Årets spil 2003

Allerede sidste år proklamerede vi, at spilåret år 2002 var et af de bedste, der nogensinde har været. Titler som Halo, Grand Theft Auto: Vice City, Ratchet and Clank, Mario Sunshine og stribevis af andre spil røg gennem anmeldermøllen, og selvom der unægtelig var skuffelser imellem, så var standarden stadig uendelig høj. Dette år er om muligt endnu bedre. Det startede ikke særlig stærkt, men voksede sig så, som en snebold, større og større og rullede snart ind i alle stuerne landet over med et sandt overflødighedshorn af spilunderholdning.

Derfor har det heller ikke været nogen let beslutning at finde ud af, hvad der er årets spil her på Gamereactors redaktion. Titlerne er mange, og de seneste år har for alvor vist, at selv de mere håbløse udviklere verden over ikke længere falder i de gængse fælder - hvilket har elimineret de allerværste spil. Alligevel er der spil, der udmærker sig. Spil, der går den ekstra mil for at underholde, og som er markant mere polerede end kollegaerne. Spil, der sætter en ny standard for enten konsollernes eller pc’ens formåen, og som i det hele taget vil stå på hylderne derhjemme mange år fremover. Det er dem, som redaktionen forleden satte sig ned for at nominere. Men ikke på den typiske facon, hvor vi bare skærer feltet ned til de ti bedste. Nej, dette år, og forhåbentlig også i årene fremover, vil det være kategorier som "årets store skuffelse" og "årets bedste lydside", der bliver vendt og drejet. Vi vil bedømme den visuelle stil og de tekniske krumspring, som udviklerne verden over har gjort for at skabe nye muligheder i de eksisterende kredse og til tider trængte ramklodser. Kort sagt: Vi kigger på alt det, der gør et spil til et spil.

At det så har taget ekstra lang tid, før dette års liste endelig kunne vedtages, viser bare, at der har været mange fantastiske spil i omløb, og at redaktionen er multi-facetteret. Hvem andre end Thomas Nielsen ville f.eks. seriøst kalde Amplitude for årets spil, og hvorfor skal alt med et Nintendo-logo afføde uanede højder af begejstring hos vores redaktør? Eller hvad med Steen Marquard og hans besættelse af krigsspil? - nej, det er ikke let at komme til enighed, men på de kommende sider er i hvert fald vores bud på noget af det bedste, som branchen har haft at byde på i det forgangne år.

Årets spil:

Jak II: Renegade

Format: PlayStation 2 Udvikler: Naughty Dog Udgiver: Nordisk Film Interactive

Udvælgelsen af årets spil var fra starten af en svær størrelse, og derfor var det heller ikke underligt, at netop dette kirsebær på kransekagen blev gemt til sidst. Der har været mange spil i det forgangne år, der utvivlsomt fremover vil blive anerkendt som klassikere og syvmileskridt inden for spiludvikling, men i sidste ende var det kun Jak II: Renegade, der havde de fornødne kvaliteter til at hænge fast på nethinden hos størstedelen af redaktionen, selvom både Prince of Persia, Metroid Prime, The Legend of Zelda: The Wind Waker og Knights of the Old Republic var oppe og vende. Jason Rubin og Naughty Dog har nemlig gang på gang vist, at de formår at tæmme PlayStation 2-maskinen, og med efterfølgeren til Jak and Daxter er der lagt op til en feberflot fremvisning i grafisk lir og gameplaymæssig overdådighed, der vil skubbe grænserne for, hvad et platformspil bør indeholde. En sammenhængende historie baner vej for et væld af interessante og alsidige opgaver, og der bliver ikke sparet på fornyelserne. Ægte platformbaner blandes med dyderne fra rytmespil og shooters, og hele vejen viser udvikleren, at der ganske enkelt ikke er den genre, de ikke magter. Også dialogen og spillets indlagte cut-scenes har imponeret redaktionen. I det hele taget lugter spillet langt væk af noget, der er pudset og poleret ned til sidste bit. Eneste anke er spillets til tider droppende frame-rate, hvilket udvikleren ikke tidligere har været kendt for, men det rykker ikke ved det faktum, at Jak II: Renegade er en fornøjelse at spille, og frame-rate-problemet er ikke nok til fravriste det pladsen som årets spil.

Årets visuelle perle:

Viewtiful Joe

Format: GameCube Udvikler: Capcom Udgiver: Electronic Arts

Et firma som Capcom er ikke ligefrem kendt for at tage chancer. Så når den japanske gigant pludselig kaster sig ud i intet mindre end fem projekter til Nintendos knap så succesfulde GameCube, så er det værd at spærre øjnene op. Viewtiful Joe er et af disse og kan af mainstream-gamere let afskrives som et cel-shaded nicheprodukt fra Japan, men når hjelmen løftes op, og man får et nærmere kig på dyret, så er det et ganske specielt syn, der møder én. Skabt som et drømmeprojekt mellem Atsushi Inaba, der bl.a. har stået bag Steel Battalion, og Hideki Kamiya, kendt for Devil May Cry 2, er det et stilstudie i chancetagning på det visuelle plan. I en tid, hvor cel-shadede spil kaldes barnlige og derfor ikke sælger bredt, trodser Capcom alle økonomiske overvejelser og leverer et spil, der emmer af japansk anime-ånd. Designet af såvel Joe som skurkene er underfundigt og spraglet, og bosserne virker overdådige og velgennemtænkte. Spillets mange effekter som bl.a. Zoom og Slow fungerer også gnidningsfrit og er dermed med til at fuldende pakken. Viewtiful Joe er naturligvis også et gameplaymæssigt interessant spil, men det er den visuelle side, der fik Gamereactor i knæ.

Årets bedste lydside:

Freedom Fighters

Format: PS2, Xbox, pc og GameCube Udvikler: IO Interactive Udgiver: Electronic Arts

Danske Jesper Kyd havde allerede store dele af Gamereactors redaktion i et jerngreb, da IO Interactive sidste år udgav Hitman 2. Den pompøse og storladede orkestermusik, som blev fremført af Budapests Symfoniorkester, var en overdådig sonisk lydflade til et så brutalt spil, og vi var derfor yderst interesserede i, hvad Freedom Fighters kunne indeholde af lydmæssige perler. Ikke overraskende har den elektroniske troldmand endnu engang svunget taktstaven i en helt ny retning, og musikken antager denne gang form af en blanding mellem klassisk orkestermusik og et velfungerende ambient tordenskrald af hårdt pumpende trommer. Kyd er bosiddende i New York, og terrorhandlingen d.11. september har givetvis været inspirationen til musikken. Timingen er perfekt, og intensiteten stiger i takt med spillets action. Selv når Freedom Fighters fra tid til anden synker ned i gameplaymæssig monotoni, så flyder bægeret over med en lækker lydside, der presser spilleren til at fortsætte. Gamereactor er givetvis en smule patriotisk anlagt, men skæver man til de mange spil, der hvert år udgives med hele eller halve albums fra etablerede musikkunstnere, så er Jesper Kyds bidrag så uendelig meget mere velskabt og passende, og en klar indikation af, at ikke alle spil bør fyldes til randen med hiphop- og rocknumre.

Årets tekniske innovation:

Eye Toy: Play

Format: PlayStation 2 Udvikler: SCEE Udgiver: Nordisk Film Interactive

Det er måske bare et webcam med dertilhørende minispil, som PlayStation-ejerne nu kan tilslutte deres konsol, og ja, pc-ejere har givetvis kunne gøre det i årevis, men intet har tidligere haft den samme virkning på den bredere befolkning, som Eye Toy i dag har det på såvel unge som gamle. Sony, der ellers sidder godt på tronen, havde ikke behøvet at tage chancer, at prøve nye koncepter af eller for den sags skyld at få fat i en bredere målgruppe, men det er præcis, hvad de har gjort. Selve spillene er måske ikke ligefrem nyskabende eller langtidsholdbare, men når et helt nyt publikum får øjnene op for spiluniverset, som det har været tilfældet med Eye Toy, så er vi nødt til at anerkende det innovative tiltag. Eye Toy er mere og andet end en pakke med minispil, det er også en mulighed for i fremtiden at face-mappe sig ind i spil, skabe små film, som kan sendes over nettet, og chancen for at opleve en allerede aldrende konsol på en hel ny måde. Gamereactor afventer med spænding Richard Marks nye ideer og regner med at have kameraet solidt plantet på tv’et i de kommende år.

Årets mest fængende spil:

Knights of the Old Republic

Format: Xbox / pc Udvikler: Bioware Udgiver: Activision / Pan Vision

Der var ikke den store diskussion, da årets mest fængende spil skulle findes. Hele redaktionen har samlet brugt hundredvis af timer i selskab med Biowares stort anlagte Star Wars-spil Knights of the Old Republic, der ud over at være et yderst tidskrævende bekendtskab også har givet os troen tilbage på Star Wars-universet som kilde til solide spil. Bioware er naturligvis ikke ukendte i spilkredse, og selvom opskriften er set en del gange før, så er det en meget velskabt pakke, man åbner, når man sætter sig ned med spillet. Dybden i gameplayet, der lader spilleren vælge mellem den gode og den onde side af Kraften, mulighederne for at opbygge sin egen helt og det ekspansive univers, der bare bugner af eventyr, er blot nogle af de ting, som Knights of the Old Republic indeholder. Derudover kommer de mange muligheder for i fremtiden at drage videre ud i galaksen ved hjælp af Xbox Live. Spillet har også en historie, der aldrig kommer i vejen for gameplayet, men som alligevel driver spilleren frem. Knights of the Old Republic lider, som Jak II: Renegade, kun af én ting - nemlig spillets frame-rate, der til tider skæmmer oplevelsen, men aldrig på en måde, der har hevet redaktionen væk fra joypaddet.

Årets mest skuffende spil:

Tomb Raider: The Angel of Darkness

Format: PS2 og pc Udvikler: Core Design Udgiver: Nordisk Film / Ubisoft

Vi kunne sagtens have fundet et spil med en langt dårligere karakter til årets store skuffelse. Men mens The King of Route 66, Pro Cast Fishing eller diverse Batman-spil aldrig var ventet med længsel, og derfor heller ikke skuffede, så blev Cores seneste Tomb Raider-spil bakket op et inferno af frådende PR-hype og et løfte om at serien blev revolutioneret - hvilket fik selv Gamereactor til at tro på spillets kvaliteter. I sidste ende viste det sig, at Tomb Raider var langt fra færdigt, og at selv de mest enkle ting slet ikke fungerede optimalt. Styringen var horribel, opgaverne fesne og kameraet led af en ubehjælpelig evne til at sætte sig fast. Fornyelserne var ugennemtænkte og usammenhængende, og selvom spillet rent visuelt var flot og historien interessant, så druknede det hele i en ufærdig kode. At serien siden hen har skiftet hænder fra Core Design til Crystal Dynamics, og at Jeremy Heath-Smith ikke længere har bestyrelsesposter hos hverken Core eller Eidos, taler sit tydelige sprog. Tomb Raider: The Angel of Darkness var en spilmæssig maveplasker, som Eidos var nødt til at hænge op på en eller anden. Måske skulle det have været deres grådige og overivrige investorer i stedet?

Årets udvikler/udgiver:

Ubisoft

Format: Multi Udvikler: Ubisoft Udgiver: Ubisoft

Når årets udvikler/udgiver skulle findes, så var det igen en af de rigtig svære. EA har som sædvanlig både bredden og den polerede overflade i sine spil, mens Nintendo har leveret et par klassikere. Men det er utvivlsomt Ubisoft, der i det forgangne år har rykket længst. Væk er alt det tynde Disney-fyld og andenrangs skidt, som firmaet tidligere var forbundet med. Dette er nu erstattet af solide og til tider innovative titler, der både imponerer grafisk og gameplaymæssigt, og som firmaet i øvrigt selv står for med afdelinger i bl.a. Montreal. Fra årets FPS oplevelse XIII til Prince of Persia: Sands of Time og Beyond Good and Evil, er kvaliteten åbenlys. Hvis næste år kan byde på samme pose godter, så er vi tilfredse.

Læsernes favorit:

Max Payne 2: The Fall of Max Payne

Format: Pc Udvikler: Remedy Udgiver: KE Media

Læserne var til gengæld aldrig rigtig i tvivl. Selvom der både faldt rosende ord til The Legend of Zelda, Jak II: Renegade og FIFA, så var det finske Remedy, der løb med størstedelen af stemmerne for deres højeksplosive opfølger til Max Payne, med undertitlen The Fall of Max Payne. Begrundelserne er mange og rækker så vidt som historien til den polerede grafik og havocs velfungerende physics-system. Desuden er det en af årets fortsættelser, som ikke skuffer det ventende publikum. Vi tager hatten af for den hårdkogte Max Payne og lader ham nyde sin status julen over.