Alter Echo
Alter Echo er skabt af Outrage Games, et hærdet udviklerhold som har givet os Red Faction 2 og Descent 3.
Vi skriver år 2850, universet og dens beboere er ganske anderledes end vi kan forestille os. I denne tid er det ikke guld og ædelstene som er vejen til rigdom, men derimod det nye materiale kaldet multiplast. Materialet har evnen til at forvandle sig til alle mulige former, i hvilken som helst hårdhed og materiale-type. En videreudvikling af dette materiale har ført til echoplast, en substans som ikke alene kan ændre form men tillige manipulere med tiden. Dette lyder jo alt sammen meget fantastisk, men hvad nu hvis en gal videnskabsmand overtager den eneste planet hvor disse materialer findes? Ja, så har vi hele redeligheden og derfor antager du rollen som Nevin, en ung helt med nogle helt særlige egenskaber, som skal udnyttes til fulde i kampen om de værdifulde materialer.
Alter Echo er skabt af Outrage Games, et hærdet udviklerhold som har givet os Red Faction 2 og Descent 3. Alter Echo er et forsøg på at puste lidt liv i en klassisk genre og Outrage har tilført nogle innovative elementer til deres nye 3d-eventyr. I kampen mod Paavo, den føromtalte videnskabsmand, og alle hans multiplast-skabninger har Nevin naturligvis sine egne hjælpemidler og våben til rådighed. Det vigtigste af disse er uden tvivl hans echoplast-rustning, som udover at kunne skifte mellem tre forskellige tilstande, lader ham manipulere med tiden. Dette kaldes i spillet Time Dilation, og lader dig træde ud af normal tid og slå på dine fjender uden at de har mulighed for at forsvare sig. Det er i alle tre tilstande at man kan bruge de helt specielle tidsmanipuleringsevner, som aktiveres ved et enkelt tryk - dette får en helt ny skærm til at dukke op, hvor man derefter skal være hurtig på aftrækkeren.
Tidsdelen er i hovedtræk et slags minispil om hurtig reaktionsevne, og jo bedre du er til dette desto flere fjender vil du kunne nedkæmpe. Rustningens tre tilstande består af melee, gun og stealth. Melee-mode er Nevins normale tilstand, hvor han udstyret med et sværd kan tæske løs på de ujordiske fjender. Gun-mode forvandler Nevin til en omvandrende våbenplatform, mens stealth gør ham til en lille sniger med edderkoppe-tendenser.
Disse innovative aspekter lægger grobund for et missionsbaseret spil set fra tredjeperson. Missionsstrukturen er traditionel i sin opbygning da Alter Echo indeholder klassiske elementer såsom powerups, end of level-bosser og fabelagtige combo’er. Den grafiske side er lækker og ikke mindst pseudorealistisk, Outrage har skabt en meget fremmed verden som er en fornøjelse at begive sig rundt i. Her på Gamereactor har vi set utallige forsøg på at gøre kendte genrer mere interessante, og langt de fleste af forsøgene har været fejlslagne. Alter Echo ser dog ud til at rumme en hel del potentiale og med et så erfarent udviklerhold bag burde der være hold i vores forhåbninger. Artoon var de sidste der legede med tiden i deres Blinx: The Time Sweeper, hvilket viste sig at være mere tidsspilde end noget andet. Det ser dog ud til at Outrage er på rette spor og hvorvidt det endelige spil er holdbart, vil tiden snart vise.