Sin City

Jeg havde frygtet det værste. Efter at Hollywood for snart fem år siden fik øjnene op for det enorme bagkatalog af tegneseriehelte og universer, har alt været vendt og drejet, i jagten på det næste store biografhit. Spider-Man gjorde det mere end hæderligt, Hulk landede som en stor, grøn maveplasker, mens Daredevil var dødsdømt allerede fra starten. Men alt det har jeg kunnet leve med, fordi jeg ikke havde følelser i klemme. De var i det mindste ikke i gang med at ødelægge favoritter som Matt Wagner’s Grendel, eller Frank Miller’s overdådige sort/hvide noir-univers Sin City, så hvad ragede det mig, om andre tegneserier blev flået fra hinanden på det store lærred? Det var indtil jeg hørte om Sin City og mexicanernes førstemand Robert Rodriguez - så begyndte jeg for alvor at blive bange.

Sin City er dog det mest perfekte Hollywood nogensinde er kommet på at gengive en tegneserie på en strimmel film. Det er et åbenlyst hjertebarn for både instruktør Robert Rodriguez og Frank Miller, der som bekendt er medinstruktør på Sin City, og det mærkes fra starten. Billederne er nærmest eksakte kopier fra mit nu falmende seriehæfte, dialogen er som revet ud af taleboblerne på siderne og skuespillerne er henholdsvis Marv, Hartigan og Dwight. Dette er en åbenlys hyldest til verdens nok bedste tegneserie, og det er samtidig en af verdens nok bedste film. Kendere af Frank Miller vil vide, at manden har skrevet mange knudrede, fabelagtige og til tider skræmmende historier, så når Sin City med sine 124 minutter render hen over skærmen, så har makkerparret valgt at fokusere udelukkende på tre af Millers små historier.

Der er tale om gengivelser af The Hard Goodbye, That Yellow Bastard og Big Fat Kill. Filmen åbner med That Yellow Bastard, en historie om Hartigan, en rå politiveteran i Basin City, der med en truende hjertefejl, er på jagt efter en morder, der gerne flænser små piger i småstykker. Den anden, og uden tvivl også bedste historie, handler om moderen Marv, der efter en velsignet nat med luderen Goldie, vågner op og finder hende død. Herefter følger vi Marv’s brutale hævntogt, der leder ham på sporet af såvel en kannibal som en højtstående præst. Sidste afsnit handler om Dwight, en privatdetektiv, der på den mest uheldige facon kommer på kollisionskurs med en politibetjent og luderne i Old Town. Her står det på stiletter, brandvarme våben og masser af overraskelser. Alle tre historier væves sammen med en bar i byen som udspringet for fortællingerne, og det er mesterligt gjort.

Sin City er nærmest en lang, blændende opvisning i film-noir. Billedsiden er ekstrem besnærende, volden er karikeret, overdrevet og alligevel rå, mens historien og dialogerne går op i en højre enhed. Også skuespillerne, heriblandt specielt Mikey Rourke, lever sig fuldstændig ind i rollerne og leverer nogle af deres karrieres bedste præstationer. Det her er virkelig en af de mest gribende, velfungerende og smukke film, jeg har set i lange tider, og har du bare det mindste mod på noget anderledes, er der ingen vej uden om Sin City.