Homeworld: Cataclysm
I disse tider, hvor det vælter frem med efterfølgere til spil, er der særlig grund til at bemærke Homeworld:Cataclysm fra Barking Dog Studios.
I disse tider, hvor det vælter frem med efterfølgere til spil, er der særlig grund til at bemærke Homeworld:Cataclysm fra Barking Dog Studios. Homeworld, som oprindeligt blev udviklet af Relic, var banebrydende indenfor 3D RTS og blev rost fra alle sider. Cataclysm er en såkaldt 'stand alone' titel, som ikke forudsætter, at man har Homeworld for at kunne spille. Meget er sket siden sidst, og til det bedre. RTS-nybegyndere kan også stige på her.
God sammenhængende historie
Historien tager sin begyndelse 15 år efter, at det Kushan´ske folk i Homeworld kunne vende tilbage til Hiigara efter dets storslåede sejr over det Taidanske imperium. Men det er så som så med sammenholdet. De forskellige klaner (i Cataclysm benævnt Kiith) er vendt tilbage til deres oprindelige hierarki af klaner, og det er netop en af disse klaner, Kiith Somtaaw, som man i singleplayer-missionerne følger.
Klanen har kastet sig over minedrift i rummet, men en dag modtager den et nødråb fra rummet. Dette er startskuddet til en medrivende og spændende historie, som hurtigt viser sig at være et spørgsmål om galaksens overlevelse. Kushan´erne må i arbejdstøjet mod den skrækindjagende fjende, Bæstet (The Beast), som truer med total tilintetgørelse. Og der er ikke et sekund at spilde...
Elegant tutorial til spillet
I Singleplayer skal man igennem 17 missioner forsøge at redde universet. Og det går ikke stille for sig. Hver mission består af delmål, som konstant ændrer sig, hvilket gør, at man bliver ekstremt glad for Save funktionen. Hele tiden, lige som man tror, at man har fundet recepten og bygget sin rumflåde op, ændres missionen, og man risikerer at stå tilbage med en næsten ubrugelig udgangsposition. Det gør, at man skal tænke sig meget om, og mange gange loade det samme spil igen, efter første gang at have brugt tiden til at udforske rummet, for at finde ud af, hvor fjenden er, og hvordan hans styrker er sammensat.
En anden væsentlig forandring er spiltempoet. Det kan til tider være meget hæsblæsende, når man bliver angrebet fra alle sider, og skal holde styr på det hele. Så er der ikke så meget tid til at nyde den utroligt flotte grafik. Spillet ER svært. Men ikke muligt at lære. Den inkluderede tutorial giver en glimrende indføring i alle spillets aspekter. Og med 5 sværhedsgrader burde alle kunne være med.
Mange nye enheder og våben
Somtaaw-klanen har mange helt nye enheder og adgang til nye teknologier end dem, man kender fra Homeworld. En af mine favoritter er mimic-fartøjet, som , som en bedre kamæleon, kan kamufleres, så det ligner et fjendtlig rumfartøj eller forvandle sig til en asteroide. Herefter kan man i ro og mag infiltrere fjendens stilling og derpå i bedste kamikazestil fyre løs på den overrumplede fjende. Den er meget nyttig, og jeg har benyttet den flittigt til rekonnosering og snigangreb.
Ens flåde af enheder kan opgraderes på forskellig vis. 2 arcolyte-jagere kan f.eks. linkes sammen og opgraderes med våbenet EMP, som gør, at den fjendtlige enhed ikke vil kunne bevæge sig i et stykke tid. Det er lækkert, at holdet bag spillet ikke bare har overført de kendte enheder fra Homeworld, og så bare ændret lidt på dem for syns skyld. Visse typer af enheder kan også lave hyperjumps i rummet, men det er en bekostelig affære og skal benyttes med omtanke.
Gamereactor Danmark