Akaso 360
Akaso forsøger at undercutte giganterne med en enormt konkurrencedygtig pris.
"Your first 360 action camera" - det står der på æsken af Akaso 360, et nyt, mere budgetorienteret kamera, der har til formål at udfordre de ret så etablerede giganter Insta360 og nu også DJI - to virksomheder der i disse kategorier stort set bare har opdelt markedet imellem sig.
Men Akaso står alene, derovre i Frederick, Maryland, og lader til for alvor at omfavne den her David/Goliat-fortælling, og det gør de ved at sælge en ret sammenhængende optageløsning til meget, meget mindre. Okay, så hvor meget mindre, tænker du? Jamen en Adventure Combo-udgave af DJI Osmo 360 skal stå dig i 4900 lige nu, hvor du får de essentielle accessories med der gør kameraet... ja, brugbart. Til sammenligning får du Akaso 360's Creator Combo, der byder på stort set samme udvalg, for 2299.

Det er en gigantisk besparelse for at sige det mildt, og selvom DJI har erfaringen i forhold til linseudvalg, stabilisering, byggekvalitet og økosystem, så er forskellen virkelig ikke stor nok til at retfærdiggøre det her prisspring fra deres side af.
Akaso 360 ligner lidt en Insta360 X-model i sit mere aflange design, og byggekvaliteten synes tilforladelig. Der er alle de porte du kunne forvente, men selvom Akaso selv kalder det for "splash-resistant", så er der altså så absolut ingen IP-certificering overhovedet - og heller ej er der mulighed for at skifte linseglasset, som på Insta360's X5.
I forhold til ren og skær funktion er det her et 360 graders kamera som du kender det. Der er to 1/2" linser i f/2.25 i 180 grader hver, der så "stitcher" billedet sammen i enderne, så det ligner en enkelt, kuppelformet optagelse. Her fungerer den her "stitching" overraskende godt, og selvom det optager i "bare" 5.7K/30fps eller 4K/60fps, så er farverne sprøde og dynamiske. Der er desuden god dybde og skarphed - det er ikke her pengene er blevet sparet.
Der er et lille issue med lysforhold, for godt nok formåede kameraet at producere ret fine resultater på min nylige ferie til Spanien, hvor den hvide bjergby Compèta tog sig særdeles flot ud i bragende solskin, så krøb der lidt billedstøj ind under mindre ideelle lysforhold. Tilføj et lidt gumpetungt touch-display, og så er det altså ikke nogen perfekt brugsoplevelse.

Med i din Creator Combo får du en 120 centimeter teleskopstang, en taske, tre ekstra batterier og et opladningsetui - alle de her ting gør oplevelsen mere helstøbt, og det anbefales så sandeligt at man køber de her ting med, ellers er kamereaet, igen, stort set ubrugeligt. Jeg synes stadig at disse producenter bør pakke lidt flere mounting-muligheder med i kassen, der kan inspirere netop den "nye" 360-bruger, som Akaso tydeligvis går efter. Hvad med en klemme der kan montere kameraet på en kasket, eller en hjelm, eller en holder der kan montere den på en cykel? Jo, der er helt standadiseret 1/4" skrueindgang i bunden, men igen; hvorfor ikke inspirere direkte?
Der er små ankepunkter, men igen skal man huske at den her Combo-løsning koster kun lidt mere end halvdelen af hvad DJI tager for deres Osmo 360 i en lignende Combo. Det er en massiv, signifikant besparelse, som netop sikrer at Akaso nok skal få succes med det her koncept, og fortjent også. Produktet kan heldigvis bakke det op, også selvom der er rigeligt at tage fat på i en eventuel 2'er.
Gamereactor Danmark