A Bugs Life
Fra filmen af samme navn kommer nu det søde 3D platformspil A Bug's Life.
Verdens dyreste reklamespil
Om kort tid får Disneys nye animerede tegnefilm premiere i de danske biografer efter en meget succesfuld indledning i USA. Samtidig med filmen bliver legetøjsbutikkerne også fyldt om med Bugs-figurer (de er der allerede!) og så får vi naturligvis også computerspillet. Her får vi mulighed for at spille filmens handling igennem som hovedpersonen Flik.
Platformseventyr
A Bugs Life til PlayStation er et 3D-platformspil. Her skal vi igennem nogenlunde de samme besværligheder som filmens hovedperson, for at komme succesrigt igennem. Spillet handler om en myrekoloni, der bliver tyraniseret af en sværm af græshopper. Hovedpersonen Flik er så uheldig at være skyld i at græshopperne er specielt vrede lige nu, for han er kommet til at ´dumpe´ myrernes hårdt indsamlede forrådslager - som græshopperne ville stjæle - i vandet. Græshopperne stiller nu endnu større krav til myrerne, hvis de vil beholde deres dronning. Flik er den eneste myre, der tør foretage sig noget på egen hånd og derfor afhænger myrernes skæbne af ham - og dig. Disney og Travellers Tales har haft alle muligheder for at genskabe et flot miljø, når man i forvejen har haft en film at holde sig til. Det har de såmænd også gjort, for selve scenerierne og grafikken i A Bugs Life er faktisk ganske gode. Selve gameplayet i spillet er meget simpelt og en hærdet gamer vil sikkert kunne gennemføre det på en halv eftermiddag. Derfor er det afgørende at pointere, at A Bugs Life er et børnespil.
Meget let
Til gengæld er der eller ingen tvivl om, at børnene vil elske dette spil. ´Gåderne´ undervejs er rimelig lette at løse, selv for 7-8 årige børn og det betyder, at de ikke sidder fast alt for mange gange og mister gejsten til at fortsætte. Flik kommer ud for mange situationer undervejs. Han skal løbe rundt på banen for at finde sin myretue, løbe gennem tuen og undgå at blive trådt på af græshopperne. Der skal kæmpes med græshopperne og Flik skal også løbe rundt i labyrinter. Dette og meget mere betyder, at banerne er godt varierede og at børnepublikummet vil få mange forskellige udfordringer. Banerne er ganske nemme at gennemføre og dermed lade spilleren komme videre til næste level, men samtidig er der også indbygget et ekstra moment. Man kan nemlig også vælge at bruge mere tid på banerne og opsamle det frugt og de hvedekorn (altså samle forråd, som i filmen) som der findes rigeligt af undervejs, hvorefter man bliver belønnet med ekstra filmklip når banen er overstået.
Filmtrick
Tricket ved spillet er nemlig også at gøre børnene interesserede i filmens historie. Når et level er overstået bliver man belønnet med et klip fra filmen, som man får lagt ind i et filmtræ, hvor man så kan gense det. Disse filmklip er utrolig flotte og hvis man ikke har set filmen, får man i hvert fald lyst til det efter at have set disse. For at have sin samling af filmklip komplet kræver det altså, at man sørger for at opsamle alle hvedekorn m.m. på de forskellige levels.
A Bugs Life er et ganske sødt spil, som nok skal hitte til en vis grad som børnespil. Alligevel kan man ikke undgå at sidde tilbage med en lidt flad fornemmelse. For er meningen med spillet egentlig ikke blot, at vores børn eller små søskende skal lokkes til at bruge endnu flere penge på myredillen. A Bugs Life kunne, til forveksling, godt minde om verdens bedste reklamespil! Og så er filmen i øvrigt klasser bedre end spillet!!!
Gamereactor Danmark