Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Another Code: Two Memories

Another Code: Two Memories

Japanske Cing genopliver point ’n click-genren på Nintendos håndholdte DS. Tanggaard har været på eventyr med sin stylus.

Blood Edward Island. Bare navnet alene burde være mere end nok til at holde enhver væk fra stedet, men ikke Ashley. Et par dage før hendes 14-års fødselsdag modtager hun nemlig et brev fra sin far, en far som hun troede døde, da hun var tre år gammel. Fast besluttet på endelig at se ham igen, drager hun til den afsidesliggende ø for at møde ham og få forklaringen på hans mystiske forsvinden.

Another Code starter lovende i en collage af flotte tegnede billeder, og skaber fra allerførste øjeblik en rigtig god stemning. Da jeg endelig får styringen over teenageren Ashley, har jeg virkelig fået eventyrlysten kickstartet, og jeg bevæger hende derfor længere ind på øen ved hjælp af den lille stylus-pen. Sollyset trænger nænsomt ned gennem træerne, mens et stort, mørkt slot tårner sig op i horisonten. Foran mig bremser en lukket port Ashleys vandretur. Jeg roder lidt med et ødelagt skilt ved siden af porten og får sat stumperne sammen, men det hjælper ikke på den lukkede port, der ikke rykker sig en tomme. Heldigvis er der et lille stisystem på Ashleys højre hånd, der fører mig længere ind på øen, og med lidt held forhåbentlig også til de remedier, der skal til for at åbne porten. Mit egentlige eventyr kan begynde.

Hvis du som jeg sad klistret fast til skærmen med The Secret of Monkey Island, Myst eller Maniac Mansion snurrende på tyndslidte disketter, så er Another Code: Two Memories et glædeligt gensyn med en genre, der uddøde ligeså hurtigt som dinosaurerne, efter at have siddet på tronen af PC-imperiet i en årrække. Og hvorfor ikke? Nintendo DS er den helt rigtige platform til sådan et eventyr. At pege, dreje, trække og prikke noget føles helt naturligt med den sølvgrå maskine mellem hænderne. Den trykfølsomme skærm fungerer som min legeplads til at pille ved spillets mange objekter, mens den øverste i smukke stemningsbilleder viser mig nye dele af øen. Another Code: Two Memories er ekstremt veludført i dets let tilgængelige styresystem, og efter en halv time er der ikke det, jeg ikke kan gøre med plastikpennen i hånden.

Omdrejningspunktet for et godt eventyr er dog altid historien, og den er ikke rigtig til at opstøve i Two Memories. Japanske Cing er slet ikke historiefortællere. Spillet er uden tvivl teksttungt, men der siges ikke særlig meget væsentligt igennem de seks timer som spillet varer, og faderen der hele tiden er guleroden for enden af den udstrakte fiskestang, bliver et evigt tilbagevendende irritationsmoment. Han smutter altid lige ud gennem fingrene, når du kommer tæt nok på. Og så starter det ellers forfra, bare et andet sted på øen. Der ligger absolut nogle højtravende filosofiske tanker om identitet, minder og hukommelse under overfladen, som til dels får plads i samtalerne mellem Ashley og spøgelset D, men det drives aldrig langt nok og derfor bliver historien aldrig rigtig engagerende.

Another Code kan heller ikke sige sig fri fra at have et par reelle strukturelle problemer, der virkelig ødelægger den større fornøjelse. Objekter du finder på din vej kan ikke samles op, før du har fundet ud af hvad deres funktion er. Jeg oplevede op til flere gange, at jeg udmærket vidste hvad jeg skulle gøre, men først lige skulle klikke på alt og alting for at aktivere gåden og dermed have lov til at samle f.eks. en jernkugle op. Det skaber unødig meget løben frem og tilbage mellem diverse lokaliteter i værste backtracking-manér, noget som for længst burde være fortid. Det er også let at overse visse af spillets finere detaljer, dels fordi den visuelle side af spillet ikke er dybt imponerende, men også fordi et klik på et bestemt stykke af en port ikke nødvendigvis er det samme som et klik to centimeter til højre for den. Det var i øvrigt sådan, at jeg fandt et panel, jeg havde ledt efter i mere end ti minutter.

For nogle vil de mange øjeblikke, hvor man sidder hjælpeløst fast i en gåde også være et dundrende minus. Jeg har spillet tilpas mange point ’n click-eventyr til blot at se det som en udfordring, men at der slet ikke eksisterer nogen form for hjælp til de mere uprøvede indenfor genren virker skånselsløst, specielt set i lyset af at Another Code kunne være manges første møde med genren. Another Code: Two Memories har uden tvivl en del gode ting i posen. Et lækkert og lettilgængeligt styresystem, en fabelagtig stemning, samt nogle både sjove og innovative gåder. Desværre drukner de lidt i en kønsløs og skabelonskåret historie og en gammeldags struktur, der simpelthen ikke er rimelig at skulle slås med i år 2005.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Godt trykfølsomt interface. God stemning. Rimelig grafik og lyd.
-
Tyndbenet historie. Irriterende backtracking og dårlig struktur.