Adrift

{Adrift} (eller ADR1FT, som nogen kalder det) er resultatet af en meget offentlig og tumultarisk periode i udvikleren Adam Orths liv. Efter at have været en tand for afslappet og sarkastisk på Twitter i sit forsvar af Microsofts (nu hedengangne) "always online"-model for Xbox One, blev Orth mål for mange gameres raseri. Det førte i sidste ende til at han forlod Microsoft, og hele den oplevelse har inspireret {Adrift}, et spil der handler om isolation og katastrofale konsekvenser.

Spillet udkom oprindeligt på PC til Oculus Rift, og det er tydeligvis designet med virtual reality i tankerne. Men nu er det også landet på PlayStation 4, uden garanti om at det vil understøtte Sonys PSVR-headset, når det udkommer (at spillet er udkommet før PSVR får mig faktisk til at tro, at planerne for PSVR-understøttelse er droppet, hvis de da nogensinde har eksisteret). Jeg satte mig ned foran en 65" kurvet 4K-skærm for at anmelde PS4-udgaven, og måske har min hjerne bare spillet mig et pus, men ubehaget ved at svæve i rummet og prøve at orientere sig medførte både let hovedpine og sved på panden. Når først man har fået has på den komplekse styring, falder tingene lidt til ro, men det har tydeligvis sin pris at være vægtløs.

I {Adrift} spiller man som astronauten Alex Oshima, og man vågner svævende i rummet efter en katastrofal begivenhed har fået ens rumstation midt over. Din opgave er at reparere stationen til en eller anden form for operationel tilstand, så du kan komme hjem igen, mens du lærer dine nu afdøde besætningsmedlemmer at kende (takket være lyddagbøger). Det er en langsom og højtidelig oplevelse, hvor du kommer til at gispe efter vejret mere end én gang.

Spillet har en række problemer, der ikke er til at komme uden om. Den første er, at nogle af mekanikkerne strider mod hinanden. Man stresser over at samle beholdere med ilt, både til at trække vejret og til at bevæge sig i rummet (i sig selv en fin ressourcestyringsmekanik), og det harmonerer ikke med tage sig tid til at udforske omgivelserne, læse emails og lade sig betage af sceneriet (der måske er {Adrift}s største trækplaster).

Et andet irritationsmoment er den lillebitte fontstørrelse på tekst, der ellers skal levere nogle ret så vigtige oplysninger. Det tyder på at man ganske enkelt ikke har testet spillet nok med folk, der sidder mere end en halv meter fra skærmen. Til tider jagter man efter retningspile frem for de genstande, man skal bruge for at løse en opgave, da man simpelthen ikke kan se detaljerne omkring hvad det er man skal opnå. I et spil, der er så afhængigt af sin historie, er det en skam at man risikerer at gå glip af vigtige øjeblikke udelukkende på grund af spillets design.

Jeg nævnte den komplekse styring tidligere. Det er den, der får {Adrift} til at skille sig ud fra almindelige "walking simulators" - det kræver dygtighed at bevæge sig rundt uden tyngdekraft - men her er spillets ambitionsniveau måske både godt og dårligt. Jeg kan ærligt talt ikke finde ud af om jeg kan lide styringen eller ej, for nogle gange er den frustrerende, og andre gange laver man nogle ret blærede manøvrer. Den iturevne rumstation udgør en konstant trussel med uisolerede elkabler og des lige. Man kan stige op og dykke ned, skubbe sig selv fremad (ved at bruge den samme ilt som man trækker vejret med), nulstille sin position og rulle med enkelte knaptryk. Rummet er fyldt med svævende objekter, så man flyver sjældent i en lige linje mod ens næste mål, og forsøger i stedet at undvige og justere løbende.

Jeg har forbigående nævnt spillets grafik et par gange, men den fortjener nogle ekstra ord med på vejen. {Adrift} er et betagende kig på tilværelsen i kredsløb om Jorden. Der er lagt meget vægt på detaljen, især i de enkelte astronauters indkvartering. Og selv om det at kigge ned på Jorden måske ikke har så stor slagkraft som i virkeligheden, er det stadig et ærefrygtindgydende syn i et spil. Det er noget der, sammen med de nøje udvalgte lyde og musik, virkelig skiller sig ud i {Adrift}. Til gengæld er load-tiderne på PS4 ret længe, og selvom checkpoint-systemet generelt er godt, føler man sig ofte dobbeltstraffet når er død af iltmangel fordi man sloges med styringen, og derefter skal lide lidt mere mens man venter på at spillet indlæser.

Det kan godt tænkes at den ekstra indlevelse, man får med et VR-headset, ville vise {Adrift} i et andet og mere favorabelt lys, men som det er nu, er det svært at give spillet en helhjertet anbefaling på PS4. Det er tydeligt at spillet er designet med VR i tankerne, da man ikke se hele sin HUD uden at dreje kameraet med den ene styrepind. Alle de vigtigste elementer er i midten af billedet, og det understreger følelsen af at være i en rumdragt, men man går tydeligvis glip af noget ved at spille på en almindelig skærm og ikke i VR. Spillet har sine øjeblikke, og der er et fint tema, men rigtig godt bliver det aldrig. Problemet er hovedsageligt at mekanikkerne ikke spiller sammen, at fortællingen ikke indfanger spilleren ordentligt, og de opgaver, man løser, giver mere en følelse af at være stikirenddreng end en astronaut der desperat forsøger at komme hjem.

Trods nogle gode øjeblikke føles {Adrift} mest som den smadrede rumstation. Spillets delstykker bliver ikke til den helhedsoplevelse jeg havde forventet.