Perfect Dark Zero

Bilen stopper for en kort stund foran den elektriske port, mens chaufføren kigger forvirret omkring efter en måde at komme igennem på. Man kunne fristes til at tro, at dette var indgangen til den britiske efterretningstjeneste, eller bare en forhistorisk park med forvoksede øgler, men midt ude i det engelske bøh-land har den legendariske udvikler Rare forskanset sig. Det er nogle drenge, der forstår at gøre indtryk, og mit hjerte pumper med næsten faretruende hastighed, da porten endelig åbner sig og bilen langsomt kører ned ad den snoede vej, mens kontorbygningerne rejser sig i baggrunden. Med hundredvis af sjældne dyrearter og Zen-inspirerede haver overalt på det enorme kompleks, er Rare utvivlsomt en udvikler, der nyder sit aflukkede territorium, men når man har et spil som Perfect Dark Zero under udvikling, er ro dog det sidste de kan forvente.

Efterfølgeren til megahittet fra Nintendo 64, spillet der er udset til at trække i Master Chiefs sko og fænomenet, som fik en haglbyge af kritik af efter dets skuffende afsløring på MTV i maj. Rare har meget at skulle bevise og Perfect Dark Zero er sandsynligvis den mest afgørende titel i hele firmaets levetid. Men kan den legendariske udvikler overhovedet klare presset?

"Alt vi er interesserede i, er at lave et godt spil", fortæller Chris Tilston, der gennem de sidste fire og et halvt år har arbejdet intensivt på at designe Perfect Dark Zero. "Det er muligt, at spillet vil have samme effekt som Halo, men for at være helt ærlig, så er det ikke noget vi går og bekymrer os over". Nervøsiteten er bestemt ikke at mærke hos den rutinerede herre, selvom dette er første gang siden den lunkne MTV-afsløring, at Rare fremviser deres mysteriebarn for omverden. Spillet, der startede sit liv på GameCube og siden rykkede til Xbox ved Microsofts opkøb af udvikleren, tog for cirka halvandet år siden så endelig springet til Xbox 360, hvilket både resulterede i endeløse timer med at omskrive koden og ikke mindst muligheden for at udvide spillets muligheder, så det kunne nå sit fulde potentiale. Alligevel er det en historie, der snart er fortalt så ofte, at den er mere kedelig end "Endelig Søndag" på DR1: Spillet udsættes og udsættes kun med forbedringer i horisonten, men ender som en gang forvirret sjask, der mangler både hoved og hale. Hvis der er to ting, Rare har haft masser af, så er det tid og penge, og der findes næppe nogle undskyldninger for et dårligt spil, men har alle disse ressourcer i virkeligheden gjort mere skade end gavn? Mit første indtryk er stadig en smule mudret.

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at mine forventninger til Perfect Dark Zero er tårnhøje, når originalen stadig rangerer blandt en af verdens bedste FPS-oplevelser i mit bugnende spilbibliotek. Heldigvis fandt jeg straks de gamle følelser frem, da spillets første bane sprang frem på skærmen og introducerede hovedpersonen, Joanna Dark, i en yngre og mere yndefuld udgave. Med spillets historie sat en del år før originalen, har frøken Dark modtaget en ordentlig make-over, der måske vil tiltrække mere opmærksomhed end det er superagentens intention.

Med hendes korte, pjuskede røde hår, strømlinede udstråling og tætsiddende dragt, der leder tankerne hen på Catwoman, røg hun hurtigt ind på min førsteplads over kvindelige superhelte, og de efterfølgende timer afslørede hurtigt, at denne kvinde kan mere og andet end at se godt ud. Spillet tager sit udgangspunkt i det enorme Trinity Complex, der som en bedre olieplatform er lokaliseret midt ude på oceanet, med over halvdelen af bygningen gemt under vandets overflade. Her får Dark til opgave at destruere en computerkerne. Med de 80’er-inspirerede computerrytmer dundrende i baggrunden og den unikke kombination af bløde former og hårde kanter, sætter Perfect Dark Zero hurtigt sin helt egen stil, og der går ikke mange sekunder, før jeg føler mig som en fremtidens feminine svar på James Bond.

Perfect Dark Zero er langt mere en evolution end revolution, hvor Rare tydeligvis har ladet sig mærke af de stribevis af FPS-udgivelser, der har ligget i kølvandet på originalen. Dette giver en dejlig blanding af letgenkendeligt gameplay og strejf af nytænkning, hvor man for første gang virkelig opfordres til at gå i dækning, mens patronerne flyver omkring ørene på én. Selvom denne mekanisme er situationsbestemt og kun kan bruges, når et lille A popper frem på skærmen, så er det heldigvis et så gennemgående træk, at det ikke bare føles som en tandløs gimmick. Perfect Dark Zero har tonsvis af glidende overgange mellem første- og tredjeperson, både når du går i dækning, laver et rullefald eller benytter dig af et fartøj.

Overraskende nok ødelægger dette hverken tempoet eller identitetsfølelsen, og selvom kameraskiftet under et rullefald kan være overvældende i en kort periode, så er det næppe noget, jeg ville undvære. Den toptrænede superagent ville dog aldrig kunne komme langt kun med sine akrobatiske egenskaber, så Rare har naturligvis udstyret hende med et arsenal af en anden dimension. Vi snakker intet mindre end 26 forskellige våben, alle med sekundære og måske endda tertiære funktioner, der kan give alt fra røntgen-scanning til illusionsfremkaldende skud - og så kan de mindre våben naturligvis bruges i hver hånd.

Med valg af diverse våben og high-tech gadgets før hver enkelt mission, har Rare tilegnet spillet en meget progressiv opbygning, hvor det er vigtigt at indsamle det rigtige udstyr i banerne. Joanna Dark er tydeligvis ingen Mr. Universe, og selvom tøsebarnet nu sagtens kan svinge en proper næve, så er hendes våbenudvalg i banerne relativt begrænset - naturligvis også påvirket af et decideret designvalg. Systemet er relativt enkelt: frøken Dark har sammenlagt fire "våbenbokse", hvor hvert våben vil optage mellem en og tre bokse, alt efter størrelsen. Dette indbyder til en række taktiske overvejelser, eftersom to Uzi’er ville give en lækker, men upræcis to-hånds kombination, hvorimod en stor snigriffel og en enkelt pistol hurtigt kunne blive et problem i større slag, men tilbyde præcision fra store afstande. Heldigvis er det muligt at samle nye våben op i banerne, hvilket betyder, at man nøje skal påregne hvert våbens brug i de forskellige situationer. Præcis samme princip gælder ligeledes i brugen af gadgets, og selvom udvalget og brugen i dette tilfælde er langt mere begrænset, så har de mange dingenoter alligevel en vigtig rolle, da de i høj grad kan påvirke spillets udfald. Dette gælder naturligvis ikke i det større billede, men banerne er opbygget med flere ruter i sinde, og her kan du bruge det elektroniske legetøj til at komme nye ad veje og endda støde på sekundære mål.

Rare ønskede stadig at holde historien i Perfect Dark Zero tæt, selvom det i overfladiske træk omhandler Joanna Darks udvikling frem til det originale spil. Vi fik også kun et mindre udsnit af spillets baner at føle, men med alt fra store bjergpas og dystre junglebaner i horisonten, kunne det lade til, at vores heltinde kommer vidt omkring. Dette er hun ikke alene om, for i sand Halo-stil har hun konstant en hjælpende hånd, nu bare i menneskelig form. Mere snakkesalig end Lotte Heise og med en stærkere accent end en texansk fårehyrde, er den altid rapkæftede Chandra med dig i øret fra første færd. Hendes velmente råd kan muligvis blive en anelse for mangfoldige i længden, men heldigvis har Rare indbygget et system, der vil justere hendes råd, alt efter dine færdigheder. Kort sagt, jo værre du spiller, desto mere vil hun skrige dig i øret.

Perfect Dark Zero lyder på papiret som et virkeligt omfangsrigt og nytænkende spil i genren, og selvom dette decideret er usandt, så fik jeg ikke helt det første indtryk af spillet, som jeg kunne have håbet. Der har altid lydt en vis skepsis overfor spillets grafiske aspekt, og dette gav en mærkbar genlyd fra alle de fremmødte. Spillet er på ingen måde grimt, men der var småt med særligt imponerende elementer, mens billedet ofte haltede efter og skyggerne stadig så uendelig kantede ud. Der var dog enkelte sekvenser, der alligevel formåede at blæse mig omkuld, især de større slag, hvor eksplosioner og lækre partikeleffekter hurtigt fyldte skærmen med grafisk guf. Dette kan vi takke holdets danske special effects-programmør, Bjørn Madsen, for, der dog ikke mente, at Perfect Dark Zero har modtaget en hel fair sammenligning. "Hvis vi kigger på, hvad de andre [Sony, red.] har fremvist, så har det stort set været et stort tryllenummer, fortalte han ivrigt. "Alt imens har vi udelukkende fremvist spillet i dets nuværende stadie. Det er en svær og urimelig kamp, men vi er sikre på, at spillet nok skal imponere, når det er færdigt".

Grafikken var desværre ikke det eneste, der nærede min skepsis omkring spillets endelige kvalitet. Den version af Perfect Dark Zero vi fik smidt i hænderne svømmede i et hav af tåbelige fejl, hvor fysikken ofte fejlede fuldstændigt og AI’en til tider ikke havde mere hjernekapacitet end en hamster. Dette gjaldt både i single- og multiplayerdelene, hvor især sidstnævnte ofte var helt uspilbar med forkert registrerede antal dræbte og forsinkede dødsanimationer, Der er naturligvis fejl at forvente i enhver tidlig udgave af et spil, og selvom min spilletid med det meget velpolerede Kameo muligvis havde forvrænget min standard, så kunne alle disse fejl ofte give et uoverskueligt indtryk. Rare har trods alt kun lidt over en måned tilbage, og medmindre de i ren provokation har proppet en masse unødige fejl ind i spillet bare for at irritere os, så skal de til at skynde sig en smule.

Tidspresset har efterhånden også gjort sit udslag i listen over Perfect Dark Zeros muligheder. Den meget vigtige multiplayer er skåret ned fra 50 til 32 personer, mens det såkaldte Kill Tv, der skulle lade publikum se verdens bedste superagenter nedslagte hinanden i de virtuelle arenaer, også måtte lade livet. Spillets co-operative del er heldigvis stadig til stede, hvor især det online-mæssige aspekt bliver en uhyggelig vigtig kerne for Perfect Dark Zeros fremtid.

"Det har været et teknisk helvede at få op og køre", fortalte Bjørn Madsen, og med et fuldstændigt indbygget Havok 3-fysiksystem, enorme baner og tonsvis af fjender, er det bestemt ikke overraskende. Selvom Rare var grundlæggeren af co-op i FPS-spil, var det Bungie, der gjorde det til en nødvendig forudsætning for ethvert succesfuldt spil i genren, og nu vil den britiske udvikler for alvor vise, hvordan denne populære mulighed kan udnyttes til sit fulde potentiale. Langt de fleste af spillets 13 singleplayerbaner er skrædderskyet til co-op, hvor den anden spiller overtager en ellers computerstyret person. Det bedste eksempel foregik inde i den futuristiske storby, hvor Joanna Dark skulle beskytte sin far, Jack Dark, fra tagene på bygningerne med alskens langtrækkende våben, mens han skød sig vej igennem fjenderne flere etager nede. Med mange forskellige ruter og strategier at vælge imellem, skal det nok give de mere blodtørstige FPS fans noget at komme efter, men hvor langt spillets regulære multiplayer egentlig holder, virker langt mere usikkert.

Med to vidt forskellige muligheder, den regulære Deathmatch og den Counter-Strike-inspirerede Dark Ops, burde Perfect Dark Zero kunne tilfredsstille enhver smag, men alligevel følte jeg langtfra det adrenalinsus, som tidligere skydespil har kunnet, når man er blevet nedjagtet af en menneskelig modstander. Hvorvidt dette skyldes den overvældende mængde af småfejl, eller bare var et spørgsmål om lunkent design, var umuligt at sige, men fejlene har naturligvis gjort sit for at ødelægge mit indtryk af den berygtede titel. Jeg fik desværre heller ikke mulighed for at hoppe ombord i spillets begrænsede udvalg af fartøjer, som blandt andre inkluderer en jetpack. Der er ingen tvivl om, at små ting som disse kan udgøre en gevaldig forskel, når de endelig implementeres.

Nu skal der heller ikke gå for meget dommedagsprofeti i den. Det er ofte i spils allersidste periode, at trådene bliver samlet op og sammenstrikket til en dejlig, varm sweater, og det er bestemt ikke uset, at visse spil på overraskende kort tid har forvandlet sig fra en skrammelbunke til et flot eksemplar af udviklingskunst. Der hviler et helt enormt pres på den britiske udvikler, der efter en skuffende generation atter ser sit snit til at genvinde sin storhedstid fra Nintendo 64-dagene, men de nødvendige ingredienser er som altid givet - der skal en masse blod, sved og tårer til! Hvis de havde nogen anelse om stress før, så skal de sandelig nok få virkeligheden at mærke gennem den næste måneds tid. Perfect Dark Zero har tonsvis af potentiale, og der er ingen tvivl om, at det vil kunne forvandle sig fra en grim ælling til en smuk svane - hvilket naturligvis ville klæde den yndefulde hovedperson vel.