GT Legends

Jeg har ikke kørekort. Jeg har ikke engang prøvet at jage pedalen i bund på en gammel Ford Fiesta et sted ude på Lars tyndskids marker med mange kilometer til nærmeste politistation. Jeg er vel, hvad man kan kalde selvlysende grøn i en chaufførmæssig sammenhæng. Jeg er den type, som taxa- og buschauffører får sig et billigt grin over i kaffepausen, den type, som gymnasieelever med fri adgang til fars prangende firmabil og pengepung ikke kan begribe findes i det morderne danske samfund.

Men måske er jeg ikke langt fra at have kørekort, når det kommer til stykket. Måske behøver jeg kun tage teoriprøven og lære at skelne speederen fra bremsen og vænne mig til at bruge koblingen, for syv års kørsel på Gran Turismos blanke asfaltveje må have sat deres spor. Jeg bilder mig ikke ind, at GT er fuldblodsrealisme og ej heller, at svenske Simbins seneste simulator med et MOMO-rat kun er et karosseri fra at levere den fuldendte oplevelse, men spilmediet har lært mig mere om bilkørsel, end man umiddelbart skulle tro.

GT Legends er efterfølgeren - bilkronologisk set forløberen - til sidste års skræmmende realistiske GTR. Svenskernes første bilsimulator delte folk i to lejre: Dem, der hadede det på grund af den høje sværhedsgrad, og dem, der elskede det, fordi den øgede sværhedsgrad gik hånd i hånd med mere realisme. Selv placerer jeg mig et sted midt imellem. Jeg synes GTR’s køreoplevelse på alle områder er formidabel, men stadig har min pc måtte lægge ryg til flere verbale og til tider fysiske tæsk end min PS2, GameCube og Xbox tilsammen. Følelsen af at have ligget på en tredjeplads gennem et helt løb for pludselig at snurre rundt i sandet efter spilhistoriens mindste kørefejl en halvkilometer før målstregen har jeg altid svært ved at ryste af mig. Heldigvis er sværhedsgraden mere medgørlig i GT Legends. Du kan vælge et af fem niveauer og går ikke slemt på kompromis med realismen ved at vælge et lavere niveau. Det er nok GT Legends største force i forhold til GTR.

GTR koncentrerede sig om nutidens FIA GT Championship, men som Legends antyder, skruer udvikleren nu tiden tilbage til 60- og 70’erne, dengang Elvis og Beatles knuste pigehjerter, og rigtige mænd kørte Ford Mustang og Chevrolet Corvette. GT Legends virkelige modstykke er FIA Historic Racing Championship, der den dag i dag afvikles med datidens GT-biler. Derfor har GT:L en garage så spraglet, at den dækker alt fra en Mini Cooper over en Lotus Cortina og Elan til en AC Cobra, en Ford GT40 og en Porsche 911. Der er i alt 95 biler, men tallet kan reelt koges ned til lidt under en tredjedel, da Simbin har regnet forskellige teamudgaver af samme bil med i det samlede antal. Det ser da også bedre ud på bagsiden af æsken.

Simbin har digitaliseret velkendte baner som Monza, Imola, Nürburgring og Spa-Franchorchamps, og der er et væld af afkortede udgave af samme baner. Jeg har aldrig set Imolas store niveauforskelle eller Spas lumske sving så godt gengivet. Det er nok det tætteste, man kommer på at være der selv. I den konsolinspireret cup-mode, hvor du vinder biler og låser op for nye baner, oplevede jeg det mest neglebidende virtuelle ræs, jeg nogensinde har haft. Med fødderne solidt plantet på pedalerne og en dirrende hånd på gearstangen tilbagelagde jeg 55,744 kilometer i min TVR Griffith 400 og fik endelig det ternede flag at se efter 25 min. og 36 sekunder på asfalten.

Undervejs var jeg stødt ind i autoværnet få hundrede meter efter målstregen, havde haft en afkørsel i Rivage-svinget og mistede gentagne gange kontrollen over bilen i indbremsningen til svinget sidst på langsiden. Jeg blev overhalet igen og igen og blev alt for ofte ramt af enhver racerkørers værste fjende: cocktailen af lige dele utålmodighed og frustration. Jeg pressede mig selv til køre helt ud til grænsen, men vidste, at jeg ikke måtte fejle, og samtidig kunne jeg mærke frustrationen tog til, for én fejl til og 20 minutters intensivt ræs ville være totalt spildt. Det er lykkedes Simbin at få GT Legends til også at fungere på det følelsesmæssige plan. Jeg har ikke været så ængstelig med en controller i hånden siden Silent Hill 3.

Det er dog ikke hverken følelsesbombardementet eller de lækre baner, der vil hive mig tilbage ind i GT Legends’ verden selv måneder fremover. Det er bilerne. Mange af dem ser ikke ud af meget, men hvad gør det, når en Austin Mini Cooper føles som en Austin Mini Cooper, og en DeTomaso Pantera eller AC Cobra trods deres flotte ydre og imponerende motorkraft er gengivet så godt, at de fleste spillere vil hade dem. Begge lider af kraftig overstyring og er på grund af vægtfordeling og antal kilowatt pr. kg så ustabile, at kun de allermest erfarne vil have en egentlig fordel af at vælge dem.

Eftersom alle bilerne reagerer realistisk, er skiftet fra en bil til en anden langt fra kun noget, øjet bemærker. Skiftet fra den muskuløse, bredskuldrede Ford Mustang til den lille, rappe Lotus Elan får styringsforskellen mellem Resident Evil 3 og 4 til at fremstå som en ligegyldighed. Man mærker i den grad skiftet fra 1330 til 660 kg. Pludselig er Goliat endt i Davids krop. Det kræver seriøs tilvænning. Motorlydene følger trop. Der er en verden til forskel på Mustangens løvebrøl og BMW CSL’ens metalliske summen og sammen med det faktum, at Simbin har genskabt samtlige af bilernes cockpits ned til mindste detalje, fuldendes illusionen.

Jeg tror faktisk, at GT Legends har gjort mig til en endnu mere habil bilist, formentlig både i den binære og virkelige verden. Jeg har lært en masse om racerkørsel og forskellige bilers forcer, svagheder og forskelligheder. Desværre har Simbins hyldest til motorsportens fortid også fået mig til at indse, at jeg stadig har meget at lære om bilkørsel i al almindelighed. Jeg er ikke det virtuelle svar på Tom Kristensen, som det er lykkedes Gran Turismo at bilde mig ind. Om end spillet ikke er ligeså svært som GTR, så har det samme både storslåede og skræmmende realisme.

GT Legends inviterer dig tilbage til dengang, en bil var en bil og ikke en højteknologisk robot på hjul. Det uperfekte har en uforfalsket skønhed, og har du lysten og tålmodigheden til at tæmme Simbins på alle områder flot modellerede udgaver af bilhistoriens klenodier, så belønner GT Legends dig med en uovertruffen køreoplevelse. Jeg sidder faktisk kun og mangler lidt flere "hele" baner som supplement til de mange afkortede udgaver og ærgrer mig over, at jeg ikke har en kraftigere pc. GT Legends har givet Simbins realismerevolution ny vind i sejlene.