Antlers

Går man på IMDB eller RottenTomatoes og kigger på de kreativt ansvarlige for gyserfilm Antlers, så er der ingen grund til at det ikke kunne gå hen og blive et vaskeægte hit. Scott Cooper instruerer, og hans tidligere værker, Out of the Furnace og Hostiles for at nævne nogle få, har haft en brutalitet, en kynisk realisme der umiddelbart passer godt til en socialrealistisk overnaturlig gyserfilm i Oregons dybe nåleskove. Ikke bare det, Guillermo del Toro producerer, og på rollelisten har vi Keri Russell og selveste Jesse Plemons.

Og det hele starter da også tilforladeligt. Store dybe skove, sagnet om en ondsindet ånd der fortærer menneskers sjæle og kroppe som straf for destruktionen af naturen og en lidt brutal og ærlig afbildning af USA's stadig desperate lavklasse, der kæmper for overlevelse i et samfund der har glemt dem.

Der er sågar visse scener, der med flotte effekter og glimrende sminkearbejde får det til at risle koldt ned af ryggen, og i løbet af den første halve time bliver der lagt i ovnen til en effektiv omgang overnaturlig gys i stil med The Babadook og The Conjuring-serien.

Men så går filmen faktisk i gang, og det hele falder sammen som et ustabilt korthus. Selvom at alle brudstykkerne er her, kritik af samfundets behandling af naturen, en ret bevægende historie om to nu voksne søskendes oplevelse af misbrug og sågar den ubrydelige kærlighed der imellem forældre og deres børn, så bliver al symbolikken og nærheden tabt i en syndflod af klichéer.

Det centrale monster i Antlers er hverken uhyggeligt når først det er blevet overeksponeret, eller synderligt fremtrædende, og selvom at dets tilblivelse er filmens stærkeste kort på hånden, så reduceres det hele hurtigt til; "monster er ondt, dræb monster", uden at der reelt set reflekteres over hvor det kommer fra, eller hvilken lektie hele oplevelsen forsøger at lære os.

Før det hele går i gang, så er det forbi, og selvom at filmens tempo, opdeling af akter og generelle håndtering af begivenheder alle foreslår et dybt spadestik, så checker vi ud så hurtigt, at man nærmest sidder tilbage med følelsen af dette var første del af en todelt historie. Samtidig med det, så kan man nærmest ikke vente med at slutteksterne ruller over skærmen, for det er så tydeligt at filmen ikke aner hvad den skal stille op med hverken sin primære antagonist efter en fire-fem scener.

Tag ikke fejl; Antlers lokker med Scott Coopers glimrende øje for farver, for smukt set design og effektivt kameraarbejde, og igen, alle tematikkerne er sådan set på plads, og det er skuespillerne også, men det er bare alt sammen fuldstændig lige meget, når filmen som helhed er så dedikeret til at forspilde al potentialet til fordel for... ja, ingen verdens ting.

Antlers er spild af tid, og det er alligevel sindssygt, talentet involveret taget i betragtning.