Aladdin
Jafar er død adskillige gange takket være Aladdin og prinsesse Jasmine, men hans søster Nasiria er levende og ret hadefuld.
Homer "Voice-Alike"
Efter at have samlet nogle guldmønter, og hoppet rundt på et tag, så møder Aladdin sin gode hjælper, nemlig den gode ånd. Nu er jeg jo ikke en stor Arabian Nights fan, og har kun set filmen med et halvt øje, sammen med små begejstrede søskende. Derimod har jeg set en hel del Simpsons episoder, og der er en ret slående lighed mellem Homers stemme, og åndens stemme. En rar lille detalje som får tankerne hen på langt bedre underholdning end det man ser i spillet.
Kast med æbler, og flyv tæppe
Nu er det ikke fordi det er helt værdiløst, der er faktisk nogle søde finesser ved spillet. Man har naturligvis sit sværd, men det bruges kun til at dræbe med, eller for at sætte for eksempel en primitiv elevator i gang. Et godt alternativ til sværdet er æblerne. Disse skal stjæles på markedet, og kan senere anvendes til at slå vagter ud med, eller kastes gennem diverse ringe. Så vidt jeg kunne se findes der ikke andre former for proviant ud over æblerne, men det er måske også forklaringen på hvorfor Aladdin er i så god form. Det er jo nok heller ikke tilfældigt, han skal jo se godt ud for Jasmine´s skyld, og så skal han jo op og flyve på tæpper ud til magiske grotter. Når man så tænker på hvor lidt vægt et tæppe kan flyve med, så er det jo helt forståeligt.
God vejledning
Lige som Homer har ånden en fantastisk formåen for at stå i vejen, overalt og ofte. Det er faktisk ikke så slemt, da han kommer med en masse gode tips. Det er ikke altid helt nemt at forstå hvad det er han mener, da det for det meste bare er ledetråde, så det sker at man skal tænke selv. I modsætning til Homer er ånden ikke helt så irriterende som man kunne tro, man kan nemlig vælge at skippe hans prædiken ved hjælp af et tryk på X knappen. Det er skam heller ikke kun ånden som forsøger at hjælpe en undervejs. Man træffer også nogle små søde gutter, blandt andet eremitter, og slangetæmmere, som er mere end glade for alt dele deres visdom ud til Aladdin.
Grafik og musik, til glæde og irritation
Grafikken er i det store hele god. Farverne er behagelige, nogle gange meget imponerende, og man får en ret god 3D fornemmelse. Det som er lidt trist er den kedelige måde Aladdin er tegnet på, på det punkt kunne man forvente sig mere af et Disney spil. Man kan også køre "kameraet" rundt om Aladdin, hvilket kan gøre det lidt forvirrende en gang i mellem. Skifter man retninger følger kameraet ikke altid med specielt hurtigt, og det kan virke meget forvirrende! Lyden er til gengæld god, og er med til at give spillet noget af film fornemmelsen tilbage. Musikken er den samme som i filmen, og har lidt for nemt ved at sætte sig i hovedet på en.
Et spil som holder
Selvom spillet har nogle irritations momenter, betyder det ikke at jeg holder op med at spille det. Det er ikke mindst fordi der hele tiden kommer nye opgaver, som man bare ikke kan lade være med at løse. Enten skal man pusle lidt rundt med et eller andet, ellers er det bare nogle ting man skal bevæge sig forbi på en speciel måde. Jeg er glad for at Aladdin ikke bruger sit sværd som en gal. Det virker lidt mere harmløst at kaste med æbler, og man behøver ikke at hoppe på alle de rotter der løber rundt i gaderne. Det er simpelthen et eventyrspil med mindst muligt vold. Er man i øvrigt Aladdin fan så er det rart at kunne drage paralleller til filmen. Spillet er hermed godkendt, og kan anbefales.
Gamereactor Danmark