Gamereactor

Gamereactor
Hardware
AMD 3D V-Cache CPU

AMD 3D V-Cache CPU

AMD kommer nu med flere 3D stakkede produkter, og det er meget målrettet gaming.

I forbløffende lang tid var den bedste gaming CPU man kunne købe en AMD Ryzen 7 5800X3D. Ikke den kraftigere 5900X, eller konkurrenten fra Intel, men en specialudgave af 5800X med 3D V-Cache.

Sådan kort fortalt, så er problemet at CPU'ens cache - det er en lille enhed med hukommelse der fysisk er placeret tæt på CPU'en og hurtigt kan læses - betyder meget for hvor hurtigt den kan arbejde med eksempelvis et spil, men der er ikke plads nok, da CPU'en er en tynd firkant hvor arealet er ret begrænset. AMD har så fundet ud af at man i stedet for at udvide cache-lageret til siden, kan gøre det i højden, deraf 3D-betegnelsen. Sådan lidt grundlæggende, så betød det at man kunne smide tre gange så meget cache på en CPU som normalt, og flere medier har kaldt det for årtiets største teknologiske nyhed. Det skal dog siges at det ikke er noget der kun bruges til gaming, også servere og arbejdsstationer kan nyde godt af det.

Alle havde derfor set frem til at det ville komme med AMD's Ryzen 7000-serie, særligt fordi at 5800X og 5800X3D ikke fik en afløser, der var bare en 7700X og en 7900X, men den magiske mellemting var der ikke ved lanceringen - men det er der nu. Der er lige nu tre muligheder, en 7950X3D, en 7900X3D og så den længe ventede 7800X3D som umiddelbart ikke ser ud til at ramme butikkerne før starten af april. Den skulle dog blive mindst $150 billigere end 7900X3D.

Prisen for de nye 3D V-Cache-udgaver er noget højere end de almindelige udgaver, og er således:

  • AMD Ryzen 9 7950X3D: $699/€809/6090 kroner
  • AMD Ryzen 9 7900X3D: $699/€809/5190 kroner

Vi har fået lov at kigge på topmodellen, AMD Ryzen 9 7950X3D. Der findes dog også en 3D-udgave af 7900X-chippen som nok for mange vil give mest mening, da 16 kerner og 32 tråde faktisk er en del mere end hvad man behøver, og AMD's Boost-teknologi meget forsimplet bare hæver hastigheden på processoren indtil at man rammer nogle varmemæssige begrænsninger.

Men med 3D V-Cache-udgaven får vi ikke bare 144MB cache at gøre godt med - og det er voldsomt meget - men også en stor nedsættelse af strømforbruget, fra 170 Watt til 120 Watt, men med samme, hvis ikke bedre, ydelse, og dermed bedre muligheder for overclocking, eller at man bare holder chippen til at køre køligere generelt hvilket jeg selv er stor fan af. Grafikkort og processorer er pokkers dyre, men kan man acceptere at de bare kører standard i stedet for at man død og pine skal hive bunkevis af Watt ekstra igennem dem for 2% mere ydelse, ja så er systemet ofte både stabilt og kan holde i rigtig mange år.

Systemet er sådan at selve processorchippen indeholder både normale CCX, og en med 3D V-Cache. En CCX er en samlet enhed kaldet Core Complex der indeholder fire CPU-kerner og deres delte cache. Jo flere CCX-enheder, jo flere kerner. Normal er der 16MB per CCX, men her er der så noget mere for at ramme de 144MB. Pointen er at almindelige opgaver kan køres normalt, og hvor høj frekvens er vigtig, imens at 3D V-Cache-enhederne har ekstremt lav forsinkelse grundet virkelig meget cache. Det betyder at man kan holde produktionsomkostningerne nede, og har et system der er fleksibelt og skalerbart. Selvom at det lyder enormt komplekst og er automatiseret, så kan man faktisk også selv få lov at bestemme. Det er måske ikke hvad jeg vil anbefale, da systemet selv analyserer i realtid hvilke kerner der skal gøre hvad, men du har muligheden.

AMD er gået så langt som til at have et separat system der automatisk kan smide spil over på den CCX-enhed der yder bedst, og det er ofte også den med mest cache.
Som mange AMD-brugere ved, så kan man igennem Ryzen Master-softwaren lege ret meget med sin CPU og dertilhørende ydelse. Der er en del forskellige muligheder, og en af de muligheder man har er "Curve Optimizer" - det tager noget tid at optimere, men det kan godt betale sig. Kombineret med Eco Mode, altså hvor CPU'en får begrænset hvor meget strøm den kan trække, så nærmer man sig stadig 7-8% med fuld hammer. På samme måde kan man igennem Precision Boost Overdrive lave en et-kliks overclocking. Det er ikke fordi at man får 15-20% mere, systemet presser i forvejen kernerne så meget det kan, men der er lige et par procent at hente for dem der vil det.

Vi har testet på, ikke overraskende, et AM5-bundkort med DDR5 6000Mhz RAM, et NVMe 4.0-drev og et RTX 4080-kort. Grunden er at vi ikke er 100% sikre på om AMD's Smart Accces Memory fungerer endnu bedre med 3D-udgaverne eller "bare" på samme måde som de almindelige X-udgaver, og dermed introducerer en ekstra variabel. Tallene skal derfor ikke tages som absolutte, så havde vi parret det med en af de super-tunede RX 7900XTX kort vi også har lånt, men simpelthen for at kunne give os et solidt sammenligningsgrundlag i forhold til en 7950X3D med så få variabler som muligt.

Vi havde ikke problemer med at få over 5.7Ghz på halvdelen af kernerne, hvilket giver god mening da det er dem uden 3D cache, og måske vigtigere, så var temperaturen lav, som i, under 74 grader hele vejen igennem, hvor den med den almindelige 7950X-chip ofte har sneget sig over 90 grader ved hård belastning. Strømopgivelsen er heller ikke helt ved siden af, vi målte 121,99 Watt ved spidsbelastning, når man ikke piller ved tingene - men mon ikke der er mere ydelse at hente hvis man sætter forbruget frit?

Sådan overordnet er det i 1080p og 1440p at man ser de største forandringer, ganske enkelt fordi at GPU'en typisk er flaskehalsen ved 4K gaming.

Overordnet set så vi forbedringer på 10-12% i 1080p, og 7-10% i 1440p. Enkelte spil kan udnytte den her cache væsentligt bedre end andre, Far Cry 6 leverede 48% forbedring i 1080p og 49,51% forbedring i 1440p - til sammenligning var forbedringen i 4K kun 4.2%.

Det koster ekstra, men der er også en målbar forbedring, hvilket så kompenseres for igennem et lavere effektforbrug. Har man allerede en 7950X giver det eksempelvis ikke så meget mening at opgradere, særligt ikke hvis man er til 4K-opløsning, men en mereydelse på 12% uden at der sker et generationsskifte, så er det værd at tage med, også selvom at det koster ekstra.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastiske opgradering generelt, solidt strømforbrug, sigter efter gaming først.
-
Ret så meget dyrere.