T.a.t.u.

Der var engang, for ikke så forfærdelig længe siden, hvor det store spørgsmål i det kollektive bevidsthedsrum var, om de to smækre poptøser i russiske t.A.T.u. virkelig var lesbiske, eller om det bare var et perverteret og perfidt mediestunt fra deres manager/børnepsykologs side. Den Trevor Horn-producerede "All the Thing’s She Said" var uanset hvad et vaskeægte monsterhit, med sin blanding af sen 80’ernes bombastiske lydbillede og det nye årtusindes knastørre produktion. Al form for street cred og spænding forsvandt dog som dug for solen da t.A.T.u. pigerne begik karriereselvmord med verdens værste optræden i Eurovision Song Contest. Efterfølgende flød det med historier om, at de to piger var gået fra hinanden, havde fået hver sin (mandlige) kæreste, og t.A.T.u virkede pludselig som en russisk lynkineser.

Sådan skulle det dog ikke helt gå, For nu er de to yndige ungmøer nedkommet med en opfølger til succesen. Dangerous And Moving er på alle måder en opfølger; albummet beskæftiger sig mest med hele tiden febrilsk at forsøge på, at genskabe de tidligere sanges potentiale, og det gør det godt. Det er et særstudie i overpompøs lyd, desperate pigehvin, der kan få enhver til at blive blød i knæene og en sand overdosis af ørehængere. Førnævnte Trevor Horn har denne gang kun produceret én skæring, den småkedelige "Craving", men til gengæld gør alle andre producere deres bedste for at lyde ligesom ham.

Første reelle skæring på albummet, All About Us, er en kommentar til alle dem, der, ligesom jeg, troede at t.A.T.u. var en saga blot. Det er mesterligt produceret og er en fin reminder om, at disse to tøser altså har været savnet på en hastigt blegnende popscene. Har man set videoen til nummeret, står det dog stadig klart, at en stor del af t.A.T.u.’s styrke ligger i provokationen. Her fortælles historien om mordet på en lidt for voldelig elsker, placeret i et barbie-agtigt plastic univers, hvor de to t.A.T.u.-piger ser ud som om de er voksfigurer stukket af fra museet. Videoen gør sit til at holde opmærksomheden et sted mellem fascination og væmmelse, og det virker ganske sikkert efter hensigten. Men det er egentlig lidt ærgerligt at den slags skal gå ind og tage fokus. Dangerous And Moving burde være god nok i sig selv til at trække læsset, og ikke sætte sin lid til skandale for at blive hørt. Mod slutningen af albummet får man godt nok fornemmelsen af et gammelt øg, der ikke kan trække mere. Den storladenhed, som er tiltrækkende i begyndelsen, bliver næsten for meget, og af og til virker de to pigehvin så anstrengende, at man kunne forestille sig russiske fængsler med T.AT.u. på højttaleranlægget som lydtortur.

Med Dangerous And Moving er det lykkes for t.A.T.u. at komme over skandalerne og vise, at de rent faktisk har mere end lidt kysseri og suggestion at byde på. Det er et godt og et fuldt ud professionelt stykke hitlistepotentiale. Nu mangler vi bare at finde ud af det der stadig nager lidt i baghovedet. Er de eller er de ikke!?