Annihilation

Når science fiction rammer den helt rigtige balance, så gør den noget utroligt ved den menneskelige psyke. Om hvorvidt det er George Orwells 1984 eller Christopher Nolans Interstellar, så handler det på sin vis om, via total fremmedgørelse, at sige noget ganske intimt om den menneskelige tilstand. Det overjordiske benyttes til at tydeliggøre sandheden, teknologi bliver menneskelig, fremmede væsener bruges til at forstå vore egen kollektive psyke. På mange måder handler science fiction kun overfladisk om fremtiden, om fremmede arter, og om teknologiens overtagelse - egentlig handler den om os, men dette kan kun fornemmes hvis genren behandles med forsigtighed, med en kunstners lette hånd. Derfor er det en sjælden luksus at føle sig bevæget i biografmørket over robotter der dør, aliens der ankommer til en overrasket og chokeret jordklode og kærlighed i det store, tomme verdensrum.

Men her står vi igen med netop sådan en gave, en science fiction-oplevelse ingen bør snydes for. Annihilation hedder den, den svære to'er fra den talentfulde instruktør Alex Garland, der for alvor imponerede for fire år siden med sin debut, Ex Machina. Nu er han tilbage, og denne gang på Netflix, der har købt de danske rettigheder til at bringe filmen d. 12 marts.

Annihilation er historien om Lena, en tidligere soldat og nu biologiprofessor, der for at redde sin mand begiver sig ind i en tophemmelig zone i USA, der er blevet døbt The Shimmer. Her, for nogle år siden, faldt en meteorit fra himlen direkte ind i et fyrtårn på kysten, og siden da er der dannet sig en slags dome rundt om epicenteret - inden i er alt kaos, og ingen af de hold det amerikanske millitær har sendt er kommet tilbage.

Herfra bliver det aldeles farligt at beskrive mere om hverken historien, karaktererne eller sågar hændelsesforløbet. Det ikke for at slippe for den mere deskriptive del af anmeldelsen, tvært imod, det er udelukkende for at beskytte dig, kære læser. Ligesom visse andre film nyder Annihilation særligt godt af at flyve en kende under radaren, og hvorimod der har været op til flere trailere, så anbefales det at du ikke ser nogen af dem. Overraskelsesmomentet, det uventede, det er her at filmens centrale styrke ligger.

Hvad man dog med sikkerhed kan sige, er at inden i The Shimmer beviser Alex Garland endnu en gang, at han har en sans for cinematografi, for æstetik, for visuel iscenesættelse som få andre instruktører besidder i dag. Sammen med måske Denis Villeneuve formår Garland at besidde et relativt unikt formsprog, og hvorimod det måske kiggede lidt frem fra gemmerne i Ex Machina, er det til stede i fuld flor i Annihilation, hvor farver, placering, tempo og kunstnerisk udfoldelse alle samarbejde om at give dig en udsøgt visuel opfindelse.

Ikke bare det, fra et narrativt synspunkt er Annihilation en relativt lavdæmpet affære, og kommer du ind med forventninger om tydelig eksponering, og konkrete besvarelser på samtlige af de spørgsmål filmen stiller - så bliver du overordentligt skuffet. I stedet tilbyder filmen en mere tænksom, filosofisk tilgang til sit kildemateriale, og det gør at filmen bliver hos dig en del længere. Det er ikke det samme som at sige; "jo vagere, jo bedre", men i Annhilations og i Villeneuves Arrivals tilfælde, så handler det mere om stemninger end om en fast plotstruktur.

I virkeligheden handler det om følelser, om karakterernes reaktioner på de begivenheder de udsættes for i The Shimmer, og her tilbyder Annihilation heldigvis storslåede præstationer af Natalie Portman i topform, efterfulgt af Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh og svenske Tuva Novotny i fabelagtige biroller. Sammen giver de menneskelig kant til det overnaturlige de støder på i The Shimmer, og sammen leverer de den dybde, der ultimativt giver den dobbelthed som beskrives toppen af anmeldelsen, det menneskelige og det umenneskelige sammen, der forstærker hinanden.

Annihilation handler om mennesket, om det selvdestruktive i os, om gener, om den kæmpe smeltedige der er verdens kollektive DNA, og det lyder måske kryptisk, måske endda for meget, men ønsker du noget mere konkret, så vid at filmen er Garlands mesterstykke, hamret igennem af stærke skuespillerpræstationer over hele linjen, og et fabelagtigt, unikt, visuelt formsprog.

Netflix har sikret en perle, så rens munden med Annihilation efter du har The Cloverfield Paradox.