American Pie: Reunion

Hvordan starter man en anmeldelse af en film, der fra nogle udenlandske kritikere har fået i bedste fald middelmådige karakterer? Hvordan forklarer man, at det publikum, som filmen umiddelbart appellerer til måske ikke er det rigtige? Jeg er ikke helt sikker, men jeg skal gøre et forsøg. For jeg kan godt indrømme, at jeg og flere af mine testsubjekter alle har nydt American Pie: Reunion rigtigt meget.

Ikke fordi den genopfinder komik som den første American Pie, men fordi den er så hjertevarm, så sjov og så pokkers rammende, især når man som seer på den anden side af tredive kigger med fra sidelinjen.

American Pie var for mig en af de sjoveste film omkring årtusindeskiftet. Den og Something About Mary rykkede ved kendte komedie-opbygninger, og det virkede på daværende tidspunkt som om intet var tabu og intet var helligt.

Jason Biggs i rollen som Jim brillerede som den uheldige og sexhungrende teenager, der kom så grueligt galt afsted i forsøget på at score. På mange måder overskred American Pie så mange konventioner, at filmen på trods af et overvældende antal platheder leverede komedie på højt plan. Altså så højt som det kan blive når farmand snupper en i at bolle en tærte på køkkenbordet.

Alyson Hannigan var den utålelige men charmerende Michelle med utallige drønkedelige fortællinger om hendes oplevelser på lejrtur med skoleorkestret. Filmens irriterende pine blev leveret af Seann William Scott i form af highschool champen Stiffler. Eugene Levy tog rollen som Jims far, og kunne vende enhver pinlig situation til noget endnu mere pinligt og tåkrummende sjovt. Castet var fantastisk.

Efterhånden som American Pie fik efterfølgere og direct-to-video-udgaver, faldt niveauet og det var nu ofte uden de originale skuespillere at løjerne skulle leveres.

Tretten år senere får vi så en genforening af alle filmens oprindelige skuespillere og hovedpersoner. Livet er nu alt andet end teenage-problemer for hovedpersonerne. Dermed ikke være sagt at de er uden problemer, for det er de bestemt ikke. Nu handler det om at blive voksen, erkende seksuelle problemer i forholdet og naturligvis om at score (eller netop holde sig i skindet). Og selvfølgelig går det galt, med bar røv, slåskampe og tåkrummende tåbeligheder. Og samtidig bydes der endda på en fin historie.

Det er ganske enkelt en utrolig oplagt bunke skuespillere, som der bydes på. Man kan mærke hvordan kemien fungerer mellem de gamle helte og antihelte, og det er svært ikke at sidde med et stort nostalgisk blik i øjnene og et endnu større smil på læberne når referencerne til de første film stryger over lærredet i en sådan fart, at man kun kan juble. American Reunion er en varm og herlig film om det at blive voksen. Men det er også en film fyldt med patter, bar røv og tissemænd. Nøjagtig som en American Pie-film skal være.

Er du teenager så se den første film og se så den her, måske vil den så ramme plet, også selvom du måske endnu ikke kan genkende nogle af hverdagsproblemerne for de involverede.

Hvis du ikke længere er teenager, men mindes tiden dengang tøser og fester var det vigtigste, og undrer dig over hvad der skete siden dengang, så se den her og grin højt af alverdens fladpandede og hjertevarme pinligheder. Det er sjældent at gensynsglæden er så stor som ved denne genforening.

Ekstramateriale
Med American Reunion/American Pie: Reunion er der lagt op til det helt store nostalgitrip på ekstramaterialet. For det første er der de sædvanlige fraklip, gag-reels, udvidede scener og interviews, men der er så meget mere til fans af serien, især dem der nød den første film. Især i den herlige interaktive årsbog, der indeholder videoklip fra de forskellige hovedpersoners pinligste øjeblikke.

Og så er der masser af fortræffelige bag-scenen-klip. Blandt andet får vi et indblik i skuespillerne genforening og deres dick-slapping-konkurrencer og stunt-fif under optagelserne. Man får også et godt indblik i hvorfor filmen fungerer så pokkers godt. Det er herligt, morsomt og rigtigt underholdende.