Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Asus ROG GR8 II

Asus ROG GR8 II

Nej, det er ikke et samarbejde mellem Gamereactor og ASUS - men derimod den ultimative bærbare stationære.

Man skulle tro at vi var blevet særligt glade for oxymoron-indeholdende sætninger, men en bærbar stationær er vitterligt den bedste måde at beskrive ROG GR8 II på.

Kassen på 4kg måler under 9x30x30cm, og er dermed ikke særligt stor, det er reelt set et fire liters kabinet. På trods af dette, så findes den i en række variationer, og kan blive ganske kraftig, helt op til i7 7700, 32GB DDR4 RAM, 1TB SATA, 512GB M.2 SSD, og så et GTX1060 3GB. Den er dog baseret på det gamle H110-chipset, så mon ikke der er en afløser med opdateret indmad lige om hjørnet.

Den testede udgave koster 9.499,- og har i7 7700, 16 GB DDR4 Ram, 256 GB SSD, 1 TB SATA, 3 GB GTX 1060 3 GB, Windows 10, Wifi og Bluetooth 4.0. Om end at der kan opgraderes på RAM-siden (hvis man skiller computerne helt ad), så er grafikkortet loddet direkte på motherboardet som man kender det fra Apple-computere - og det gør at man ikke kan opgradere med eksempelvis et kraftigere ITX-kort. Det vil dog være fint hvis man kører 1080p - men forvent ingen 1440p eller derover flydende. Harddisken kan også opgraderes. Det kræver dog at både side og toppanel fjernes. Når grafikkortet nu ikke kan skiftes havde nok givet mere mening at finde en 6GB-udgave af grafikkortet, det burde kunne lade sig gøre med samme formfaktor.

Indersiden af kabinettet er delt op således at GPU og CPU ikke påvirker hinanden mere end højest nødvendigt rent termisk, og der er opbygningsmæssigt ingen delt luft mellem GPU og CPU som i et traditionelt kabinet. Kølingen i så lille kabinet er dog forventet ikke optimal, men vi målte alligevel aldrig over 80 grader på CPU, eller 70 grader på GPU. Det larmer dog en del, særligt hvis man vælger at booste systemet, hvor temperaturen også stiger nogle grader.

Denne type computer er reelt set hvad Steam Machines skulle have været, på størrelse med en konsol - hvis ikke mindre, men væsentligt kraftigere end en Xbox eller PS4, men stadig med samme formfaktor, og så til en stor, men ikke uoverskuelig pris.

Det gør også at maskinen lige så meget er tiltænkt en nemt tilgængelig VR-maskine i stuen. Den er kun minimalt større end en PS4 Pro, det lidt skæve design får dog maskinen til visuelt at virke mindre end den er.

Designet er stadig klassisk Asus ROG med gråsorte sider og en kraftig kontrastfarve i form af mørk kobberrød, kombineret med Tron-inspirerede mønstre. Der er naturligvis RGB LED, for hvem vil ikke gerne have det i deres stue?

Nå, men kan en så lille computer hvor der er sparet på grafikkortet for at holde udsalgsprisen så noget? Ja, det kan den faktisk.

Generelt lå de fleste nyere spil på 70-80fps på høje indstillinger. Assassin's Creed Origins og dets lige bør man dog opgive at spille på andet end medium, og reelt nok lave indstillinger for at kunne få en flydende billedehastighed. Den kraftige CPU i netop denne udgave hjælper, men et 3GB-grafikkort er ganske enkelt for lidt til de nyeste og mest krævende titler.

Og tager man i betragtning at maskinen er ment som en slags erstatning for en konsol, til VR-brug, og med et trådløst tastatur og keyboard, så er ydelsen faktisk fin, du får stadig +60fps på dine yndlingsspil, men her kan du spille dem foran fjernsynet.

ROG GR8 II er en rigtigt fin ide, men vi glæder os til en opgraderet udgave der forhåbentlig vis har et væsentligt kraftigere kort - eller bare hvor vi har mulighed for at udskifte det, nemmere adgang til komponenter, og så lidt mere lydløse blæsere. Resten - det er faktisk slet ikke skidt, og vi håber også at de kan holde prisen og størrelsen nede.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10