Gamereactor

Gamereactor
Hardware
OnePlus 8T

OnePlus 8T

OnePlus lancerer endnu en 8'er, men er der plads til den i det eksisterende line-up?

Hvis vi skal være helt ærlige, så er OnePlus' lanceringsstrategi hvert eneste år gået hen og er blevet lidt fjollet. For at spare penge, og tilsyneladende derigennem tilbyde deres diverse modeller til konkurrencedygtige priser, så lanceres deres Pro-modeller ikke i alle territorier, heller ej gør den nyeste standardmodel. Det bliver ikke lettere af at efteråret så byder på T-modellen, der traditionelt ligger sig mellem standard- og Pro-modellen.

Det er den T-model vi skal kigge nærmere på i dag, nærmere betegnet OnePlus 8T, men for at sætte hele line-uppet yderligere i relief, og måske derigennem sikre en bredere forståelse for OnePlus' positioneringen, så lad os i stedet lige få slået fast, hvilke telefoner fra producenten du kan købe.

OnePlus 8 Pro
Pris: cirka 7000 kroner
Chipset: Snapdragon 865
RAM: 8/12GB
Skærm: 1440x3168 Fluid AMOLED, 120Hz

OnePlus 8
Pris: cirka 4000 kroner
Chipset: Snapdragon 865
RAM: 8/12GB
Skærm: 1080x2400 Fluid AMOLED, 90hz

OnePlus Nord
Pris: cirka 3000 kroner
Chipset: Snapdragon 765G
RAM: 6/8/12GB
Skærm: 1080x2400 Fluid AMOLED, 90Hz

Så særligt standard OnePlus 8 er blevet en smule udfordret af Nords aggressive prissætning, og man kunne let se specifikationerne på særligt de to, og umiddelbart tænke at de ville kanibalisere hinandens salg. Nu bliver det hele lidt mere kompliceret, for sådan her ser 8T ud.

OnePlus 8T
Pris: cirka 4500 kroner
Chipset: Snapdragon 865
RAM: 8/12GB
Skærm: 1080x2400 FLUID AMOLED, 120Hz

Av, ja. Store forskelle snakker vi altså ikke helt her, og det er nok hele historien omkring 8T i det hele taget. Når det så er sagt, så er det samtidig svært at kigge på OnePlus 8T, særligt i forhold til andre konkurrerende modeller med samme specifikationer, og kalde den enten ufuldstændig eller mangelfuld.

Tager man et kig på selve enheden, jamen så er der dog én central forskel. Kamerahuset er blevet flyttet fra centertoppen af enheden, som OnePlus selv siger optimerer køling, og giver plads til de andre komponenter. Det giver hele modulet et mere professionelt look, men man kunne også let argumentere for at det får hele telefonen til at ligne de mange andre kinesiske telefoner fra eksempelvis Xiaomi og Oppo, der rammer markedet løbende med nogenlunde samme specifikationer.

Det er dog, igen, værd at slå et slag for, at OnePlus fortsætter deres mission med at tilbyde en samlet set eminent pakke af features. Du får et fantastisk skarpt panel med en pixeldensitet på over 400ppi, med 120Hz og HDR10+ understøttelse. Snapdragon 865- og Adreno 650-kombinationen er næsten den bedste på markedet, og takket være en heftig omgang RAM og UFS 3.1, så kan man simpelthen ikke løbe ind i et scenarie hvor OnePlus 8T føles... ja, langsom. Desuden formår Corning Gorilla Glass 5-fronten, glasryggen og aluminiumsrammen til sammen at føles som et kvalitetsprodukt, og ikke bare det, OxygenOS fortsætter med at være en af de mere responsive og intuitive versioner af Android, og de fordele er naturligvis her.

Selv kameraerne er stort set de samme på 8, dog med nogle få forskelle. Vi snakker samme 48 megapixel f/1.8 25 millimeter hovedlinse, samme dobbelte LED-blitz og samme videooptagelsemuligheder i enten 4K eller 1080p i forskellige billedhastigheder. Der er sågar samme makrolinse, bare forbedret på 5 megapixel i f/2.4, i stedet for 2 megapixel. Dog er 8T's ultra-wide lidt bredere på 123 grader i stedet for 113, og det betyder faktisk en hel del, da scenarierne man fanger får den dramatiske krumning som rigtige ultra-wide billeder bør have. Desuden er der denne gang en fjerde linse, nemlig en 2 megapixel dybdesensor, der udelukkende har til formål at være en slags stand-in for en dedikeret telefoto, og det virker ganske fint til portrætter. Det korte og det lange er sådan set, at OnePlus aldrig har været værst, eller bedst, til dynamisk rækkevidde, skarphed eller støjreduktion på tværs af sine linser, om man så køber en Pro, en standard 8' eller en Nord, og det fortsætter her. Når nu S20 FE fra Samsung koster det samme, hvis man vælger en 12GB/256GB-model, så er det nok den man bør vælge i forhold til ren og skær kamerakvalitet, men man går ikke helt galt i byen her, det er helt sikkert.

Problematikken er sådan set bare, er det her er lidt ligesom når Porsche, eller Ferrari, lancerer biler der med vilje ikke er lige så hurtige som andre, dyrere modeller i det pågældende line-up. Den nager på en eller anden måde at OnePlus 8T ikke har trådløs opladning, eller en IP-certificering mod støv og vand, når nu den dyrere Pro har det. Prisen er naturligvis også deraf, så forståeligt er det, men det det er nu ærgerligt alligevel.

Og mere er det sådan set ikke rigtig at sige, er det? Hvis du har gået rundt og er interesseret i en nyere OnePlus-telefon, men ønsker 120Hz i stedet for 90Hz, et batteri på 4500mAh i stedet for 4300mAh, og et lidt bedre kamera, så er 8T for dig, og den passer perfekt ind i det eksisterende line-up bestående af Nord, 8, og 8 Pro. Om hvorvidt den så passer lidt for perfekt, ja det spørgsmål vil jeg lade stå åben. Tilbage er der sådan set ikke andet at sige end at OnePlus 8T er en rigtig god telefon, bedre end de fleste du kan købe til samme penge, men vi ser også frem til at de innoverer en smule.

OnePlus 8T lanceres til samme basale pris som 8, så den fungerer i princippet som en erstatning, men hvis dette betyder at 8'eren falder i pris, jamen så er det en lidt nem beslutning.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10