Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Asus ROG Ally

Asus ROG Ally

Asus leverer for alvor konkurrence til Steam Deck med deres første bud på en håndholdt gaming PC.

Jeg anmeldte faktisk Steam Deck for lidt over et år siden, og havde stort set kun rosende ord tilovers for selve hardwaren. Sådan er det i øvrigt stort set altid når Valve designer hardware, solid eksekvering af en række spændende ideer. Men samtidig kom anmeldelsen af selve maskinen sammen med en opfølgende artikel, der på lidt mere lunken vis forklarede hvilke problematikker med kompatibilitet vi havde oplevet under testperioden.

Konklusionen var ganske simpel; grundet Linux-operativsystemet er der nogle kritiske begrænsninger ved Steam Deck, og det kræver at forbrugeren til tider væbner sig med tålmodighed imens platformen optimeres til hver enkelt spil fra forbrugeren, og det er ikke alle spil der er tilbyder garanteret funktionalitet.

Det virker som om at Asus kiggede nøje på den her kritiske konsensus, og derefter gik i gang med at designe deres egen håndholdte gaming PC. Den er nu, efter en lettere forvirrende afsløring d. 1 april, landet på markedet - ROG Ally, og den er et slags modsvar på alle de begrænsninger der er med en Steam Deck.

Først og fremmest er den lidt mere bling hele vejen rundt. Den er hvid, det er én ting, men der er også dobbelte stereohøjttalere med Dolby Atmos support, der er WIFI 6E, Bluetooth 5.1 og understøttelse af Asus' egen XG Mobile GPU-platform (mere om det senere). Der er et 1080p LCD display i 120Hz, ja der er sågar RGB-belysning rundt om analogpindene.

Ally fremstår mere luksuriøs end Deck, og det virker ikke falsk, hult eller letkøbt. Den er forsætligt designet, og selvom man ikke ligefrem kan kalde den subtil af udseende, så er kampvægten på 608 gram perfekt fordelt, og der er ingen del af den her oplevelse der decideret skranter.

Under kølerhjelmen er en særlig SoC, altså en kombineret chip med CPU og GPU udviklet i særskilt samarbejde med AMD baseret på deres nye 4nm proces, og som er en del af Zen 4-arkitekturen. Den hedder "Z1", og tilbyder seks kerner og 12 tråde, eller hele otte kerne og 16 tråde alt efter hvilken model man får. Vi har siddet på Z1 Extreme, en dyrere udgave med otte kerne, 16 tråde, 12 RDNA 3 GPU-kerne, 24MB cache og en estimeret ydeevne på godt og vel 8.6 teraflops, der dog i sig selv er en lidt mangelfuld opsummering af egentlig ydeevne. Per AMD's eget estimat sidder en Switch eksempelvis på 0.4 teraflops, så måske er der en valid sammenligning af hvad man kan forvente, men det handler alt sammen i sidste ende om optimering.

Der lader til at være massiv diskrepans imellem Z1 Extreme, som vi har testet, og den almindelige Z1-model. Asus siger selv at der er godt og vel 6.2 teraflops forskel, så man skal som forbruger træffe et ret afgørende valg fra starten af. Om hvorvidt dette vidner om en mangelfuld designproces, eller om det er rart at de to varianter tilbyder to tilsyneladende meget forskellige brugeroplevelser, ja det er svært at sige.

Lige meget hvilken Ally du vælger, så kører den Windows 11. Ja, ganske almindelig Windows 11 uden nogen slinger i valsen. Det betyder naturligvis at din Ally, som har et touch-panel, kan bruges som en slags mini tablet, og det betyder samtidig at ved at bruge semi-traditionelle PC-komponenter, og det mest gængse OS på planeten, så løber du ikke ind i nogen kompatibilitetsproblemer overhovedet. Hvis spillet er lanceret på Windows 11, som alle er, så virker de teoretisk set på Ally. Naturligvis kræver det controller support, noget jeg selv blev overrasket over manglede i eksempelvis V Rising og Darkest Dungeon 2, to ellers oplagte spil at kaste sig over, eftersom de er eksklusive til PC-platformen.

Den brede kompatibilitet er et åbenlyst plus for Ally, og Asus har faktisk også tænkt over det fra et brugerperspektiv i den forstand, at der er fire ekstra knapper på begge sider af displayet. De to er almindelige start/select i Xbox layout, men de to andre er en overlay-menu, der giver hurtigt adgang til en række klassiske Armory Crate-indstillinger såsom en fram-rate cap, performance modes og lignende lir. Den anden sender dig tilbage til den særlige Armory Crate SE-hovedmenu, hvor Ally samler dine spil på tværs af en række launchers, som gør det lettere at sætte gang i spil uden at skulle rode for meget rundt.

Det er en fin idé, og det virker det meste af tiden, men det ville samtidig være naivt ikke at slå fast her, at det du får i kompatibilitet via Windows 11 også gør at du mister noget samhørighed i brugerfladen. Det er umuligt at undgå at skulle tilbage ud i Windows 11, eller Steam via Big Picture Mode, eller pludselig at skulle bruge touch til at logge ind på Epic Games Store. Du kommer ud for at et software keyboard ikke vil poppe frem, eller at spil ikke vil gå full-screen. Jeg startede med Vampire Survivors, Outer Wilds og Darkest Dungeon 2. Det første ville ikke gå full-screen, det andet ventede på et software keyboard der ikke ville poppe frem, og det tredje ville slet ikke launche ordentligt. Windows 11 giver adgang til den bredeste skare af titler, ja, men samtidig er den samling af spil ikke kureret, optimeret eller tilrettelagt til din platform. Ligesom PC-folk generelt er vant til, så kræver Ally at du er villig til at rode, at fifle, at gradvist tilpasse din oplevelse.

Når det så er sagt, så er Armory Crate SE faktisk et solidt stykke software, og jeg havde en god oplevelse med den centrale hovedmenu, hvorfra jeg launchede spil fra Xbox, Epic Games Store, GOG og Steam, og selvom at jeg til tider blev sendt lidt rundt gennem forskellige brugerfladeparadigmer, så har Asus forsøgt at få det hele til at hænge nogenlunde sammen, og det virker det meste af tiden.

Nå, hvordan føles det så at spille? Jamen, ganske glimrende det meste af tiden. Først og fremmest er displayet glimrende, og får simpelthen Steam Decks display på 800p/60Hz til at virke antikveret. Det her panel er lysstærkt, langt mere flydende og mere farvekorrekt også. Det er 1080p, og de fleste tests vi har foretaget er i den opløsning, men samtidig giver det også brugeren lidt flere muligheder for at nå en højere frame-rate. Desuden er selve formen utrolig ergonomisk, og vægten er perfekt fordelt. Knapperne og analogpindene er responsive, og det er umiddelbart svært at finde en eneste hardware-mæssig fejl, om ikke andet i de cirka 10 dage jeg har haft til at teste.

I blandt andet Geekbench 5 så jeg en OpenCL-score på over 35000, dog vil vi opdatere anmeldelsen med rigtige benchmarks når Ally er lanceret, og alle de rigtige drivere er installeret. Hvad jeg dog kan sige er at 60fps i de fleste spil, fra Cyberpunk 2077 til Death Stranding, fra Outer Wilds til Darkest Dungeon 2, er generelt muligt hvis man fifler med indstillingerne, og det er desuden uden at justere på 1080p-opløsningen. Jeg så ingen tegn på at det at køre Windows 11 i baggrunden havde nogen direkte negativ effekt på spiloplevelsen, selvom at der altså ikke er tale om en maskine her der klarer 60fps på High eller Ultra, eller kan levere visuelt lir som Ray Tracing. Men holder man sine forventninger på et realistisk niveau, så er den her Z1 Extreme noget ganske særligt, og bør desuden være cirka 15% bedre end håndholdte gaming PC'er fra Ryzen 6800U-generationen, såsom konkurrenter fra OnePlayerX og Ayaneo.

Der er dog, i Z1 Extremes tilfælde, en ret så central ofring, og det er batterilevetid. Jeg har haft en Steam Deck siden lanceringen, og en Switch OLED for den sags skyld, så jeg er faktisk vant til middelmådig batterilevetid, men Ally har i gennemsnit leveret omtrent en times brug under pres, og her er jeg altså generøs med mine estimater. Det sætter nogle ret alvorlige begrænsninger generelt. Det hjælper at sætte den i "Quiet", at slukket RGB-belysningen rundt om analogpindene og eventuelt sætte en frame-rate cap på, som let kan gøres via Quick Settings, men generelt set er batterilevetid Asus' svage punkt, ingen tvivl om det.

Men ROG Ally er nu, samlet set, lidt af en triumf. Ved at kombinere med en XG Mobile (som fås i et hav af varianter og til mange forskellige priser) får du pludselig Z1 Extreme sammen med et RTX 3080 Ti, eller et 4090 for den sags skyld, som desuden tillader tilkobling af centrale accessories som en controller, mus/tastatur eller et display. Ally har vitterligt chancen for at blive en gaming PC til fjernsynet, og en gaming håndholdt på farten, og den har hestekræfterne til det også. Nej, batterilevetiden mangler, og det er en skam, men Asus er meget tæt på i første omgang her, ingen tvivl om det.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10