Alpha Dog
Kynisk drama om livet i Los Angeles. Justin Timberlake viser at han sagtens kan spille skuespil. Tanggaard har set filmen på sin fladskærm.
Alpha Dog bygger på virkelighedens Jesse James Hollywood, en narkopusher, som endte på FBI's Most Wanted-liste, efter at han og hans venner kynisk henrettede en rivals lillebror - men ikke før de havde festet med ham i tre dage. Selvom Alpha Dog kalder sine personer noget helt andet og der givetvis er kommet lidt mere dramatik ind i billedet, så er historien den samme. Vi følger Johnny Truelove (Emile Hirsch) Frankie (Justin Timberlake) og Elvis (Shawn Hetosy) i deres daglige driverliv med stoffer, vægtløftning og bøsse-jokes til kidnapningen af Zack (Anton Yelchin), hvis storebror skylder Truelove penge og ikke mindst respekt. Det hele starter uskyldigt, men ender i en tragedie.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at meget af Alpha Dogs dårlige omtale skyldes Justin Timberlake, for når det kommer til kritikere, så ser mange af dem helst at sangere forbliver sangere, og at skuespillerfaget er forbeholdt dem, som har den skolemæssige baggrund og interessen fra barnsben. Jeg er heldigvis ikke en af dem, og derfor har jeg heller ikke svært ved at se Timberlakes åbenlyse talent for skuespillet. Det er måske ikke en krævende rolle i stil med Min Venstre Fod, men Justin stråler hver gang han er på skærmen, og hans entusiasme for filmen bærer ham langt. Resten af holdet er ligeledes imponerende i deres roller, og specielt Anton Yelchin og Shawn Hetosy leverer nogle meget solide præstationer. På sidelinien bakkes de op af bl.a. Bruce Willis (som Trueloves håbløse far) og Sharon Stone, der endelig har lagt sin femme fatale-rolle på hylden og i denne omgang spiller et rigtigt menneske, og endda et knapt så kønt et af slagsen.
Hvis der skal siges noget negativt om Alpha Dog, så er det, at den tempomæssigt er for sløv. Historien er enkel og kender man til den virkelige sag, så ved man også, hvordan det hele ender, derfor er det også så pokkers vigtigt at bruge den mellemliggende tid på at smide lidt mere kød på karaktererne, og det formår Alpha Dog bare aldrig. Fingrene peges de rigtige steder hen, nemlig mod de uansvarlige og deciderede ligeglade forældre. Men vi kommer aldrig rigtig til at se præcis, hvad det har påført af skader på deres poder - vi ser i stedet resultatet i form af en grov henrettelse. Havde Alpha Dog haft manuskriptet og modet til at gå hele vejen, så havde jeg også fundet en højere karakter frem.
Gamereactor Danmark