Gamereactor

Gamereactor
Film
All About Steve

All About Steve

Sandra Bullock giver den som socialt akavet nørd, der er ulykkeligt forelsket, i ny romantisk komedie.

Sandra Bullock har altid været et genkendeligt ansigt i Hollywood, måske ikke for sit seriøse skuespil men mere som den sympatiske person man hepper på i diverse komedie- eller actionfilm.

For nylig vandt hun en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle og nyder for tiden stor respekt. Respekt er dog ikke det der fylder mig, når jeg ser hende udfolde sig i komediefilmen All About Steve.

Bullock indtager rollen som Mary Horowitz, en nørdet kryds-og-tværs redaktør der har svært ved at relatere til virkeligheden og folks forventninger af hende. Da hun introduceres for Steve, en kameramand der arbejder for en stor nyhedskanal, føler hun at have mødt den eneste ene, Steve føler det direkte modsatte.

Det store problem her er manuskriptet. Historien bliver fortalt på en overdrevent prædikende måde, der ikke tiltror nogen at have den mindste intelligens. Budskabet er klart fra første replik og monologerne hvor Mary kommer med en lommefilosofisk pointe falder totalt til jorden fordi de er lige så interessante som dem man finder på dørmåtter.

Sammen med Bullocks overdrevne portrættering af en neurotisk og halvautistisk person falder filmens håb om at fortælle en sød historie om en anderledes person til jorden.

At folk stadig vil se filmen på trods af denne kritik er ikke svært at fortænke dem i. Bradley Cooper og Ken Jeong, henholdsvis den kække playboy og aggresive asiat fra Tømmermænd i Vegas, gør et fint stykke arbejde, når man tager materialet i betragtning, og Jason Jones kendt fra The Daily Show gør også en flot indsats.

All About Steve kan lige præcis anbefales hvis du har brug for meget let underholdning med en masse komedietalenter... Bare husk at have ørepropper klar til Bullocks scener.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10