Gamereactor

Gamereactor
Previews
Pursuit Force

Pursuit Force

Spyhunter og Chase HQ mødes i Bigbig Studios første spil til PSP. Tanggaard har haft koden i ryggen på sin håndholdte og fortæller alt.

De første par minutter med Pursuit Force er en underlig blanding af eufori og ærgrelse. Eufori, fordi spillet, der i øvrigt er under udvikling hos Bigbig Studios, et hold bestående af tidligere Codemasters medarbejdere, ser vanvittig flot ud. Ærgrelse, fordi min politibil ikke ligefrem er til at håndtere på det bakkede underlag. Der går dog ikke længe før det går op for mig, at Pursuit Force slet ikke er et regulært bilspil, og derfor højt og flot skider på en stram og veltilrettelagt styring.

Spillet er i stedet en fusion af Spy Hunter, det ældgamle Chase HQ og den eminent flotte og velkoreograferede scene fra The Matrix Reloaded, hvor Neo hopper fra bil til bil som en ægte atlet, mens han uddeler flade til dem, der måtte trænge til det. I Pursuit Force spiller du en nyudklækket betjent, der må tage loven i egen hånd for at få alverdens skumle banditter ned med nakken. Ved hjælp af din politibil ræser du op på siden af forbryderne, fylder et par af dem med bly og hopper så over på deres køretøj, hvorefter du sparker deres lig ud af døren og fortsætter ned af den regnvåde asfalt i jagten på den næste. Hele vejen igennem sidder kameraet nøjagtigt hvor det skal, og der er absolut ingen tegn på nedsættelse i hastigheden, som du springer fra bil til bil. Selv kontrollen, der skal rumme bilkørsel, til fod-missioner og hoppen frem og tilbage, er ligetil. Bilerne er måske en smule sværere at få rundt i de mest skarpe sving, men da du aldrig straffes for at fjerne hverken skraldespande, barrikader eller andre biler, så betyder det ikke så meget.

Den kode, jeg har kigget nærmere på, indeholder det hele. Bilkørsel, en tur i en helikopter, hvor jeg fik et spyttende Gaitlin-maskingevær mellem hænderne, missioner til fods, i en båd osv. Der er tegn på afmatning visse steder i Pursuit Force, i hvert fald i fod-missionerne, der virkede uendelig træge og støvsuget for strategi. Det er nærmest umuligt ikke at blive ramt, og hastigheden er nærmest kvalmende lav i forhold til de heftige biljagter. Jeg håber inderligt på, at holdet bare ikke har afsløret alt, når det kommer til dette aspekt, for ellers er det et område, der er svært at komme uden om uden at blive en smule irriteret.

Visuelt er det svært ikke at blive betaget af spillet, der med bakkende landskaber, komplet med en lækker orange solnedgang, palmer og gyldne sandstrande, virkelig viser hvad PSP’en kan. Sceneriet skifter i øvrigt konstant. Det ene øjeblik ræser du gennem en by, rustbrun og uvelkommen omkranset af højhuse, mens du det næste suser ned af en flod fyldt med grumset vand og grønne træer. Det er ikke til at fatte, at den håndholdte maskine allerede på dette tidspunkt viser så mange grafiske muskler. Pursuit Force kan meget vel blive spillet, der dette efterår cementerer PSP’en plads i din lomme, og jeg ser meget frem til at få den færdige kode mellem hænderne til en gennemgribende test.