Dead Rising

Capcom er om nogen det firma, der introducerede os for de fodslæbende zombier i spilsammenhænge. Gennem et hav af mere eller mindre succesfulde gyserhistorier, har jeg fået lov til at hugge, skyde, trampe og brænde diverse udøde i småstykker - og med Resident Evil 4 nåede deres udskejelser det absolutte toppunkt. Måske er det derfor, at Keiji Inafune, manden bag bl.a. Megaman og Onimusha 3, slet ikke syntes at lægge nogle reelle kræfter i Dead Rising.

Spillet er en tro kopi af George A. Romeros Dawn of the Dead, hvilket indebærer, at du er spærret inde i et kæmpe indkøbscenter, med tusindvis af udøde summende konstant omkring dig. Eller det vil sige, det var meningen, men som jeg når til bunds i mine spørgsmål til Inafune, så falder snakken mere og mere på begrænsningerne, han har været nødt til at indføre i udviklingen af Xbox 360-spillet. Der vil nok ikke være tusindvis af zombier tilstede på skærmen hele tiden, får han mumlet, nok nærmere hundredvis - og givetvis i den lave ende af den skala. Det er egentlig også ligegyldigt for mig, for efter at have prøvet det på gulvet aftenen før, så nærer jeg ikke meget håb for Dead Rising. Det føles mest af alt som en blodig omgang Dynasty Warriors, blottet for spænding eller gys.

"Jeg stillede mig selv et spørgsmål", siger Keiji Inafune; "Jeg ville se hvad der skete med et almindeligt menneske, der smides ind i en ualmindelig situation. Hvordan tackler man sådan en situation?" Svaret, tror jeg faktisk, jeg selv har på rede hånd. Man samler øjensynligt alskens skidt og skrammel op fra gulvet, og går så ellers bare i gang med at søndertæve alt med en underlig kulør og et søvndyssende tempo.

Og det er reelt, hvad Dead Rising handler om. I rollen som journalisten og fotografen Frank, ender du bag et indkøbscenters polerede facade, kun bevæbnet med et kamera og hvad der ellers kan rives fri fra væggen, eller findes på gulvet. Staten har naturligvis en finger med i spillet, så det er op til dig at afsløre det hele og få det ud til offentligheden. Hvad du laver derinde de næste seks dage, før militæret når frem til centeret, er op til dig.

Desværre var den halve time med Dead Rising, som jeg kunne møve mig til på det propfyldte messegulv, et skuffende bekendtskab. Kontrollen var upræcis og uendelig enkel. En knap til at banke løs på de nærmest opløste udøde, og en til at hoppe med. Resten er bare gentagelse på gentagelse. Mest skuffende var dog, at Frank aldrig sloges med mere end tre-fire zombier på en gang. Resten stod pænt og ventede i baggrunden, som statister i en decideret pinlig Bud Spencer-film. Præcis hvad kameraet, som Frank bærer rundt på, kan bruges til, står stadig hen i det uvisse - det samme gør gameplayet. Er det meningen, at Dead Rising kun er en lang boksekamp med de udøde?

Spillet udgives engang i starten af næste år, og til den tid vil vi så forhåbentlig få et mere nuanceret billede af Capcoms første Xbox 360-spil.