Alpha

Det var den karismatiske astrofysiker Neil deGrasse Tyson som, i tv-showet Cosmos, mindede mig om hvor hjemmets firbenede vogter stammer fra. I modsætning til naturens selektion stammer hunden af såkaldt menneskelig selektion. For mange tusinde år siden var der en ulv som opdagede fordelen ved at knytte sig til menneskeracen, frem for at holde sig til sin egen art. En udveksling af serviceydelser mellem mennesket og ulven dannede grobund for nutidens hunde. Vi giver dem mad, sikkerhed og overlevelse, mens de arbejder for os - eller tisser på gulvtæppet. Denne udveksling danner rammen for Alpha - en teknisk pretiøs, stilistisk og rent historisk fuldstændig afsporet film.

Med hættetrøjer syet af læder og friseret hår følger vi en stammeleder og hans umodne søn, som skal trænes i jagtens kunstart. En teatralsk jagt går galt og lederens søn styrter halvvejs ned af en klippevæg. Formodet død efterlades han af stammens jægere, men overlevelsesinstinktets batteri lades op og kæmper sig ud af situationen. Her opstår så en koalition mellem sønnen og en vild ulv, som efterhånden finder et venskab under den lange, farlige rejse mod stammens lejr. Historikere i oldtid må få et føl over denne opstilling, hvor alt bevæger sig uden snerten af respekt for logikkens verden og sjofler hele fakta-begrebet.

Følelsen af autencitet skal man kigge langt efter. Albert Hughes, som tidligere instruerede From Hell og Book of Eli, har i stedet ladet sig inspirere af tegneseriens iscenesættelse og Zack Snyders overgjorte filmsprog. Han glemte blot, at kun et fåtal af instruktører i verden kan mestre sådan et bragende orkester. Men kunne tro anderledes, men Alpha er ikke baseret på en tegneserie - kun på filmisk hovmod og et påfund som burde være bremset længe før budgettet blev lagt. Den teatralske opsætning puffer nærmest tilskueren væk fra sig, lukker ned for identifikationen og brænder penge af på umådeligt stereotypisk skuespil.

Med sin distancerende form og forudsigelige historie er Alpha trods alt velegnet mod søvnløshed, for på bundlinjen står der kedsomhed med røde bogstaver. Fra et historisk perspektiv er det ikke en uvæsentlig eller uinteressant historie, men når Albert Hughes vælger at snobbe sig igennem beretningen, mister Alpha enhver relevans og berettigelse. Selv som fordummende tømmermands-tv er der mange bedre bud, og Alpha gør en darwinistisk interessant milepæl til noget alle sagtens kan undvære.

Ekstramateriale:
Når der findes både en biografversion og director's cut på blu-ray, kunne man være forfalden til at tro, at Alpha er en ikonisk storfilm. Lad dig ikke narre. Derudover er udgivelsen forsynet med slettede scener, alternativ slutning, kommentarspor og promoverende making-of dokumentarer.