Area 51

Jeg vidste, at der foregik noget derude. Area 51 har altid haft en eller anden speciel aura omkring sig, og selvfølgelig fandt Jesse Marcel mere og andet end resterne efter en vejrballon. Det er da let at se forskel på noget mystisk metal og en gang sølvpapir.

Alligevel er det først nu indrømmelserne lander, og det er ikke fra den amerikanske regering. Nej, det er derimod Midway, der tilsyneladende langt om længe kender sandheden bag Area 51 og som gerne vil dele den med os på det spilmæssige plan. Lidt skræmmende er det dog at fremmede fra rummet med tallerkenøjne tilsyneladende har goth-ikonet Marilyn Mansons stemme. Et eller andet sted kan jeg godt forstå militæret. Det er en hemmelighed der helst ikke må sive ud.

Area 51 overrasker ikke synderligt på det spilmæssige plan, i hvert fald ikke de første par timer. Du ankommer som Ethan Cole til militærets bedst bevogtede hemmelighed, forskerstationen Area 51, for sammen med dit Hazmat-hold at stoppe en farlig virus for at sprede sig yderligere. Med hjelmen godt trukket ned over hovedet og våbenet pegende fremad, begiver I jer ned i mørket for at finde ud af, hvad der egentlig er gået galt.

Historien er både forvrøvlet, skabelonskåret og ekstrem uopfindsom, men da man efter en tur i ringen med et specielt stort stykke muteret kød får slået sin hjelm ind, så begynder spillet for alvor at bekende kulør. Du inficeres nu og kan derfor både gøre brug af de mange unaturlige kræfter, samt naturligvis dit træfsikre våben. Ved at kunne skifte til denne tilstand brydes også noget af den monotoni der tit er forbundet med korridorskydning.

Hvad man dog ikke slipper for i Area 51 er et yderst lineært banedesign og nogle meget planlagte begivenheder. For det meste er det helt fint at tempoet og skudvekslingerne sker ud fra nøje planlagte og cinematiske ideer, for det holder Area 51 hæsblæsende og spændende. Men i de øjeblikke, hvor man af en eller anden grund ikke når frem til stedet hvor næste plotdrejning foregår, så fatter man ikke meget af det hele. Desuden vil en tidlig død resultere i at du skal spille dele af en bane om i flere omgange, og her falmer teaterkulisserne lidt. Den spænding der tidligere var forbundet med at storme et rum bliver til en kedsommelig omgang gentagelser, og atmosfæren udebliver helt.

Både våben og grafik er ellers ret velfungerende i Midways seneste korridorspil. Visuelt opnår det slet ikke samme dystre og nærmest kunstneriske kulisse som Killzone, men der trækkes stadig godt på kræfterne i maskinen, og det dårligt oplyste Area 51 virker faktisk helt overbevisende, når man løber ned gennem de kolde og klamme gange. Det samme kan siges om våbnene. Dual-wielding er en del af pakken og selvom der slet ikke hersker den balance i dem som f.eks. Halo kan prale af, så fungerer det upåklageligt.

Area 51 stræber ikke efter tronen som din favorit FPS-oplevelse, og det prøver på ingen måde at snige sig ind under radaren. Det bruger udelukkende de midler som andre udviklere allerede har skabt og set virke i deres spil, og ruller så det hele sammen til en velformet og velsmagende kage. Og nogle gange er det mere end nok.