Athens 2004
OL fra sofasiden med mulighed for vabler. Steen har trænet hårdt og længe for at ende på podiet.
Det har svirret med spekulationer omkring hvorvidt grækerne vil kunne nå at færdiggøre alle forberedelserne til dette års OL i Athen, men det er dog ganske sikkert at Eurocom’s bud på selv samme allerede er tilgængeligt for PS2-ejere. Med denne titel beviser udvikleren at der spændes vidt, eftersom Eurocom tidligere har stået bag glimrende titler som Sphinx and the Cursed Mummy og James Bond 007: NightFire, hvorfor det at kaste sig over OL må siges at være en helt anden boldgade for den britiske udvikler - ydermere er deres næste projekt et spil baseret på Twentieth Century Fox’s animerede film Robots.
Lad os dog kaste blikket på den gamle og noble begivenhed der har stolte rødder mange tusinde år i fortiden Grækenland; De Olympiske Lege. Gennem århundrederne har legene ændret sig og i dag rummer begivenheden en lang række sportsgrene såsom atletik, boksning, bueskydning, gymnastik, ridning, skydning, svømning, triatlon, vægtløftning osv. Selvom det ikke er alle af OL’s sportsgrene som er at finde i Athens, så er der alligevel masser at vælge imellem og udvikleren har naturligvis udvalgt dem, som egner sig bedst til denne type spil. Med type mener vi at der her er tale om et spil, hvor man ikke skal være bange for at trykke ivrigt løst på joypadet, da titlen lader det nostalgiske Track & Field-gameplay genopstå. Konceptet går i al sin enkelthed ud på at trykke på taster i en given hastighed eller rytme og Track & Field havde især sin storhedstid på grillbarernes arkademaskiner tilbage i firserne.
Klasseeksemplet må være 100m løb, hvor uhæmmet trykkeri mellem to knapper er påkravet, i en grad så vabler og knogleskørhed kan være overhængende. Hvor 100m kræver ren hurtighed/udholdenhed forholder det sig anderledes med f.eks. gymnastisk, som både kræver god reaktionsevne og ligeledes præcision. Her er der tale om at ramme de korrekte knapper i den påkrævede rækkefølge - meget lig som vi ofte ser i dansetitler som f.eks. Dance Dance Revolution og Britney's Dance Beat. Foruden tøjlesløst trykkeri er der visse sportsgrene i Athens 2004 der kræver finesse og varsomhed, hvor bueskydning står som det mest prominente eksempel på dette.
Gennemgående veksles der i sportsgrenene mellem reaktionsevne, præcision og rå trykke-udholdenhed og trods de varierede omgivelser er der tale om en variation over samme tema. Sværhedsgraden svinger dog voldsomt og visse øvelser er overraskende lette, mens andre giver anledning til at mishandle sit joypad mere end spillet i forvejen lægger op til. Spillere vil hurtigt finde en sportsgren, der passer netop til deres temperament, og sandsynligvis vil det kun være en håndfuld af de tilgængelige typer der vil falde i den enkeltes smag - et aspekt der yderligere begrænser titlens appeal.
Med sit afgrænsede gameplay i betragtning burde man forvente at der var kælet mere for det soniske og visuelle sanseindtryk, men her skuffer spillet de ivrige cyber-sportsfolk. Ganske vist er der ikke sparet på polygonerne, men miljøernes og personernes teksturer er triste og mangler i høj grad kontrast og liv - ligeledes opnår lydsiden ikke meget andet end lige netop at være tilstrækkelig. Dette efterlader spilleren med et spil der visuelt og lydmæssigt ikke har tilstrækkeligt at byde på, mens der ydermere er tale om et vældigt begrænset gameplay, der ikke har udsigter til at kunne underholde i særlig mange af sommerens regnfulde aftener. Man efterlades derfor med en lidt trist følelse af at sidde med en upoleret titel, der udelukkende er skabt til at slå mønt på dette års OL i Athen.
De efterhånden aldrende fans af de gode game Track & Field games fra grillbaren vil uden tvivl genfinde en del af charmen fra "dengang" i Athens 2004, men trods de nostalgiske minder er det de færreste der vil holde ved i på sigt. Givet, spillet egner sig fint som festspil, hvor man kan dyste mod vennerne, men som underholdning for solospilleren er der ikke meget at komme efter. Vi kan derfor kun rekommandere spillet pga. dets nostalgiske værdi og/eller til dem der evt. har brug for at genoptræne deres fingermotorik - hvor der ved sidstnævnte måske mere er fare for skade end egentlig gavn med alt det trykkeri.
Gamereactor Danmark