Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Corsair K70 TKL

Corsair K70 TKL

I løbet af det sidste stykke tid har det stået ret klart, at forbrugere for alvor er parate til at bryde lidt med den normale, forventede formfaktor på et tastatur, og at der er et bredt ønske om at populære modeller tilbydes i et bredere udvalg af versioner. Om du kalder "Tenkeyless", "60%" eller "Full Size", der er efterhånden adskillige udgaver i samme serie, som enten ofrer eller tilføjer taster og mediestyring.

Og Corsair har gjort præcis det samme, og deres uhyre populære K70, som har været iblandt os i mange år, og i dag fås i en "Mark 2"-version, har nu fået TKL-behandlingen. Hvad betyder det? Jo, det betyder at den centrale funktionalitet, det eksisterende layout og de andre "bells & whistles" alle er bibeholdt, men at selve numpadet er blevet skåret væk. Fordelen er som sådan bare at det nu passer ind i et bredere udvalg af opsætninger grundet sin mindre størrelser. Det er ret simpelt.

<BILD>

Derfor bliver vi som sådan nødt til at betræde genkendelig grund her, for K70 TKL har samme aluminiumsramme, samme Cherry Red-kontakter, samme individuelle RGB-belysning af hver tast, samme 8MB plads til opbevaringen af separate brugerprofiler, og samme medietaster der styres igennem iCue.

Men der er også nye teknologier at finde, noget som hovedsageligt er lånt fra K100-tastaturet, som er en del dyrere, men som vi også har rost i vores anmeldelse. Primært snakker vi her om Axon Hyper Processing, en slags processer inde i tastaturet, der sikrer en højere Hz Polling-Rate, hele 8000Hz for at være specifik. Desuden er der PBT-hætter til tasterne, som føles ekstra tunge, og derfor også responsive.

Desuden er der også medietaster at finde her, og særligt den cylinderformede bar, der bruges til at justere volumen, føles ret taktil at bruge. Der er dog ting og sager der mangler, og som nogle måske ville pointere bør være her, når det her mindre tastatur vil stå dig i noget der ligner 1100 kroner (dog set til 999,.).

Eksempelvis er det ikke trådløst, til trods for at Corsair i årevis har promoveret Slipstream-teknologi, der sikrer stort set forsinkelsesfri trådløs forbindelse. Heldigvis forbinder det dog via USB-C, og det er jo altid noget. Heller ej er der inkluderet nogen håndledsstøtte, og selvom der er en fin vinkel hvorfra håndleddene kan hvile på tasterne, så ville det dog være en solid gestus fra Corsairs side at inkludere en.

Men når det så er sagt, så er det her altså markant bedre, bare som tastatur, end eksempelvis Logitechs G915 TKL, og Roccats Vulcan TKL Pro. Takket være Axon Hyper Processing, solide PBT-hætter og fine Cherry MX Red-kontakter, og en konstruktion der virkelig er bundsolid, så er det her et anbefalelsesværdigt tastatur. Men der kunne altså godt være en håndledsstøtte med i pakken.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10