et af filmens højdepunkter, men hun fylder langt mindre i både handlingen og filmen, end de Varang-centrerede trailers og plakater ellers har givet indtryk af. I stedet kredser det hele fortsat primært om Jake Sully og den marine-genfødte Na'vi-udgave af Quaritch (Stephen Lang) og du bliver nok ikke overrasket når jeg siger at det efterhånden føles trættende.

Franchisen havde mere end nogensinde brug for nyt blod og nye idéer. Hvis den anden film ikke var voldsomt spændende rent narrativt, fik den stadig en fribillet, fordi der var gået 13 år siden den første (hvilket gav en stor nostalgifaktor), og fordi undervandssekvenserne var visuelt overdådige. Billederne i Fire and Ash er lige så smukke, men de er i høj grad... de samme. Selv actionsekvenserne, og dem er der mange af, udspiller sig på stort set identiske måder: samme typer kampe, samme typer jagter, samme slags væsner, der slår hinanden ihjel - med billedkompositioner, der ofte er svære at skelne fra film til film.

Det føles som at spille {Zelda Tears of the Kingdom} lige efter at have spillet {Breath of the Wild}: Der er nogle nye steder hist og her, men Hyrule er det samme, og det er svært at genskabe den samme følelse som første gang, man udforskede det. Med en CGI-tung film som denne ville det ikke overraske mig, hvis budgetmæssige besparelser har spillet en rolle i, hvorfor filmen består af så meget genbrug, og er så tilbageholdende med at forlade Metkayina-revets omgivelser og så uvillig til at imponere os på samme måde som de to første film.

For en filmserie, der blev skabt med ambitionen om at skubbe grænserne for fremtidens digitale filmteknologi og vise ting på lærredet, som ingen tidligere havde formået, er tabet af den berømte wow-effekt den største synd. Men James Camerons intentioner er ædle: han vil have, at publikum virkelig engagerer sig i de karakterer, han har skabt, og at filmene får reel dybde ud over de flotte 3D-billeder.

Og det er ikke, fordi filmen mangler ambitioner på det plan. Med en spilletid på 197 minutter (og ja, man mærker hvert eneste minut) føles den til tider som en 8-9 timer lang tv-sæson kogt ned til tre timer. Der sker enormt meget på én gang, alle karakterer udvikler sig og får deres øjeblikke i rampelyset, og der er endda nogle mærkelige ellipser, hvor vigtige begivenheder springes over - begivenheder, der lyder spændende, og som man næsten ville ønske var blevet i filmen, selvom spilletiden allerede er voldsom. Samtidig er mange af plotlinjerne direkte gentagelser af den forrige film uden at tilføre noget nyt (flere af dem burde være afsluttet i den forrige film for at skabe plads til friske idéer), mens de nye karakterer - primært Varang og Ash-stammen - reelt ikke har nogen større betydning for hovedhistorien.

Resultatet er en film, der overordnet set er bedre klippet og mere underholdende end den anden, med mere action og hurtigere fremdrift i handlingen. Historietrådene bevæger sig længere frem end i The Way of Water... men ærligt talt ikke særlig meget længere. I hvert fald slet ikke langt nok, hvis dette potentielt skal være afslutningen på serien.

Selv som en slags "del 2 af del 2" i den samlede Avatar-fortælling bringer historien os ikke et nyt sted hen efter seks en halv time (tæller man de to efterfølgere sammen). Man fornemmer, at dette blot er ét kapitel i en langt større og mere ambitiøs overordnet fortælling... for det må det jo være, ikke? Hvis den plan findes, får vi dog ikke mange spor her. I stedet står vi tilbage med et fuldt ud kompetent, men i høj grad forglemmeligt kapitel i en filmserie, der burde stræbe efter meget mere. Hvis Cameron virkelig frygter, at dette kan blive enden på franchisen, begynder jeg snart at bede til Eywa om, at han har en plan B - en mere overkommelig, men stadig spændende måde at runde det hele af på.