Arlo Pro 3
Trådløs overvågning til hjemmet er væsentligt nemmere og billigere, end man skulle tro.
Det vrimler med smarte sikkerhedsløsninger, både kamera pakker, dørklokker, bevægelses-sensorer og komplette løsninger. Er man bare en lille smule paranoid omkring sine ting, husdyr eller børn, så har man nok overvejet det på et tidspunkt.
Jeg har selv flere gange overvejet Verisure. Desværre koster oprettelsen alene mere end en Arlo Pro 3 hub + 2 2K kamerarer, og herudover skal man betale 350 kroner om måneden + 6000 for selve installationen, og alt man får er et par røgalarmer (dem har jeg allerede, de koster stort set intet), en fotodetektor og en vibrationssensor og nogle klistermærker. Godt nok kommer der også vagter ud, men hver gang de danske dagblade har testet responstiden, så har den været så lav at det er fuldstændigt ligegyldigt. En kameraløsning synes altså at være væsentligt bedre.
En Arlo pakke består typisk af en hub, og så to kamerarer til 3500,-, eller man kan vælge en udgave med 3 eller fire kamerare, eller flere hvis behovet er. Da kamerarerne koster 1900 kroner stykket kan det altså ikke betale sig at tilkøbe dem senere. Signalet sendes mellem hub og kamera via dens eget Wifi, og husets Wifi bruges så til at sende signal til den cloud server hvor dine data gemmes.
Der følger tre måneders Arlo Smart med, det er deres cloud service. Og i modsætning til Verisure hvor man ikke kan få oplyst priser på noget som helst uden at opgive sit telefon-nummer så de kan ringe dig op, så er planen et klik væk. Og så kører de i øvrigt løbende kampagner med rabatter hvis man synes at 60 kroner om måneden er for meget på 30 dages cloud storage, differentiering mellem dyr, mennesker og køretøjer, aflevering af pakker, samt meddelelser om hændelser i aktivitetzoner og mulighed for at systemet ringer andre end dig op.

Pro 3 er den næststørste model, da man naturligvis også tilbyder en 4K model, men den konster så også 6.300 for et kit med en hub og to kamerarer. Eller det samme som en Verisure installation. Nu er det ikke for at være onde ved Verisure, men dem kunne jeg i det mindste give et falsk telefonnummer for at få prisen, hos andre var jeg nød til at opgive en fungerende email, med garanti for spam fra ihærdige sælgere. Der findes dog andre alternativer, men der er typisk kun en rumføler med der har kamera - vil man have optagelser synes Arlo klart at være den bedste løsning.
Selvom at både installation og opsætning foregår legende nemt, og appen er rigtigt god og ekstremt brugervenlig, så undrer jeg mig dog over udvalget af ophæng.
Da Arlo Pro 3 ligesom de fleste andre produkter oplades trådløst, og kan bruges både inde og ude finder der både et magnetisk ophæng til indendørs brug, og et skruebeslag til udendørs brug - men der hører kun et af hver slags med i pakken. De mener jeg ikke er unfair at forvente at få to af hver slags med når der nu er to kameraer i pakken. Der er til gengæld både rawplugs og skruer med.
Især det magnetiske beslag er eminent nemt at montere, og magneterne i både kamera og beslag er særdeles kraftige, og man frygter på ingen måde at ens kamera skal falde af. Det skal dog siges at hver enhed vejer godt til, så det skal ikke være en alt for porøs væg man montere det på.

De er diskret og moderne designet, og kommer i enten hvid eller sort. Arlo skriver godt nok 3-6 måneders batterilevetid, men det afhænger voldsomt meget af hvor meget aktivitet de opfanger og er indstillet til at reagerer på. Det ene holdt i 3 måneder før end at det skulle lades, det andet en måned mere. På med den magnetiske lader en tre timer, og så kan den kører tre måneder mere. Man kan dog også have kameraet sat til strøm permanent, og endda tilkøbe konstant video feed hvis man eks. Vil bruge det til døgnovervågning med tilhørende cloud optagelse.
Og her er det altså ret afgørende hvordan at man har indstillet sig kamera.
Der er for det første aktivitets zoner, disse indstilles i appen og kan ændres i størrelse, form af placering som man vil. Og her er så det store trick, for hvor følsomt skal kameraet være? Det er intelligent nok til at skelne mellem dyr og mennesker, og grænsen går ved ca 60% følsomhed hvis man eks. Har en kat. Sætter man den højere, ja så kommer alt med, og på 100% , ja så kommer der meddelelse hver gang, eller hvis man har slået det til, så tændes det indbyggede spotlight.
Herudover optager kameraet også alle bevægelser hvis det er slået til, så batterilevetiden afhænger ret bogstaveligt af aktiviteten det er indstillet til, men 3 måneder mellem hver opladning virker ret gennemsnitligt.

Udover 2K optagelser byder det også på nattesyn, og endda i farver hvis man vil. Betragtningsvinklen kan indstilles også, og går op til 160 grader.
Da jeg er en sur gammel mand der hader alt nyt har jeg ikke afprøvet det med hverken Apple, Amazon eller Google Assistent da jeg er imod den slags moderniteter. Men har man GoogleHome Hub eller Apple Watch, ja så virker appen også her.
Der står 12x zoom, men det er digitalt, og ikke særlig optimalt når det kamera man har kun er 2K. det er nok til at man kan se bevægelser uden problem, men ret meget mere end 3x digital zoom, og så kan man stort set ikke se nogen af de finere detaljer. Det er så også kun en 4MP sensor, og det spiller nok også ind.
Udover spotlyset, så er der også sirene hvis man gerne vil give folk hjertestop, og en mikrofon med støjbegrænsning så man kan snakke med folk man overvåger. Måske nok mere en feature til et kamera sat op ved en dør, og ja, det hele styres fra mobilen.
Det bedste ved appen er næsten de muligheder der er for at tænde og armere kameraet. Selvom alt kan gøres live, så kan man med en simpel plan - og man kan have mange, indstille sit kamera efter behov, jeg valgte eks at det kun var tændt i de perioder var jeg ikke var hjemme, og så ellers bare var tændt altid når man var på ferie.

Der er to-faktor godkendelse for de sikkerhedsbevidste, og mit eneste ankepunkt på specifikationerne er at der bare står "UV and Wheather resistant" i beskrivelsen, og så maks- og min. Temperatur, da ville jeg måske godt have haft noget mere konkret, men pointen er vist uanset hvad at det kan bruges både ude og inde.
Funktionalitet og betjening er i top, og jeg synes ikke at man kan brokke sig over prisen på hverken hardware eller cloudservice når man sammenligner med det øvrige marked, men jeg savner to af hver type beslag i pakken, og så kunne man godt til 3500 kroner + månedligt abonnement have en lidt bedre billedkvalitet - om end at de i al fairness skal siges at jeg havde monteret kameraet i et hjørne under loftet under testen, og det dermed var mindst to meter, og ofte mindst fem meter fra det der blev filmet. Til gengæld er jeg vild med 30 dages opbevaring af optagelser, og det er supernemt at tilgå, spole og zoome.
Gamereactor Danmark