Alt om Move
Wii-mote, Natal og Move. Dette er de tre store dimser, der lover mere interaktion, mere realisme og en pokkers masse fægten med armene.
Nintendos Wii-mote kender de fleste, og Nintendo Wii har lagt sig godt til rette som maskinen man skal eje, hvis man vil bowle, hoppe og danse løs mens man spiller.
Microsoft og Sony har haft svært ved at lokke "casual-spillerne" til deres konsoller, og har ganske sikkert kigget misundeligt til fra sidelinjen mens Nintendo med forældet hardware pludselig blev set som den nye underholdnings-Messias. Siden E3 sidste år har det svirret med rygter om Arc, Wand og Natal.
Project Natal er det foreløbige navn for Microsofts Xbox 360-dims, der mest af alt ligner en blanding af et forvokset webcam og Wiis Sensor Bar. Der er dog en noget mere kompliceret indmad, og Natal fungerer ved hjælp af to indbyggede kameraer og en tandem-mikrofon, der tilsammen muliggør kommunikation med Xboxen uden brug af andet udstyr end kroppen. Du kan læse meget mere om Natal i vores store artikel om denne.

Move er Sonys udgave, og prisen planlægges til omkring 100 dollars, hvilket i spilvaluta oftests betyder en europæisk udsalgspris på cirka 900 kroner. Move har tidligere gået under navne som Arc og Wand. Move ligger sig dog tættere op af Nintendos bevægelsesfølsomme styreenhed, men der er nogle få forskelle.
Først og fremmest er der lys i toppen af Move, den lille kugle på toppen af staven er udstyret med LED, farven kan skifte afhængigt af eksempelvis gameplay-relaterede situationer. Samtidig kan lyset afhjælpe problemer sensoren kunne få i dårlig belysning. Ganske simpelt kan den skifte til den farve, der er lettest for sensoren (som i dette tilfælde er Eye-Toy kameraet) at adskille fra rummet.
Move river heller ikke batteribudgettet i stykker, da kontrolleren ganske simpelt lader op via USB-porten, med samme kabel som den normale PlayStation 3-kontroller bruger. Sonys Move har også to enheder, som vi kender det fra Wii-mote og Nunchuk-enhederne, men forbindelsen imellem Sonys to enheder er trådløs.
Der er færre knapper på Move, og disse inkluderer de traditionelle symbol-knapper, en home-knap på hovedenheden mens der på den mindre enhed blandt andet er det traditionelle kryds-pad.
Hvad der med andre ord virkelig kommer til at adskille Move fra Nintendos bevægelsesfølsomme controller er den massive regnekraft som Sonys PlayStation 3 kan levere. Derfor er det naturligt at kigge på hvilke spil, som vi kan forvente at se til maskinen.
Sonys egne udviklere er naturligvis med på vognen, så vi kan regne med at se spil fra blandt andre Naughty Dog og Zipper Interactive mens selv Quantic Dreams har talt om muligheden for at implementere Move-styring i {Heavy Rain}. Sony Santa Monica overvejer funktionaliteten i {God of War III}, såfremt det ikke "ser fjollet ud".
Der er også en hær af trejdeparts-udviklere i kø for at udvikle spil til Move, og disse tæller blandt andre Activision, Capcom, Hudson Soft, Namco, Sega, Square Enix, Ubisoft og Warner Bros. Så grundlaget for god support er på plads, det store spørgsmål er således, om det er noget, spillerne gider.
Vi fik chancen for at prøve Move på Games Developers Conference 2010 og vi vil natuligvis gerne dele vores indtryk med jer, både i videoen herunder men naturligvis også i tekstform.
SOCOM 4
SOCOM 4 er det første store spil som undersøtter Move, men det er en relativt ny tilføjelse til spillet, fortæller udvikleren. Samtidig er SOCOM 4 pt. det eneste spil der benytter Subcontrolleren. Styring foregår i stil med spil som {Metroid Prime 3: Corruption}, hvor man bruger joystikket på Subcontrolleren til bevægelse, og sigter med Move-controlleren. D-pad'et på Subcontrolleren kan samtidigt bruges til at give ordrer til sine holdkammerater. Efter sigende fungerer det ganske godt, og det skulle være mere tilfredsstillende at sigte med en controller frem for et joystick.

SOCOM 4

Motion Fighter
Som navnet antyder {Motion Fighter} er et kampspil. Det går ud på at tæve sin modstander til plukfisk ved selv at udføre de slag, man gerne vil se på skærmen. Et boksespil, med andre ord. Det spilles med to Move-controllere, og styrke og type af slag er helt afhængigt af ens bevælgeser. Altså er der ikke noget med at lave små vattede tjat. Udover den skyggeboksningslignende styring kan man også bruge controllerens knapper til at udføre specielle moves, så som at hold fast om modstanderens hoved. Sony oplyser at spillet lige nu kun er 20% færdigt.

Motion Fighter

TV Superstars
I TV Superstars optræder man i en række TV-shows. Eyetoy-kameraet tager et billede af ens ansigt, som så klistres på ens avatar i spillet, og så er det ellers bare med at komme i gang. Indtil videre indeholder spillet fire shows, heriblandt et modeshow og et japansk gameshow (af den type hvor deltagerne konstant slår sig) kaldet Let's Get Physical. I gameshowet skal man klare en række udfordringer, som for eksempel at løbe ned af en roterende cylinder ved at svinge med controlleren, og i modeshowet skal man sammensætte kostumer og gå catwalk.

Tv Superstars

Sports Champions
PlayStations pendant til {Wii Sports}. Indeholder blandt andet bueskydning, bordtennis og Gladiator Duel, hvor man skal slå og blokere modstanderes slag. Som med {Wii Sports} bruger man Move-controlleren til at efterligne de bevægelser man ville udføre hvis man deltog i sporten i virkeligheden. I bordtennis er vinklen, man holder controlleren i, desuden afgørende for battet hvordan battet rammer bolden. Grafisk er stilen noget mere realistisk end i {Wii Sports}. Gamereactor har prøvet spillet på GDC, og vores første indtryk er at styringen virker godt, og at der vil være mange sjove stunder for to spillere.

Sports Champions

{The Shoot}
The Shoot er en rail-shooter med tegneserie-agtig grafik, der foregår i en række typiske B-filmsscener, for eksempel med rumvæsener og robotter der hærger gennem en by. Move-controlleren bruges til at sigte på og skyde sine fjender (som ofte ligner noget der er skåret ud i pap). Derudover kan man lave andre bevægelser, såsom at læne sig til siden for at undgå missiler og andre ting, og ved at dreje 360 grader rundt om sig selv kan man aktivere en bullet-time-lignende slowmotion-effekt.

The Shoot

Move Party
{Move Party} består af en række minigames, og i stil med EyeToy Experience kan man se sig selv på skærmen i alle spillene. Ved hjælp af Move-controlleren skal man for eksempel fange fisk med et spyd, eller klippe en dukkes hår, så den får en bestemt frisure, hvor det gælder om at have en rolig hånd og farve håret præcist og korrekt. De første meldinger lyder at styringen skulle være imponerende skarp.

Move Party

Eyepet
Eyepet er Tamagotchi for viderekomne, hvor man skal passe og pleje et abelignende virtuelt dyr. Spillet findes allerede til EyeToy, men kommer nu i en ny udgave, der også understøtter Move. Med Move-controlleren kan man blandt andet røntgenstråle dyret for at se om det trænger til mad, give det et brusebad, eller tegne et lille fly til dyret, som det efterfølgende kan bruge i et minigame, hvor man skal hjælpe det med at sprænge balloner. Ved hjælp af EyeToy-kameraet kan man se sig selv lege med dyret på skærmen.

EyePet

Spillene vidner jo selvfølgelig om Sonys planer om at invadere Nintendos territorie, men der er samtidig større og mere komplicerede titler som SOCOM 4 i horisonten. Om Move kan levere til begge typer spillere, får vi forhåbentligt at se i år.