Rainbow Six 4: Lockdown

Operation Leviathan. En gruppe terrorister har kapret en luksusliner i farvandet ud for Calais, Frankrig. De har placeret to bomber i skibets maskinrum og truer med at detonere dem, hvis ikke skibet får lov at sejle uhindret til England. Som i virkelighedens verden ønsker magthaverne ikke at bøje sig for terrorister. Det ville sende et helt forkert signal. Team Rainbow går på vingerne og gør sig klar til at indtage det store skib i ly af mørket. Det viser sig snart, at terroristerne har lugten lunten. De bruger passagererne som levende skjolde, og sender den ene salve efter den anden mod vores helikopter. Som gruppens mesterskytte griber jeg snigskytteriflen og tager sigte. Den hårde vind tager godt fat i riflen, hvorfor det første skud rammer forbi. Belært af fortidens fejl trænger de efterfølgende projektiler gennem terroristernes pandeben.

Dækket er nu renset for fjender, og Ding og co. fires ned for at gøre arbejdet færdigt. Regnen pisker ned og efterlader dråber på mit visir. Jeg sniger mig forbi vinduerne til loungen og danner mig et indtryk af situationen. Jeg giver mine tre teamkammerater en "open, flash and clear on zulu"-ordre og begiver mig hen til loungens anden indgang. Da jeg hører granaten sprænge og fjenderne åbne ild, stormer jeg ind af døren og overrasker de resterende fjender, som er relativt lette ofre. Heldigvis var der ingen civile ofre, og den behagelige jazzmusik får mig til at slappe af efter nogle meget hektiske sekunder. Nu mangler jeg kun at lokalisere og desarmere bomberne, så har jeg gjort min pligt.

Min mission forløb godt. Ikke, at der ikke blev smidt lidt grus i maskineriet, men generelt gik det, som det skulle. Det skyldtes ikke mindst den nye hjerteslagssensor, som jeg brugte til at registrere antal og placering af fjenderne, inden jeg stormede nye værelser og områder. Sensoren udgør godt og vel halvdelen af Lockdowns nye tiltag, og den er brugbar - men også malplaceret. For i samspil med den meget svingende AI tvinger den strategielementet i baggrunden. Når man på forhånd kender fjendernes placering og ved, at de ofte er sløve i optrækket, og i øvrigt har en begrundet mistanke om, at ens digitale kollegaer træffer tåbelige beslutninger, når først kuglerne flyver om ørene på dem, hvorfor i alverden så ikke parkere teamet et par rum længere nede og selv tage affære over for fjenderne? Det eneste minus ved den fremgangsmåde var, at jeg måtte lægge øre til deres utålmodige "waiting for orders, sir!" i en uendelighed. Hvad jeg af naturlige årsager ikke kunne fortælle dem var, at jeg ikke havde brug for dem. Og heldigvis, for det havde været noget af en kamel at sluge for dem.

Det føles desværre helt naturligt at lege Rambo, for run and gun-tilgangen giver pote. Bevares, der er mange gode spil, der benytter denne formel, men det er måske ikke lige det, man forbinder med RS. Selvfølgelig var jeg glad for at have folkene med mig, og jeg faldt da i baghold nogle gange undervejs, hvor folkene reddede mit skind, men de kunne tælles på én hånd selv efter timers spil. Samtidig lider intensiteten og realismen et alvorligt knæk, når en fjende går fra at gå i dækning bag en væg og forsvare sig indædt, til få sekunder efter at stå og glo ind i selv samme væg og tigge og bede om et nakkeskud. Mon lyden fra hans gevær gjorde ham stokdøv, og krudtrøgen gav ham en hjerneblødning? Det kan man vist kalde et uheldigt sammentræf. Jeg konstaterede også, at et par skud i albuen, benet eller andre lidet vitale kropsdele faktisk er dødbringende, i hvert fald i RS:L. Og det er desværre nærmere reglen end undtagelsen i Ubisofts seneste antiterror-oplevelse.

Disse problemer aftager kraftigt, hvis du går i gang med det pæne udvalg af multiplayermodes. Der er adgang via split screen, system link og naturligvis Xbox live, og selvom vi ikke fik meget ud af vores online-bestræbelser, synes det klart, at i multiplayerdelen kan Lockdown hente noget af den tabte ære tilbage.

Rainbow Six: Lockdowns snigskytteelement er ganske fornøjeligt, men det er også det eneste, der kan betegnes som en positiv udvikling. Spillet lider under nogle grelle AI-problemer, og serien er med denne udgivelse endt som et almindeligt FPS, der til nød kan spilles strategisk - altså hvis og kun hvis spilleren insisterer på det. Lockdown motiverer ikke spilleren til at tænke videre strategisk, for hverken baneopbygning, gadgetudvalg eller AI indbyder til det i nævneværdig grad. Lockdown kan sagtens underholde, men fansene kan meget vel gå hen og føle sig svigtet.