Asus ROG Flow X13
Asus har begået endnu et mesterværk, så let kan det vist siges.
Det er ved gud ikke Asus der har opfundet konceptet om et grafikkort i et eksternt og separat kabinet, der tilsluttes med enten et proprietært eller Thunderbolt-baseret kabel. Andre producenter har tidligere prøvet, og til dels også lykkedes med sådanne projekter, og ideen er populær fordi det giver mening. Ultrabook CPU'er er efterhånden relativt kraftfulde, med solide base og boost clock-hastigheder, og et fint antal kerner. Det eneste der sådan set mangler før en slank, pladsbesparende og fjerlet maskine kan blive en habil gaming-station er flere tilslutninger, og et godt grafikkort.
Men Asus tog alligevel årets digitale CES-messe med storm da de løftede sløret for Flow X13, en 2-i-1 ultrabook med tabletfunktion, der kan kombineres med en dedikeret, proprietær eGPU via en specialdesignet tilslutning. I den ret lille eGPU sidder et mobilt RTX 3080-grafikkort, og kombineret med Flow X13'erens Ryzen 9 5900HS CPU og 32GB RAM, jamen så bør du have en betragtelig mængde hestekræfter. Og det eneste det kræver at forvandle dette habile set-up til en lækker studievenlig bærbar, er at hive et enkelt stik ud.

Vi kommer dog ikke til at kigge på selve eGPU'en i dag. Den kombination reserverer vi til den næste anmeldelse, for i dag handler det om selve bærbaren, for Asus har valgt en lidt anden strategi, når det gælder gaming og produktivitet på farten. Flow X13 har nemlig ikke sløset integreret Intel-grafik, selvom den er designet til en ekstern GPU. For cirka 14,999 får du en maskine med følgende specifikationer:
- AMD Ryzen™ 9 5980HS Processor 3.1 GHz (16M Cache, 4.5 GHz)
- NVIDIA® GeForce® GTX 1650, 4GB GDDR6
- 13.4-inch, 4K (3840 x 2400) 16:10, 60Hz, Touch Screen
- 1TB M.2 2230 NVMe™ PCIe® 3.0 SSD
- 32GB RAM LPDDR4X, 3200 MHz
Av, se det er noget lidt andet, ikke sandt? Du kan naturligvis skrue op og ned for antallet af RAM, spare lidt på harddisken, og få et 120Hz-panel i 1080p, i stedet for 4K-monsteret. Det er dog inklusionen af et Nvidia GTX 1650-grafikkort der interesserer. Dermed er dette ikke bare et spændende alternativ til en desktop, men et spændende alternativ til en MacBook Pro 16, og andre produktivitetsmaskiner. Det er vitterligt en jack-of-all-trades på alle tænkelige måder.

Først og fremmest er det dog værd at slå fast, at Flow X13 er konstrueret med perfektion for øje. Hele maskinen er udført i aluminium, men i stedet for at være glat er den beklædt med riller, der næsten giver hele enheden en nubret følelse. Det er med til at gøre maskinen unik. Naturligvis gør dette at den samler på støv og snavs, men det er en lille pris at betale for en maskine der er exceptionelt sammensat og konstrueret.
Det er dog en sandhed med modifikationer. Tastaturet er ganske glimrende, og stort set det vi kender fra sidste års G14, men Asus burde have givet os et større, eller om ikke andet bredere, trackpad. Det er ikke miniature, som på nogle gaming-orienterede maskiner, men hvis de insisterer på at denne bærbar er én du bruger på farten, for så at tilslutte et større system derhjemme, så bør det fundamentale være i orden.
Derudover er der faktisk både HDMI, USB-A, USB-C og fingeraftrykslæser i tændknappen, så det er i hvert fald ikke fordi at Asus har sparet på den basale funktionalitet, bare fordi den eksisterer i forlængelse af en eGPU.
Og de gode nyheder fortsætter. Selve panelet er 16:10, så derfor har du mere råderum i højden end på traditionelle bærbarer. Det gør også at der teknisk set er tale om et 13.4 tommer panel. Om du vælger 1080/120Hz eller 4K/60Hz, så er det desuden Pantone-valideret, dækker over 100% af sRGB-farvespektrummet, og kan kravle over 350 NITS. Det er desuden konstrueret i Gorilla Glass, og det er fordi at Flox X13 som sagt kan spinnes rundt og bruges som en tablet. Om hvorvidt dette reelt set er brugbart vides ikke, men hvis man er studerende med penge på lommen der skal varetage flere interesser på samme tid, så er det svært at forestille sig et mere alsidigt set-up end dette.
Og så er det vist tid til at sætte tal bag de rosende ord. Husk at i den her testopsætning er det uden eGPU, altså her antager vi at du bare har købt Flow X13 fordi den alene er nok til at behage din gaming-hobby. Der findes næsten ingen gaming-orienterede 2-in-1 ultrabooks, og dette er desuden den første Ryzen 5000-serie bærbar vi tester, så tag disse med et gran salt. Dog er det nok til at sætte ydeevnen i relief her. Vi har testet primært sammen med Asus' ROG G14 fra sidste år med en Ryzen 4000-serie CPU, samt en Razer Blade 15 ydstyret med en i7-10875H. Lad os starte med CPU-tests så:
GeekBench 5 Single-Core
Asus Flow X13: 1499
Asus ROG G14: 1205
Razer Blade 15: 1211
GeekBench 5 Multi-Core:
Asus Flow X13: 8010
Asus ROG G14: 7987
Razer Blade 15: 7289
Cinebench R15
Asus Flow X13: 2001
Asus ROG G14: 1810
Razer Blade 15: 1744
Handbrake1.1.1
Asus Flow X13: 8:11
Asus ROG G14: 8:12
Razer Blade 15: 8:14
PCMark10
Asus Flow X13: 5903
Asus ROG G14: 5633
Razer Blade 15: 5105
Og så videre til grafikbaserede tests, hvor vi har hevet nogle resultater frem fra blandt andet Razer Blade Stealth og Dell XPS 15, som begge bruger samme grafikkort, så det er udelukkende for at checke om det kører som det skal
3DMark FireStrike
Asus Flow X13: 6804
Dell XPS 15: 8404
Razer Blade Stealth: 7010
Til sidst har vi spillene, hvor vi har kigget på spil i 1080p med Medium-indstillinger.
Shadow of the Tomb Raider: 61fps
Far Cry 5: 50fps
Grand Theft Auto V: 44fps
Red Dead Redemption 2: 32fps
Metro Exodus: 37fps
Borderlands 3: 48fps

Den ender med at give lidt larm fra sig, så sandelig mere end traditionelle 15 tommer maskiner gør, og vi registrerede da også en CPU-temperatur der er oppe og kysse 90 grader, men samlet set er det en habil præstation tværs over hele linjen, hvor godt GTX 1650-kortet presses på grund af varmemæssige besværligheder i visse spil. En Flow X13 er ikke billig, den kommer til at stå dig i omtrent 15,000 for versionen med den stærkere CPU, 32GB RAM og 1TB-harddisk, men det er enten den eller en MacBook Pro, eller en Huawei MateBook X Pro, og hvor får du mest for dine penge? Eksempelvis kan du få en Blade Stealth til cirka 16,500 kroner, men her taler vi bare om 16GB RAM, et 60Hz display og en 512GB SSD.
Flow X13 er næsten et mesterværk hvor kun lidt uimponerende batterilevetid holder den tilbage (hvor vi klemte cirka 7:30 timer ud med blandet brug, som er kortere end sidste års G14). Det her er sådan man skal lave gaming ultrabooks til den store guldmedalje.
Gamereactor Danmark