Die Hard Trilogy 2

Når John McClane går i aktion så går alt op i flammer. Her er det gået ud over en terroristJohn McClane, den rapkæftede strisser med det veludbyggede ordforråd af bandeord, er tilbage i et nyt action spil, hvor han endnu engang, sædvanligvis uden sko eller strømper og kun iført undertrøje, skal bekæmpe en mindre hær af skydegale terrorister.
Denne gang er John McClane blevet inviteret til Las Vegas af en gammel ven, der netop er blevet udnævnt til fængselsinspektør for et nyt moderne fængsel. Pludselig gør fangerne oprør og en i særdeleshed farlig terrorist er flygtet fra sin isolationscelle. Så må John i aktion for at bringe orden i kaos og forhindrer skumle terrorister i at løbe Las Vegas over ende med bomber, giftgasser og det der er værre.

McClane i gang med at rydde op i blandt terroristerne.Yippe-ky-yay, happy trails og alt det der.
Die Hard Trilogy 2: Viva Las Vegas (DHT2) er, ligesom sin forgænger, en kombination af 3 forskellige spil typer, tredjepersons action, førstepersons action og bilræs. Forskellen fra det første spil er denne gang, at der er en meget bedre kobling mellem de 3 forskellige spiltyper. Man kan spille på to forskellige måder, enten Movie mode eller Arcade mode. I Movie Mode skiftes der konstant mellem de forskellige spiltyper, så man eksempelvis i en bane løber rundt i tredjepersons perspektiv, hvorefter man så kommer ud at køre i bil i næste bane. Banerne bindes sammen af nogle filmklip, der ser ud som om de blev lavet 5 minutter inden DHT2 gik i produktion, og det er gennem disse, at historien udspiller sig. I Arcade-mode kan man spiller hver sektion igennem for sig, men det bliver hurtigt kedeligt i længden, for ingen af de 3 forskellige spiltyper er noget særligt hvis man kigger på dem hver for sig.

KA-BOOM. Eksplosioner er der masser af.De baner, der ses tredjepersons perspektiv, er klart de bedste og mest udfordrende i DHT2, selvom de på ingen måde når Syphon Filter til sokkeholderne. McClane kan finde forskellige våben såsom maskingeværer, elektro-shock geværer og bazookaer samt forskellige former for granater. Undervejs skal man så samle nøgler, ID-kort og rykke i håndtag for at åbne døre og porte samt redde et gidsel eller to når man nu er i gang.

Ud og køre med den skøre.Førstepersons action delen ligner Virtua Cop til forveksling. Man ser det hele med McClanes øjne og så gælder det ellers om at plaffe skurke og undgå at ramme uskyldige. Man bestemmer ikke selv hvilken retning man vil gå. Det hele kører som på skinner hvor man bare skal koncentrere sig om at holde aftrækkeren i bund og skifte magasin, når det bliver nødvendigt. Det er ret sjovt de første gange man prøver det, men det bliver hurtigt alt for trivielt. Hvis man er den heldige ejer af en light gun kan man bruge den her men joypaden er nu heller ikke så tosset at bruge. Skurkene er nemlig ikke så hurtig på aftrækkeren, som de var i forgængeren, så man har lidt længere tid til at få placeret sigtekornet rigtigt.

Her har McClane haft et mindre heldigt sammenstød med en fodgænger.Den sidste spiltype er samtidig også den mest irriterende af de tre. Bag rattet i forskellige biler og trucks skal man kører råddent gennem de overfyldte gader i Las Vegas, på jagt efter bomber eller biler, som man så skal køre ind i for at deaktivere eller ødelægge. Ideen er såmænd god nok men det hele ødelægges totalt af en akavet styring, der er svær at mestre og da man konstant er under et ubarmhjertigt tidspres mister man hurtigt interessen.

Leaving Las Vegas

"Hullu-bullu. Terrorister, hvor er i henne?"Grafikken i DHT2 er ikke just noget særligt. Figurerne er meget kantede og der er nogle småfejl hist og her så man pludselig kan se igennem en ellers solid dør af hærdet stål. Heldigvis er der mange flotte eksplosioner og så har John McClane fået en pistol med laser-sigte og det ser meget blæret ud, når han sigter rundt med den. Lyden er rimelig god men fyren der ligger stemme til John McClane, burde nok se sig om efter noget andet at lave. Musikken derimod er ganske god. Det er hårde tekno rytmer, der nok ikke ville holde særlig lang tid på hitlisterne men som fungerer godt til den megen action og tju-bang.

Die Hard Trilogy 2 er et ganske godt og gedigent håndværk og det tilbyder et behageligt og hurtigt fix til action-junkies. Det er dog langt fra perfekt eller særlig nyskabene men det står distancen ret godt i sammenligning med tidens andre actionspil. Derudover så synes jeg at DHT2 er en rigtig god forbedring i forhold til sin forgænger. Sammensmeltningen af de forskellige spilelementer skaber god variation i gameplayet, men det er ikke helt nok til at holde interessen ved lige i særlig lang tid af gangen. DHT2 er altså ikke "the-next-big-thing" inden for actiongenren, som Syphon Filter var det i sin tid, men det er et ganske udmærket alternativ, som dog hurtigt vil blive både glemt og gemt. Jeg har det egentlig med Die Hard Trilogy 2 som jeg har det med SuperBrugsens billige cola. Det smager måske ikke ligeså godt som Coca-cola eller Pepsi, men det slukker tørsten.