Anno 1602
Anno 1602 er et grundigt og velkørende strategispil, hvor tålmodige spillere med handelstalent vinder over krigsgale modstandere.
Anno 1602 er et grundigt og velkørende strategispil, hvor tålmodige spillere med handelstalent vinder over krigsgale modstandere. Manualen er gennemarbejdet (quickstart-del og løse oversigtskort i farver), spillets tutorial er eksemplarisk, men gameplayet er set før (Colonization, Settlers, Caesar m.fl). Nydelig grafik, desværre klinisk renset for humor.
Spillet går ud på at kolonisere så mange øer som muligt før modstanderne sætter sig på dem, tjene en masse penge på handel og derefter bruge dem på at opbygge en hær og en flåde. Til sidst slår du til, og udraderer dine modstandere en for en. Ja øh, og så er der jo det problem, at modstanderne arbejder på det samme.
Alle spillere starter fra samme punkt med hver et lille handelsskib og en last bestående af mad og byggematerialer. Scenen er et ø-rigt farvand på den sydlige halvkugle. En del af øerne er beboet af indfødte stammer, der (især i starten) kan være nyttige handelspartnere.
Første opgave er at finde en velegnet ø, hvor du bygger din første handelsstation og by. Valget af den første ø er vigtig for din succes i spillet. Øen skal være tilpas stor, der skal være jernforekomster i bjergene eller på en nærliggende ø, og øens klima skal være velegnet til at dyrke de afgrøder, du skal bruge. På den anden side må øen ikke være alt for stor, fordi den så bliver umulig at forsvare. Byggeri af forsvarsværker som vagttårne og tykke stenmure kræver nemlig oceaner af mursten.
I begyndelsen kan du kun bygge et begrænset antal bygninger. Men efterhånden som indbyggertallet vokser, kommer flere typer bygninger til: Landbrug og plantager, miner, værksteder, militærfaciliteter og servicebygninger til civilbefolkningen. Flere end 50 forskellige bygningstyper, som skal placeres fornuftigt i forhold til hinanden, hvis dine byer skal fungere ordentligt.
En god deltalje er, at du kan se en bygnings tilhørende arbejdsarealer (fx omfanget af afgrøder - eller området hvorfra en workshop henter sine råvarer) før du placerer den. Arealet vises med en stiplet linie, og da du samtidig kan highlighte eksisterende bygningers arbejdsarealer, giver det gode muligheder for at opbygge byer, der fungerer effektivt. Hvis man tænker sig om.
Efter at have bygget de første byer, og fået gang i vareproduktionen, skal du til at handle med de andre spillere. I begyndelsen efterspørger alle byer de samme varer, og da det også er dem, du selv skal bruge, er det rigtig dumt at give sig til at sælge dem. Men efterhånden som dine byer vokser, og du forsyner dine indbyggere med de varer, de kræver for at finde sig i en rimelig skatteprocent, kan du begynde at sælge dit overskud af mad, krydderier, cacao, tøj, vin og tobak. Du kan også købe varer, du mangler, for at gøre dine indbyggere glade og tilfredse (så du kan flå dem for endnu flere skatter!).
Handelsdelen er både omfattende og alsidig. Du kan programmere dine skibe til at følge faste ruter, hvor de køber og sælger de varer, du beder dem om. Du kan også sende et skib afsted på en enkelt tur, når du opdager muligheden for at gøre en god forretning. Du kan købe og sælge fra handelsstationer i byerne, du kan sende handlende afsted over land, du kan bytte dig til eftertragtede varer i de indfødtes landsbyer - og du kan selv regulerer dine egne salgpriser. Udbud og efterspørgsel: Du får gode priser for mangelvarer, til gengæld kan du godt opgive at slippe af med dit overskud af cacao eller jernmalm til en fornuftig pris, hvis alle andre sælger det samme.
Når du har penge nok(!), udvider du din flåde, udruster skibene med kanoner og opbygger/træner en hær. Du kan angribe modstandernes skibe og byer manuelt, eller du kan sætte dine krigsskibe (to typer) til at blokere/afpatruljere vigtig handelsruter (de vil så angribe automatisk, når de støder ind i en modstander). Soldater (fire typer) kan styres manuelt eller sættes til at angribe efter en af fire taktikker.
Anno 1602 kører i realtime, der er tre zoom-levels og gamescreen'et kan rotere 360 grader (desværre følger oversigtskortet ikke med, hvilket er en smule forvirrende). I pause-mode kan du kun glo på et billede af en forladt by og en gyngestol på en veranda - og altså ikke kigge rundt på dine byer, hvilket er møgirriterende. Desuden mangler det ellers udmærkede interface en oversigt over hvilke byer, der efterspørger hvad.
Lyddelen består af effekter (fungerer rimeligt) og musik (som er totalt til grin. Lyder som muzak i et discountsupermarked i Flensburg. Slå det fra.).
Gamereactor Danmark