Gamereactor

Gamereactor
Hardware

Astro C40 TR

Vi kigger nærmere på Astros første controller.

Hvis der er noget vi her på redaktionen kollektivt har brokket over os over i lang tid, så er det at Sony simpelthen har nægte at følge i Microsofts fodspor, og skabe deres eget bud på en "Elite" controller til PlayStation-platformen. I stedet har vi måtte "nøjes" med tætte samarbejder med tredjeparter, og selvom der er kommet en række fine controllere ud af det, så mangler det den mere nære integration med platformen som kun førstepartshardware kan være.

Og her kommer næste skud på stammen - Astro C40 TR. Og umiddelbart er der grund til at være særligt spændt og interesseret i netop denne controller, for Astro har allerede samarbejdet med Sony om at lave PlayStation-versionen af deres A50-headset. Dog har de ikke lavet en controller før, så hvad kan man egentlig forvente?

Vi har i løbet af de sidste par uger prøvet kræfter med C40 TR, og kan allerede nu slå fast at denne controller uden tvivl er blandt de mest robuste, velkonstruerede tredjepartscontrollere på PlayStation-platformen, og takket være ekstremt tilpasseligt design kan de fleste af de designmæssige problemer du nu måtte finde rettes.

Så controlleren er ret fed, men det skal den også være, for den koster nemlig lige omkring de 1500 kroner, altså tre gange så meget som en standard DualShock 4, en tredjedel mere end en Scuf Infinity 4PS eller Scuf Impact. Faktisk koster den, sjovt nok, præcis det samme som en Xbox One Elite Series 2, som vi mener er den gyldne standard en controller skal ramme, hvis man tager så meget for den.

Lad os starte med de helt små ting. Astro C40 TR kommer i en ret hård bæretaske, der vil forhindre selve controlleren i at tage skade, skulle du tabe den. Der er plads til ekstra kabler, og nedenunder er der, i hård gummi, placeret en række reserverdele, som du kan tilpasse din controller med. Vi kender alle sammen denne generelle opsætning fra Elite, og det virker præcis lige så fint og brugervenligt her. Du får desuden et ret robust microUSB-kabel med på adskillige meter, der godt nok ikke er et stofkabel, men som alligevel er tykt nok til at overleve et liv på farten, mens du bevæger dig fra den ene esportsturnering til den anden. Intet stofkabel, ikke USB-C og værst af alt er selve indgangen til kablet skulptureret på en sådan måde, at ikke alle microUSB-kabler i dit hjem vil kunne oplade controlleren. Det er en måde hvorpå fabrikanten kan "tvinge" dig til at benytte deres kabler, og de koster selvfølgelig mere end normalt, skulle du ende med at ødelægge eller tabe det medfølgende. Dog skal det her siges, at selve skulpturereringen af porten ikke er nær lige så aggressiv som eksempelvis Razer gør det, og du bør kunne finde microUSB-kabler med sparsom plastik rundt om kablet, der kan bruges.

Og vi er ikke helt færdige med de dårlige nyheder. Mange benytter nemlig de såkaldte Charging Docks som Sony har solgt i årevis, der lader op igennem en proprietær port foran på controlleren, men ligesom med så mange andre tredjepartsmodeller mangler den port på C40 TR, så du skal oplade igennem det medfølgende kabel.

Nå, nok brok. Lad os kigge på selve controlleren. Den er dækket i et gummilignende mat materiale, som gør den utrolig tilfredsstillende at holde på, og ikke bare gør det den luksuriøs at se på, det betyder også at det er lettere at skære riller ind i bunden for at sikre ekstra greb. Den vejer hele 317 gram, som er en hel del mere end DualShock 4'erens 210 gram, men den ekstra vægt er ikke forstyrrende, men minder en om konstant, at du sidder med et kvalitetsprodukt i hænderne. Dét er noget de andre tredjepartsfabrikanter har glemt.

Selve layoutet er det som vi kender. Det er et D-Pad, to analogpinde, de klassiske PlayStation-knapper, et lidt mindre touchpad, Options-knap og Share-knap. Der er desuden et jackstik i bunden til et headset. Dog er C40 TR naturligvis et specialistværktøj, og selvom den uden tvivl også vil blive købt af dem der bare leder efter en mere luksuriøs spiloplevelse, så er den alligevel primært designet til dem der ønsker at præstere. Derfor finder du bagpå to programmerbare knapper, der kan bindes via en knap under controlleren, eller via Astros egen software. Desuden finder du to sliders bag på der kan afgøre hvor meget modstand dine triggers skal have. Der er dog kun to indstillinger i stedet for Elite-controllerens tre, men om hvorvidt det er nødvendigt med flere er svært at sige.

Ligegyldig hvilke knapper du trykker på er det dog en uhyre tilfredsstillende controller at have i hænderne. Vægten er rar, knapperne føles responsive og taktile, og gummilaget gør at den føles fast.

Og så er vi ikke engang kommet til controllerens "party piece" endnu. Der medfølger nemlig en lille skruetrækker, og med den kan du løsne det frontpanel der holder fast på de to analogpinde og controllerens D-Pad. Selve controlleren er nemlig modulær, så efter du har løsnet skruerne, der er meget brugervenligt, og kan betjenes af enhver, så kan du frit arrangere dit tre moduler. Ønsker du asynkron analogpindsplacering? Det kan du nu gøre i et snuptag. Det er virkelig en smart måde at tillade et mere tilpasseligt design, og under testperioden gjorde vi det adskillige gange.

Der er altså små ting ved C40 TR der gør at den ikke kan få en fuldstændig universel anbefaling med herfra. MicroUSB, skulptureret gummikabel, høj pris? Nej tak. Men det du får er til gengæld det tætteste PlayStation-platformen får på en Elite Series-controller, og der er ingen tvivl om at Astros første forsøg på en controller gør at vi er meget spændte på at se hvad fremtiden bringer.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10