Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Asus Zenfone 6

Asus Zenfone 6

Billig, kæmpe batteri og 48 megapixel kamera, men ikke helt perfekt.

Markedet for alternative telefoner vokser, og med det interessen fra flere og flere hardwareproducenter. Hen over sommeren har jeg haft testet den nye Zenfone 6, og det har haft nogle konsekvenser for den måde jeg selv tænker smartphone på. Lad os dog kigge på det basale først.

Prisen de fleste steder er 4.399 kroner for versionen med 6GB RAM/128GB plads, men vores testeksemplar havde 8GB RAM/256 GB plads og står til 4.699 kroner. Det er desværre billigt efter dagens standarder. Der findes en 6/64-udgave også til 3.999.

Der er et 6.4 tommer Nano Edge display med 92% skærmområde og GorillaGlass 6. Skærmen er ret god, den lyser ekstremt kraftigt, men grundet afrundingen og den skærmkant der er, så forsvinder noget af kantteksten i nogle applikationer. Opløsningen er 2340x1080, det er et IPS-display med 19.5: 9, 600 NITS maksimal lysstyrke og 100% DCI-P3/96% NTSC-farvemætning. Sagt på dansk, farverne er fantastiske. Ganske enkelt.

Batteriet er enormt, 5000mAh, og det holder faktisk en hel dag. Den lader ganske tjept med Quick Charge 4.0, og det er også den eneste rigtige måde at gøre det på. Tager man en tilfældig gammel sub-1 watts lader og smider et kabel i vil man opleve at det går urimeligt langsomt. Ja, jeg ved godt at det går langsomt, men jeg vil stadig fastholde at trådløs opladning bør være standard i 2019. Og så kunne der godt have fulgt en kraftigere oplader med, 9V/2A er altså ikke noget med sådan et kæmpebatteri, og andre producenter leverer kraftigere ladere.

Der sidder en Octa-Core Qualcomm Snapdragon 855 i, en Adreno 640 GPU, og telefonen vejer 190 gram. Der bruges desuden Android 9 med et ZenUI-system, som faktisk gør det helt fornuftigt. Fingeraftrykslæseren er flydende, let, og virker hver gang. Det er klart den bedste implementering jeg har prøvet endnu. Telefonen ligger i øvrigt overraskende godt i hånden.

Til min store glæde er der Dual Sim, jack-stik og en smart knap i siden til Google Assistant... og ja, det havde været rart gøre den inaktiv. Jeg er ofte kommet til at aktivere Google Assistant når jeg burde skrue op eller ned for lyden. Et hurtigt opslag i manualen gjorde mig glad, og jeg satte den til screenshot i stedet. Så må jeg bare lære at ramme den rigtige knap. Pointen er at du faktisk helt selv bestemmer hvilken funktion knappen har, ulig Bixby-knappen på Samsung-enheder, der kun delvist omprogrammerer knappens funktion. ZenUI er en ret ren Android-udgave alt taget i betragtning, en af de renere på markedet faktisk.

I forhold til lyd er den acceptabel til samtaler, og kan skrues særdeles højt op, det er fantastisk hvis man taler meget med folk der taler lavt i telefon. Men telefonens egen højttaler er elendig. Det er en absolut sidste nødløsning, og intet andet. Samtalerne er måske heller ikke de mest rene i verden, faktisk er samtalekvaliteten lidt grovkornet, men medmindre at man er lydaficionado, så er det ikke noget man vil bide så meget mærke i.

Kameraet er denne telefons primære fokus. Det er et 48 megapixel flipkamera, der drejer op og ned med en Sony IMX 586-sensor, og så et 13 megapixel ultra-wide kamera. Kameraet tager nogle fantastiske billeder, og grundet flipfunktionen kan man tage nogle vilde panoramaskud når man filmer. Men det er ikke særligt anvendeligt om natten - heller ikke i nattemodus, og det tager et par sekunder før at der fokuseres, og der er ingen zoom. Hvis du vil tage billeder om natten skal blitzen på, det er eneste løsning. Til gengæld er der ingen buler, huller i skærmen eller andet der er umoderne. Selve den mekaniske funktion siger lidt sjovt, og min primære bekymring er faktisk hvad man gør med snavs der kommer ind bagved. Ideen er god, men hurtigere fokus og mulighed for zoom skal altså være med. Til gengæld har det et godt autofokus og 4K/60fps-video samt HDR+. Til billedebrug, alt efter modus, kan det andet kamera i øvrigt bruges til at lave en lettere sløret baggrund mens at hovedmotivet forbliver skarpt og i fokus, meget fancy, og det ser hamrende godt ud.

Selve flipmodulet er lavet i en metallegering, der er indbygget sensor der trækker kameraet ind ved et tab, og den er anført til mindst 100.000 aktiveringer. Den flipper kameraet 180 grader, og der er således kun et kameramodul i telefonen. Det giver nogle virkeligt sjove muligheder for vinkler, og du slipper for at dårligt frontkamera.

Når det er sagt, fraværet af notch, hole-punch eller andet i skærmen synes jeg i øvrigt er genialt. Jeg kan være i tvivl om hvorvidt at kameramotoren holder på den lange bane, men under testperioden fungerede det upåklageligt. Byggekvaliteten er rigtig fornuftig, særligt med tanke på at det er en "billig" telefon. Det virker som om at man har lavet en aluminium/glas kombination, og så ikke har gidet at tilføje andet - det passer mig perfekt. Der hører et gennemsigtigt cover med i kassen, det er fint, men også ret glat.

Spilfeatures kan kaldes op, der er en række ret geniale features indbygget i "Game Genie". Først og fremmest kan man cleare sine RAM, som man kender det fra eksempelvis Razer Cortex. Man kan fjerne alle advarsler og pop-ups, der kan styres optagelse og livestreaming.

Jeg mangler dog noget IPXX af en eller anden art, enten har jeg læst manualen forkert, eller også er der ingen former for vandafvisning, og det bør man altså kunne forvente.

Og hvad betyder alle de her indtryk i praksis?

Jo, den ekstra fokustid på kamera er noget man vænner sig til, men det er ikke super smart til at tage stilbilleder af noget der bevæger sig hurtigt. Til gengæld er billederne rigtigt gode. Jeg er vild med pasformen, jeg tilgiver den dårlige højttaler, men den store batterilevetid og virkeligt gode farvegengivelse på skærmen er noget andre burde kigge på, for Zenfone 6 hæver baren for hvad man kan og skal forvente af en budgettelefon, også hvad byggekvalitet angår.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10