Absolver

Ved I hvad jeg er træt af at høre om? {Dark Souls}. Ved I hvorfor? Fordi alt er endt med at være det. Der er gået kollektiv onani i at sammenligne alting med den serie, og det er stukket helt af. En åben verden og et udfordrende spilniveau er tilsyneladende en From Software-opfindelse, der aldrig har fundet sted før. Udover i {Final Fantasy}-serien, i det originale Zelda og et væld af andre traditionelle rollespil til computer og konsol. Ghosts n' Goblins, anyone? Men det er bare en nemmere udvej med det andet, ikke sandt? Det er så hyggeligt at kunne toppe sin med-anmelder med et "Nej, DET HER er det nye {Dark Souls}", i håb om at man får ret, og kan bryste sig af sit massive fremtidssyn og analytiske kunnen. Enten det eller også er spilpressen bare blevet dovne og historieløse. Den selvsamme sammenligning er sket med {Absolver}, og jeg kunne ikke være mere uenig.

Jeg står i min lille hvide do-bok, to træstubbe høj, foran to voksne mænd. De sidder i afventende stilling, klar til overvære min gradueringsopvisning ,og bedømme om jeg nu endelig skal have den gule streg i det kridhvide bælte. Den får jeg, efter en flot opvisning. Det er minder som disse der har gjort mig enormt begejstret over {Absolver}. Kampsportsspil har altid været enormt populære og har for nylig gjort sin sejrsgang i den brede spilpresse med konventioner som EVOs fortsatte success, den massive succes {Street Fighter V} bliver ved med at have og det adrenalinspark {Tekken} har fået med den syvende udgivelse. Dog har {Absolver} egentlig ikke så meget tilfælles med de her spil. {Absolver} er ligeså meget kampsportsfilosofi og strategi som det ikke er hånd-til-øje og vilde slag-kombinationer.

Hvis navnet {Zeno Clash} siger dig noget, vil du kunne finde noget familiært i {Absolver}. Som i {Zeno Clash} kan du få langt mere ud af en teknisk dygtig manøvre end blindt at trykke knapper med lynets hast. Dine evner som Conor McGregor mod Floyd Mayweather, kan du altså godt parkere ved døren. Du begiver dig gennem et åbent landskab, uden medbragt kort, og må bruge din snilde til at besejre de fjender du nu møder. Jo mere du blokerer, jo mere du undviger og jo klogere du slås, jo flere forskellige teknikker får du adgang til. Du bygger din karakters evner op ved at øve dig, præcis som i virkeligheden. Det lyder langt og sejt, men her slår {Absolver} så sin egen genialitet ved at låne idéen om kort fra MOBA-genren. Du sammensætter herved en sekvens af teknikker som du kan optimere gennem hele spillet. Aha!, tænker du, så når du har sammensat den ultimative teknikkæde er spillet slut, og så er intet en udfordring mere; der tager du fejl, kære læser!

{Absolver}s teknisk-strategiske side er nemlig kun med til at underbygge det du egentlig skal mestre ved spillet - dig selv. Bevægelsen, mentaliteten og tilgangen til hver en kamp er nøglen til succes. Klikker du med vrede, med frustration eller med uro, ja, så taber du. Er du ufokuseret eller læser du din modstander forkert på det forkerte tidspunkt, tja, så er du et cirkelspark væk fra at æde græsset. Så hvorfor er det så ikke præcis ligesom {Dark Souls}, hvor hver en bevægelse kan have fatale konsekvenser? Fordi {Absolver} er et hybridspil med langt mere strategisk dybde end {Dark Souls}. I {Absolver} bygger du så at sige dit eget kampsportssystem, med tilhørende udstyr og teknikker. Der er over 700 millioner forskellige sammensætninger her, tænk over det, hver med deres styrker og svagheder. Eksekveringen er dog op til dig.

<newpage>

Ak ja, her nørder jeg om kampsportsfilosofi og teknisk snilde til gab fra den moderne læser. Men hvorfor gør jeg det? Fordi {Absolver} er imponerende gennemarbejdet. Det her er rigtige slag og rigtige spark, der kan udføres af rigtige mennesker og rigtige mestre. Er du til boksning? Find dit yndlings jab, din yndlings uppercut, den lige højre du står og mangler og kæd dem sammen. Er det effektivt? Det må du jo finde ud af ved at prøve og prøve igen! Hvad med karate? Capoeira? Her findes det simulatorspil som UFC altid gerne ville have haft udviklet - total frihed i metoden, alt er op til spilleren. Det er næsten til at græde en glædestårer over. Den frihed får du lov til at udøve i en farverig, åben verden med et unikt præg på det grafiske udseende. Det er som penselstrøg hen over skærmen, flydende farver - noget der går helt i spænd med styringen i spillet.

Rent mekanisk er bevægelserne nemlig flydende og lette og styringen er intuitiv - jeg vil fremhæve hvor enormt godt det er sat op til controller-brug. Der er et par enkelte underlige fejl engang imellem, med personer der klipper henover sten og forbi spillerkarakteren; usleben diamant til side er det med sikkerhed noget der bliver fikset i fremtiden. Det der skær tænder er dog den underligt varierende distance for hvornår en modstander synes de skal slås med dig. Lad mig give et eksempel; i forsvarsposition nærmer du dig din modstander. Som en anden Pokémon-kamp låses jeres blikke, og I træder forsigtigt mod hinanden. Bevægelse er som sagt nøglen, og du træder et par skridt tilbage for at gøre klar til et hoppende fremstød. Modstanderen, derimod, trækker på skuldrene og sprinter tilbage til startpositionen, snupper sig en juicebox og ringer til mor for at høre hvordan det går. Undskyld mig, hvad? Skulle vi ikke slå hinanden til plukfisk her? Det virker akavet og ødelæggende for idéen om bevægelse som et hovedelement, at den distance du kan trække dine fjender er så usikker. Realistisk måske, men irriterende. Så {Absolver} har desværre et par fodfejl. Derudover virker spilverdenen også en anelse tom, men Sloclap har forsikret alle der ville lytte om at der er store planer for fremtiden, udover plastre til fejlene, vil de også introducere holdbaserede dungeons, som kendt fra diverse online rollespil.

Apropos multiplayer-delen, så tager den sig ud i to varianter - åbent eller som invitation. Er du et nervevrag som mig, der frygter at blive tag-team'et af to level 60 karatemestre? Så slå den åbne indstilling fra eller spil blot i offline-tilstand. Når du synes du er klar til kaste dig ud i en-mod-en, så hop på den store internetmotorvej, og byd den mest bidsk-udseende kæmper op til duel. Det er nemlig den tredje mulighed; ærefuld en-mod-en kamp med tre runder. Som taget direkte ud af professionel {Tekken}. Her spiller alt en rolle. Man mødes på et plateau som i en anden Wushu-film fra Hong Kong, og duellerer på sind, hurtighed og overblik. Du kan blive skubbet, sparket eller slået udover kanten lige så let som du kan blive slået til jorden. Ingen usynlige vægge, intet til at hjælpe (eller hindre) nogle af spillerne i at fuldføre kampen selv.

Spørger du mig, har {Absolver} en lys fremtid. Det bliver ikke det næste store hit på markedet, det bliver ikke en {World of Warcraft} dræber og jeg tvivler kraftigt på det bliver e-sports materiale. Til gengæld tror jeg det får en mindre men ekstremt dedikeret fanbase af kampsports- og spilnørder der vil nyde at spillet er som alle spil burde være; fokus eksklusivt på hvad spilleren vil, hvor de vil hen og hvilke input de sender. Ikke andet. Det er ikke utydeligt at jeg er ret begejstret for {Absolver} og der er endda stadig en del fejl og mangler. Heldigvis er jeg også ret begejstret for udviklerne Sloclap fordi de har bevist at man som spiludviklere sagtens kan lave guld fra starten af; disse fejl og mangler vil uden tvivl blive rettet i tidernes snarlige komme. Det er på samme tid indspirende personligt at opleve sådan talent men bekymrende for resten af min anmelder-karriere; nu skal alle stå distancen på samme måde som {Absolver}. Hvis fløjlshandskerne fandtes før, så er de i hvert fald godt brændt af nu. Sloclap har gjort mig til en bedre og mere kritisk spilanmelder.

Standarderne er hævet fra nu af.