A Dangerous Man

Steven Seagal har reelt set kun lavet én film. Men han har godt nok lavet den mange gange. Siden 1988 har Seagal stået for 37 film (ikke iberegnet TV-optrædener og hans rolle i The Onion Movie) af den slags ensartede men hårdtpumpede film, der har gjort ham til en institution inden for action-genren.

A Dangerous Man er en af en længere række direct-to-video film, som Seagal begyndte at spytte ud med jævne mellemrum siden 2001, hvor han ofte selv står for produktionen eller endda manuskriptet. (I lige præcis dette tilfælde har han produceret, men har dog holdt sig væk fra forfatterstolen.)

Inden vi dykker ned i kakofonien af klask, så lad os lige få det grundlæggende af vejen. Hvis det på en eller anden måde er lykkedes jer at undgå navnet Seagal, så lad mig kort opridse hvad vi er ude i: Seagal kæmper for retfærdighed, og retfærdighed tager oftest skikkelsen af en knytnæve.

A Dangerous Man er ingen undtagelse, og bagsiden af DVD-æsken læser da også som om den er kørt igennem en on-line "80'er-film plot generator": Seagal bliver smidt i fængsel for at have slået nogen ihjel, han ikke gjorde, og når han kommer ud er noget af det første, han gør, at tæve to fyre, der vil overfalde ham udenfor en døgnkiosk. Før han ved af det har han både den russiske og kinesiske mafia i hælene, og selv om bliver venner med et par af dem, så skal alle andre, uden undtagelse, ha' nogle prygl. Mere behøver man ikke at vide, for det kommer bare i vejen for hvad vi reelt set er her for: at se nogen få bank.

Og det er som sådan også fint nok. Hvis man har i mente, at vi har med den slags genre-film at gøre hvor hjernen slås fra, øllerne er kolde og der skal være tæsk på tv'et, så kan den slags film være strålende underholdning. Men hvor Die Hard og Demolition Man var seværdige perler indenfor denne testosteronkedel af en filmgenre, så når A Dangerous Man desværre ikke op på det rette niveau.

For selv hvis man tager filmen på sin genres præmisser er der stadig noget, der mangler. Hvad der fungerer er ikke noget særligt - manuskriptet er sådan set fint for hvad det er (med masser af tage-sig-til-hovedet replikker som "My dad was selling cars that weren't really for sale", hvortil Seagal svarer, "I can relate", selv om han sad fast for mord, ikke biltyveri), og scenernes visuelle opbygning, som man ellers kunne frygte ville ligne en low-budget TV episode, ser i stedet fine og cinematiske ud.

Det største problem er faktisk Seagal selv, og det er virkelig bizart, eftersom det jo fra udgangspunktet er ham - og, i sidste ende, ham alene - der skal bære filmen. Seagal virker træt og ugidelig når han skal snakke med folk, og når han skal slås ser han nærmest ud som om han tøsedasker folk snarere end at overrumple dem med lynhurtig aikido-tricks. Det hjælper heller ikke at han som regel får andre til at tage kampene for sig, og når han endelig selv slår på tæven er klipningen er så ulideligt spastisk, at nærmest hvert slag når at blive vist fra tre forskellige kameravinkler.

Derfor har jeg svært ved at anbefale A Dangerous Man, selv til folk med hang til denne slags film. Det går ikke at Steven Seagal er nærmest forbløffende underanvendt i hvad der skulle forestille at være en Steven Seagal-film, og filmen har ikke en jordisk chance for at stå på egne ben uden ham.