Årets musik 2011

2011 har været et specielt musikår. Der har været fantastiske udgivelser på tværs af mange forskellige genrer, nogle af de gamle er vendt tilbage med nye kræfter og så har der også været en del skidt. Men heldigvis har der været lyspunkter, der smider alle de mørke skuffelser (ja, Metallica og Lou Reed, jeg snakker om jer!) ud af bevidstheden. Frem for alt har det, efter min mening, været et vanvittig godt år for dansk musik. Det har været en kombination af genkomster fra nogle erfarne kræfter, og nye navne, der er brudt igennem lydmuren, og det har været en sand fornøjelse at være med til.

10. Adam Tensta - Scared of the Dark
Jeg har altid haft det svært med konceptet i technorap. Jeg får pletter, når jeg hører en eller anden hip hop/r'n'b-tosse kværne henover en gang eurodance-tramp. Men svenske Adam Tensta har med Scared of the Dark formået at skabe en plade, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, på trods af at han befinder sig i lige netop den genre. På mange måder minder han faktisk en del om Mike Skinner fra The Streets. Adam Tensta er bedst, når tempoet bliver sat lidt ned, men kan også levere nogle gedigne festnumre.
Bedste numre: Scared of the Dark, For Last, Ok Wow

9. Hatesphere - The Great Bludgeoning
Når man snakker om dansk metal, er det svært ikke også at snakke om århusianske Hatesphere. Efter en skuffende og rodet omgang på To The Nines, er de tilbage i det thrashede dødsmetalspor, som de befinder sig så godt i. The Great Bludgeoning er på ingen måde nyskabende, men er i stedet så bundsolidt og skræmmende tight, at det sætter sig lige i nakkemusklerne. Forvent ikke stor lyrisk kunst, eller komplicerede melodiflader, men forvent at få dødsthrash lige i fjæset fra første sekund og ellers at blive revet rundt i resten. Det er fedt!
Bedste numre: Smell of Death, Venom, Need to Kill

8. The Interbeing - Edge of the Obscure
The Interbeing er et af de bedste eksempler på at dansk metal har et fremragende fundament af dygtige bands. Allerede i 2008 blev de kåret til årets talent ved Danish Metal Awards, men vi skulle altså vente helt til 2011 før der kom en reel debut fra bandet. Den viste sig til gengæld at være ventetiden værd, og Edge of the Obscure er en debut på et niveau, som de færreste nye bands kan drømme om at nå. The Interbeing tilhører den tekniske gren af metallen med rødder i blandt andre Fear Factory og Devin Townsends musik, men også de danske kolleger i Mnemic kan høres i The Interbeings inspirationskilder.
Bedste numre: Pulse Within the Paradox, Celestial Flames, Swallowing White Light

7. Per Vers - Ego
Kongen af onelinerne, Per Vers, er tilbage. Selvom han i sin karriere har medvirket på en masse forskellige plader og spillet et hav af koncerter, er Ego kun hans anden soloplade. Hr. Vers er blevet ældre, og det kan mærkes på emnerne, men teksterne og beatet er ligeså veloplagte som før. Han kalder sig selv det lykkeligste tudefjæs, og selvom jeg har hørt argumenter for at der netop skulle være gået tudefjæs i den på Ego, synes jeg at det klæder ham. Per Vers er blevet voksen, og selvom Ego ikke helt er på niveau med debuten, synes jeg stadig at det er en rigtig fed plade.
Bedste numre: Ironman, Fri & Fallit, Englefjæs

6. Rising - To Solemn Ash
Den danske metalscene har de seneste været i voldsom fremgang. Den fremgang har i høj grad været præget af bands fra den hurtige, ekstreme, thrashede ende af klassen. Derfor vinder Rising især point på at de ikke lyder som de andre børn, men går i deres egen retning. Der er meget mere Mastodon end Fear Factory over lyden på Risings debut, To Solemn Ash, og det klæder i den grad scenen, at der kommer noget variation. Ikke at det, der er der nu er dårligt. Der har bare været en tendens til at især nye bands har trådt vande og er gået lidt i stå med hensyn til udviklingen. Det tager tid, før du begynder at holde af To Solemn Ash, men tro mig: Den tid er brugt godt.
Bedste numre: Mausoleum, Through the Eyes of Cathalysis, Passage

<newpage>

5. Beastie Boys - Hot Sauce Committee part Two
Beastie Boys er et af de der bands, der virker til at have været der altid, og de fleste har vel et forhold til sange som Fight For Your Right, Intergalactic og Sabotage. De tre rødder fra New York nærmer sig efterhånden de 50 år, men har på ingen måde mistet taget på hvordan man laver unik hip hop med noget på hjerte. Med Hot Sauce Committee part Two beviser de endnu en gang, at man kan regne med dem, når der skal sættes gang i skidtet. De lyder som sig selv, og ingen andre, hvilket i sig selv er prisværdigt. Når de så til gengæld lyder så godt som de gør på deres seneste plade, er det svært ikke at rocke med. Og tjek i øvrigt videoen til Make Some Noise, den er fantastisk.
Bedste numre: Make Some Noise, OK, Too Many Rappers

4. James Blake - James Blake
James Blake var nok et af de mest hypede navne i 2011. Den unge englænder med den tunge bas og den melankolske, elektroniske lyd gravede sig lige ind i hjertet på musikelskere verden over, deriblandt også mit. Hans debut er fantastisk, og han formår at hive lytteren ind i sit stemnings- og følelsladede univers på en måde, som meget få musikere på hans alder kan. Og som meget få musikere i det hele taget kan, for den sags skyld. Køb den, og sæt den på en dag, hvor du skal sidde og slappe af i din bedste stol. Du kommer ikke til at fortryde det.
Bedste numre: Limit to Your Love, The Wilhelm Screm, I Never Learnt to Share

3. Rasmus Walter - Rasmus Walter
Da jeg første gang hørte Rasmus Walters solodebut, var det med en vis portion skepsis. Jeg har aldrig set det helt store lys i hans gamle band, Grand Avenue, og frygtede i det hele taget en gang alt for følsom singer-songwriterpop. Jeg fik singer-songwriterpop, men min øvrige skepsis blev gjort til skamme. Rasmus Walters debut uden band har nemlig haft fast plads på min iPod lige siden, og har været en lige behagelig oplevelse hver gang. Det er dansk pop uden helt store krumspring eller overraskelser, men det er nu engang lige det, man kan have brug for engang imellem.
Bedste numre: Dybt Vand, Himlen Falder, Fuldstændig i Stå

2. Klak Tik - Must We Find a Winner
Klak Tik er et projekt, der er bygget op omkring udlandsdanskeren Søren Bonke. Must We Find a Winner er noget nær det perfekte soundtrack til en kold efterårsdag, regnvejr og en kop varm kakao. Kombinationen af folk, indie og musikalske eksperimenter gør pladen til en oplevelse i særklasse, og jeg har endnu ikke fundet en sammenhæng, hvor Klak Tik ikke passer ind. Og så er det en af de sjældne plader, der bare vokser med hver eneste gennemlytning. Det er ganske enkelt suverænt.
Bedste numre: I am Your Memory, Tomme Domme, Driverless Train to Expo

1. Malk de Koijn - Toback to the Fromtime
2011 blev året, hvor der endelig var nye toner fra Malk de Koijn. Det skete med Toback to the Fromtime, der er en magtdemonstration i, hvordan danske tekster og frem for alt dansk hip hop skal leveres. Der skulle gå ni lange år, før de tre sprænghoveder begyndte at røre på sig igen, men det var i den grad ventetiden værd. De lyriske guldkorn står i kø, og produktionen er fuldstændig spot on, når der bliver fortalt historier fra Langestrand. Som så mange gange før, fik vi bevist at der ikke er nogen over, ved siden af, eller bare i nærheden af Malk de Koijn. Jeg kan ikke sige andet end: køb den. Nu! Ellers vil Snutti ude fra Sydhavnen gerne snakke med dig.
Bedste numre: Nalk, Klap din Hoddock (Hund Bider Mand), Toback to the Fromtime, Sjabang