Ace Combat 04: Distant Thunder

Det vil ikke være helt ved siden af at udråbe Namco til luftrummets hersker på PlayStation. På PSOne udviste denne udvikler stor sikkerhed med Ace Combat trilogien. Alle titler i serien blev rost af såvel gamere som anmeldere, og Nambo fik i toeren og treeren på fornem vis fjernet de problemer, som det første spil i serien led under. Namco har fulgt de naturlige strømninger og lancerer nu det fjerde kapitel i serien til PlayStation 2. Ace Combat 04: Distant Thunder lever på alle områder op til forventningerne og leverer et intenst gameplay, en overbevisende visuel flade og en lyd, der giver gameren et virkelighedstro sug i maven af at sidde i et jægerfly.

Ace Combat 04: Distant Thunder (fremover AC 04: DT) kommer til Europa på et tidspunkt, hvor genren endnu ikke har vundet indpas på Sony’s 128-bit monster. Den eneste konkurrent indtil videre er titlen Top Gun: Combat Zones, som med sit urimeligt svære gameplay, middelmådige grafik og manglende plot ikke udviste genren særlig meget respekt. Den respekt har genren tilgengæld fået i betragtelige mængder med Nacmo’s seneste Ace Combat udspil.

Sammenkog af meget
Som sine forgængere er Ace Combat 04 en miskmask af en del simulation blandet med en god håndfuld arcade feel. I AC serien har det aldrig været påpasselighed med brændstoffet, komplicerede landingsmanøvre eller minutiøs timing, der styrede showet. Der har derimod altid været lagt vægt på action delen, hvor tilintetgørelse af fjendtlige fly, radarstationer og mål på landjorden har været den bærende kraft i serien.

AC 04: DT går i sine forfædres forspor på alle områder, og man er aldrig i tvivl om, at dette er en Ace Combat titel. Styringen, opbygningen af missionerne og det flotte grafiske udtryk er af den kvalitet, som vi er vant til at blive budt på fra Namco’s side. På særligt ét punkt er der dog sket en udvikling. I AC 3 havde udvikleren forfattet en historie, som skulle gøre spillet mere plot drevet. Japanerne tog imidlertid så dårligt imod historien, at Namco valgte at droppe den og de medfølgende CG’ere (videoklip) i US og PAL versionerne.

Tegneserie som fortælling
I AC 04: DT har historien åbenbart bestået ’japaner-prøven’ for denne gang er den med i PAL versionen. Historien bliver dog ikke fortalt v.hj.a. CG’ere eller in-game grafik, men med tegneserie billeder, akkompagneret af en stemme. Historien fortælles af en ung mand, som beretter om, hvordan han som barn ser et fly blive skudt ned, hvorefter flyvraget styrter ned i hans families hus. Han fortæller endvidere, hvordan hans landsby bliver invaderet af fjendtlige styrker, og at han må bo hos sin fordrukne onkel og selv skrabe skillinger sammen for at overleve. I begyndelsen virker denne tragiske fortælling irrelevant i forhold til det overordnede plot, men det ændrer sig senere, hvilket kun gør historien endnu mere fængende.

Missionerne er tilpas afvekslende til at fastholde gamerens opmærksom. Der lægges blødt ud med en simpel ’skyd-5-fly-ned’ mission. Senere bliver missionerne mere komplicerede med flere fjender fordelt på større arealer. Én mission kræver, at man først tilintetgør en fjendtlig radarstation, inden de fjendtlige fly og mål på landjorden kan ryddes af vejen. En anden går ud på, at påføre nogle olieplatforme størst mulig skade, så deres olieproduktion kan reduceres og dermed ikke finansiere den fjendtlige krigsførelse.

Fra tid til anden byder gameplayet på landings- og take off sekvenser. I løbet af flere af missionerne kan man frit lande og forsyne den bevingede dødsmaskine med nye missiler og sekundære våben. Disse sekvenser er stadig arcade prægede, hvilket gør en landing til en forholdsvis simpel affære, selv de kan skippes, gør de alligevel gameplayet lidt bredere og varierende.