Anmeldelse: Fading Echo

Fading Echo, der kommer fra udvikleren Emetria og udgiveren New Tales hvis medarbejdere består af tidligere Ubisoft-veteraner, Arkane-udviklere og andre folk der har arbejdet i årtier inden for videospil, var oprindeligt tænkt som et TTRPG. Ideen blev skrottet, men de beholdte verden og forvandlede den til et singleplayer action/adventure-RPG hvor vi spiller som en modig ung helt der kan forvandle sig til vand efter behov.

I en verden der er ved at blive overtaget af den mystiske, fjendtlige substans der kun er kendt som Paradox, skal vores helt, One, generobre 'aether' fra andre verdener eller Shards og bringe dem tilbage til Bastion (dybest set din base/hub) for at fjerne korruptionen og redde deres hjem i ørkenen. Corels verden er fyldt med fjender, og vores helt møder en række vidt forskellige og farverige karakterer.

Det er næsten mærkeligt at Fading Echo har RPG-etiketten i spillets beskrivelse. Måske er det et levn fra TTRPG-ideen, et falmende ekko, om man vil, men det kan få spillere til at forvente noget de ikke får når de starter spillet. Bortset fra et skill tree finder du ikke meget rollespil her. Historien er lineær, verden kan udforskes, men er ikke åben, og du får ikke lov at derfinere Ones karakter, uanset hvad du gør. Fading Echo er meget mere et adventurespil, måske endda mere præcist et puzzle-platformspil til tider, men selvom det ikke er et RPG i den forstand de fleste vil forvente, forbliver det en meget fornøjelig oplevelse og et super stærkt adventurespil.

Kamp er hurtigt og tight. Den er ikke overdrevent svær, men den er heller ikke gabende kedelig. Fjendetyper starter som meget simple klodsede klatter og udvikler sig derefter til dinosaurer der er alt for ivrige efter at løbe hovedet mod dig, tentakler fastgjort til borehoveder, jakkesæt-kykloper og meget mere. Der kommer et ekstra lag i kampen gennem de elementer der gives til fjender, og de kræfter One er i stand til at udøve. Hvert element giver sin egen statuseffekt: for meget vand og en fjende bliver solid og bliver øjeblikkeligt dræbt af et par slag. For meget ild og de brænder. For meget syre og de bliver svækket. Du kan også kombinere disse. Syre og ild forvirrer en fjende og forårsager stor skade via en eksplosion, for eksempel. Omvendt kan disse statuseffekter også påvirke dig. Det er ikke det mest komplekse kampsystem, og på den lettere sværhedsgrad kan du bare angribe og undvige så meget du vil, men kerne-loopet er konsekvent sjovt og tilfredsstillende med flere mekanikker og fjender der bliver kastet ind lige når du troede du havde fundet den perfekte elementkombination.

Det samme gælder for udforskningen af ​​omgivelserne og gåderne. Når du ikke kæmper mod fjender i Fading Echo, finder du ud af måder at komme forbi døre eller flytte en prisme der driver en mekanisme fra den ene side af et rum til den anden. Igen vil hvert element du kan absorbere i din vand-form, være praktisk, og selvom ingen gåder er frustrerende svære, er de alle tilfredsstillende. Fading Echo går heller aldrig i samme retning som God of War. Ingen fortæller dig løsningen på et område du har siddet fast i i et par minutter. Spillet fortæller dig meget lidt om dets mekanik og hvordan du bruger det. I stedet skal du selv finde ud af det, og du får næsten alle de værktøjer du har brug for, lige fra starten. Det fører til meget mere spillerglæde, selvom det nok ikke er de sværeste gåde du nogensinde er stødt på.

Fading Echo har en enormt underholdende spilverden, hovedsageligt på grund af den livlige grafik og stil mellem de forskellige verdener og biomer man udforsker. Der er en fantastisk brug af farver på de forskellige elementer, og miljøerne står meget frem og giver dig følelsen af at du lige har taget rosenrøde briller på og nyder et spil fra din barndom for første gang igen. Jeg kan især godt lide Ones udseende når du træder ind i forskellige verdener da de får en neonpink æstetik i deres udseende som jeg næsten ville ønske var en mulighed at beholde gennem hele spillet. Stilmæssigt er Fading Echo unikt og veludviklet, selvom nogle elementer som fjendernes introduktioner i Borderlands-stil føles lidt daterede i disse dage. Tegneserie-lignende mellemsekvenser er dog en god måde at arbejde med et mindre budget, og karakterdesignene er for det meste meget overbevisende.

Fading Echo er et spil der har mange gode dele, men desværre, for mig, følte jeg at det manglede den røde tråd der binder mange lignende spil sammen, da det stort set ikke formår at engagere dig i historien. Fading Echo har alle brikkerne i en interessant fortælling, og det er tydeligt hvad Emetria går efter. Det er delvist en coming of age-historie, delvist et familiedrama. Man er afhængig af sin mor for at overleve, men når One får sine vandkræfter, skal de pludselig være den person som en hel verden er afhængig af. Problemet er at mange af disse kernetemaer, ideer og karakterdynamikker ikke er særlig godt fastlagt. Fading Echos fortælling føles vag hvilket betyder at når man nærmer sig slutningen af ​​spillet og finder de følelsesmæssige højdepunkter, rammer de ikke nær så hårdt som jeg ville ønske. Det er ret svært at forklare uden at opleve historien selv, men det føles som om holdet på et tidspunkt burde have taget et stort skridt tilbage og lagt vægt på de relaterbare, menneskelige elementer i historien da meget af dialogen mellem de få mellemsekvenser, fokuserer mest på setting.

Dialogen og historien er fyldt med ord og baggrundsviden som betyder noget for karaktererne, men ikke for spilleren. Vi ville bekymre os meget mere om disse ting hvis det først var blevet klargjort hvorfor hele dette eventyr betyder noget for One. Alt hvad vi virkelig ser af deres verden, er en ørken og en ruin, uden meget andet der er værd at bide mærke i. Det er lidt ligesom hvis God of War fra 2018 kun handlede om at redde Midgard og ikke gad at bekymre sig om forholdet mellem far og søn. Der er ingen andre i Midgard, så verden føles som en verden der skal udforskes, snarere end en der skal reddes. Fading Echos Corel-setting skaber en lignende følelse. Rollebesætningen der indeholder stemmeskuespillere som Samantha Béart, Laura Bailey, Matt Mercer og Liam O'Brien, giver alt for at forsøge at få dig engageret, men historiens detaljer er ikke præcise nok til at holde dig forankret i den.

Bortset fra min klage sang om narrativet og mangel på RPG-elementer er Fading Echo et sjovt, tempofyldt eventyr der udnytter sine kernemekanikker fantastisk. Kamp er tilfredsstillende uden at forfalde til at øge sværhedsgraden gennem massive health bars og horder af fjender. Dens gåder er altid en fantastisk undskyldning for at vise dens elementbaseret mekanik frem, og verdenen er en jeg med glæde ville have udforsket i dobbelt så lang tid som det tog mig før rulleteksterne viste sig. Fading Echo er et spil, der er mere fokuseret på at være den bedste version af sig selv end at tiltrække dig med nutidens hippe genrer, og det er bestemt din tid værd.