Ash - Meltdown

Ash vil rigtig gerne lave en vaskeægte rockplade med nosser så tunge som bowlingkugler og en skægvækst der ville få den afskyelige snemand til at flæbe. På "Meltdown" er der da også skruet gevaldigt op for spaden, men der er bare et lille problem: Melodierne er simpelthen for gode.

Det må på absurd vis være svært at være Tim Wheeler. Lige meget hvad han så end prøver med sin musik, kommer der intet andet end små perfekte pop-perler ud af det. Én gang har han fejlet, Ashs dybt skuffende andet album "Nu Clear Sounds", men da det blev opfulgt af "Free All Angels", blev al tvivl gjort til skamme, og Tim Wheeler var igen tilbage på powerpoppens trone. Nu har han sammen med de andre medlemmer i Ash forsøgt at lave en rigtig rockplade. Sådan en der får stereoanlægget til at svede. Det lykkes da også langt hen af vejen, men melodierne er der stadig, og de er ikke til at slippe af med.

"Orpheus", "Evil Eye" og "Won’t Be Saved" er blot tre eksempler på den perfekte popsang, godt nok svøbt i guitarstøj og bragende trommer, men alligevel så blid som et lille lam på verdens grønneste græsmark. Det er som om Tim Wheeler er i stand til at kværne disse sange ud i søvne, uden de på nogen måde kommer til at lyde uengagerede. At Ash så har udtalt at de med "Meltdown" ville skabe den samme følelse man fik første gang man hørte Nirvanas "Nevermind", er vi nødt til bare at ignorere. Den barnlige naivitet i både melodi og lyrik kommer aldrig i nærheden af at ramme den teenager-angst Kurt Cobain var konge af, men hvad gør det, når "Meltdown" stadig fremstår som en helt igennem lystfuld oplevelse?

Umiddelbart er albummet ikke helt så let at gå til som forgængeren, "Free All Angels". Dette skyldes først og fremmest at der er skruet betydeligt op for hele lydbilledet, men bag al larmen ligger skønheden og lurer. På trods af at Ashs mål måske har fejlet - "Meltdown" er absolut ikke arvtageren til den store rocktrone - så har de alligevel sejret på hjemmebane. Bedre powerpop fås ikke!