Armor

Far og søn arbejder som sikkerhedsvagter og transporterer penge i en pansret lastbil. Sønnen er en simpel mand, mikrostyret af sin gravide kone, en smule neurotisk og bekymret for alt og intet, mens den gamle mand er en nu tørlagt alkoholiker, der mistede sin nye kone og sit barn i en trafikulykke. Tragedien fik ham til at dykke dybt ned i vodkaflasken, hvilket har fået ham til at kæmpe for at holde sig over overfladen. Under en almindelig levering støder far og søn på en gruppe tidligere specialstyrkesoldater, der er blevet røvere, og som er ude efter den last, de transporterer, og som de vil snuppe for enhver pris.

Det er på mange måder direkte tragisk, når gamle, populære veteraner og i dette tilfælde endda filmikoner som Sylvester Stallone (og Arnold og Clint - og andre) ikke synes at indse, at deres høje alder gør dem direkte upassende til at slæbe sig rundt foran kameraet som en skygge af sig selv og tale usammenhængende. I min verden er det direkte uværdigt. Noget, som Armor i høj grad er et bevis på. Sylvester er 78 år gammel i dag. Han har selvfølgelig tortureret sin krop med vovehalsede stunts, steroider, operationer og alt derimellem - i årenes løb, og han har faktisk i en længere periode opført sig præcis lige så gammel som han nu... ja, er. Sly kan knap nok gå oprejst længere. Han har svært ved at holde et automatgevær, uden at det ligner noget rod, han bander (mere end nogensinde), når han taler, og han gør således ikke noget særligt godt stykke arbejde for at portrættere en gråsprængt, dødbringende, hardcore professionel forbryder med nogen form for troværdighed. Det ser snarere ud, som om plejehjemmet rundt om hjørnet har ladet deres ældste beboer optræde som tyv/politibetjent på en helt almindelig tirsdag eftermiddag. Det lyder virkelig kynisk, det ved jeg, og der findes masser af skuespillere der er i samme alder, og som præsterer gang på gang. Men de vælger måske deres roller med mere omhu, og forhåbentlig ved de hvornår de skal droppe ud.

För 25 år sedan hade Sly kunnat göra den här rollen på ett trovärdigt sätt.

Sly & Co bokser far/søn (vi får aldrig deres navne at vide) inde på en gammel, rusten, forladt bro i udkanten af ingenting for at forsøge at bryde ind i deres skudsikre lastbil. Her begynder det, som instruktør Justin Routt tydeligvis har tænkt sig skal være en nervepirrende, neglebidende historie om pres, stress og hårde mænd, der gør hårde ting - mod hinanden. Far og søn låser sig inde i lastbilen, mens Stallone og hans kumpaner affyrer 900.000 skud fra deres stormgeværer mod en skudsikker lastbil, hvilket i sidste ende kun resulterer i, at jeg som tilskuer er vidne til CGI-baserede mundingsglimt og træffere, der ser ud, som om de er lavet i Microsoft Word, mens de hærdede røvere laver flere ansigter end en børneklovn.

Sådan fortsætter det i en times tid. Der sker heller ikke mere end det. Stallone forsøger at få en lille snak med far/søn og siger et par hårde ting som, at de er »færdige« og burde give op, mens faren i lastbilen (Jason Patric) svarer igen med, at han er en tidligere betjent, som er hård og modstandsdygtig, og at han og hans dumme søn aldrig vil give op. Og sådan fortsætter det i en god halv time (mere). Så slutter filmen på den mest abrupte måde, jeg tror, jeg har set hele året, og det er ret nemt at konkludere, at dette er årets hidtil dårligste film. Jeg læste, at Sly tjente $40 millioner for syv timers arbejde her, og selvom det er imponerende på sin egen måde, er det også uværdigt for en af filmhistoriens største actionstjerner - nogensinde.

Hvad du end gør, og hvor spændende du end måtte finde en let krumrygget, vrøvlende 78-årig, der lukker øjnene, når han skyder med løst krudt - se under ingen omstændigheder Armor. Overhovedet ikke. Faktisk bør du glemme (helt), at denne film overhovedet eksisterer.