FA Premier Manager 2000
FAPM er et udmærket spil. Statistikkerne er gode nok, man kan tilrettelægge træning osv. Kampene er flotte og lyden ganske god, Men...
Har du nogensinde siddet og spillet fifa99/2000 og tænkt: "øj, hvor ville det være fedt, hvis man kunne være manager og så se sine kampe sådan her!!!". Nu har jeg så prøvet det! FAPM leverer en ganske udmærket manager del, og så kan man se alle sine kampe i fuld 3D. Problemet er bare at det ikke er særligt sjovt.
FAPM vs. Championship manager 3
Det er uundgåeligt at FAPM bliver sammenlignet med Championship Manager 3, som i øjeblikket er enevældig hersker i genren. For dig der ikke kender spillet, så kan det meget kort beskrives som bladet PC-Zone gør det som "regnearksmanageren", dvs. masser af statistikker og tal. Men måske er det ikke helt fair at sammenligne de to, for FAPM går faktisk en lidt anden vej til opgaven. F.eks. er der en omfattende business afdeling i spillet, hvor man skal sælge billetter osv. - man er næsten mere en fodbolddirektør, end bare en træner. Men spillet kan spilles, hvor man udelukkende er manager, og har assistenter til resten.
I det følgende vil jeg lade en virtuel kamp udspille mellem opkomlingen fra FAPM, og de forsvarende mestre fra Championship Manager 3
Kickoff
Grafik
Her er FAPM væsentlig bedre end CM3. Menusystemet er lækkert, og udført med alle de småting som gør EA-sports spil til nogle af de flotteste og lækreste af typen. Og når man så lægger til at man kan se hele kampen i fuld 3D, er sagen vidst afgjort. 1-0 til FAPM.
Lyd
Når man ser kampen i 3D har man selvfølgelig kommentatorerne med i højtalerne. Disse lyder som de samme der blev brugt til Fifa99. Der er også lidt menumusik, men den slukkede jeg for i løbet af 10 sekunder. Derfor stadig 1-0 til FAPM.
Realismen
Er svær at vurdere, men de fleste resultater virker ok, og spillertrupperne er også ganske præcise. Ligesom i cm3 er der dog et par graverende fejl. F.eks. bliver Zola beskrevet som "god i hovedspillet" - hallo! Manden er 1,70 (sådan ca.). Men det er jo den slags der sker.
Du kan indstille din taktik i ret stor detaljegrad.Når man ser en spiller på transferlisten kan man se 4 udtalelser om ham, men ikke hans præcise stats. Disse skal man bruge en scout for at finde - en ret fed detalje. Disse er udtalelser alle spillere i spillet, og de er ofte gode at bedømme en spiller hurtigt på. F.eks. lyder beskrivelsen af Jes Høgh som følger (løst oversat fra engelsk):
- Beslutsomheden giver ham fordele
- Stærk med hovedet, giver fordele ved hjørnespark
- Bliver sjældent træt
- Hans boldkontrol svigter indimellem
Databasen er rimeligt stor, men ikke så omfattende som cm3´s. Desuden er transfersystemet lidt mere sløvt og sværere at bruge end i cm3. Alt i alt en uafgjort med svag overvægt til cm3, for "size does matter".
Der er også ungdomshold med.Brugbarhed
Når man får præsenteret så mange stats som der er om hver spiller, næsten ligeså mange som i cm3, er det vigtigt at de bliver præsenteret på en meget overskuelig måde. Og her kikser det engang imellem for FAPM. Når man er midt i kampene kan man ikke længere se spillernes stats, hvilket gør det svært at foretage de rigtige udskiftninger. Her er CM3 suværen og udligner til 1-1.
Gameplay
Det er altså her at cm3 scorer det store overtag i forhold til FAPM. Det lyder meget charmerende at man kan vælge at se hele kampen i 3D, men det tager altså 15-20 minutter. Så kan man selvfølgelig vælge at kun se highlights, men så dør idéen lidt. Kampsekvenserne er ganske enkelt ikke velfungerende, man kan ikke se statistikker som kan fortælle dig hvordan det går, men blot gætte ud fra nogle få indikatorer. Man mangler den der "feel" af at være en del af kampen som cm3 giver med sin radiostil. 3-1 til cm3 - 2 hurtige mål, som afgør kampen!
grafikken er god, men det er ikke nok!Konklusion
FAPM er et udmærket spil. Statistikkerne er gode nok, man kan tilrettelægge træning osv. Man kan endog slippe for alle business tingene, ved at ansætte en businessmanager. Kampene er flotte og lyden ganske god. Men der mangler altså et eller andet for at kunne flytte dette spil helt op hvor det er rigtigt sjovt. Man ender med endnu et spil, som havde gode idéer, men altså ikke den sammenhæng som cm3 leverer. Og så er jeg altså ikke særligt interesseret i at være ansvarlig for økonomien i en fodboldklub - simulationer af virksomheder har ikke den store interesse.
Gamereactor Danmark