Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Elgato Wave 3

Elgato Wave 3

Elgato har lanceret mikrofoner til streameren, til indehaveren af en voksende Youtube-kanal, men er den noget værd?

Vi starter som regel altid ud på samme måde, når vi skal anmelde en enten gaming- eller creator-orienteret mikrofon her på Gamereactor. Og det er ret tydeligt hvorfor, for en udefrakommende eller uindviet, så kan det virke bizart at nye såvel som erfarne producenter nu kaster sig frådende over dette relativt lille marked, og introducerer nye produkter på ret hyppig basis.

Men markedet er ikke lille mere, det dér hunden ligger begravet (morbidt ordsprog, I know). Via udbredelsen af platforme som Twitch, Mixer og gode gamle Youtube, så finder du et utal af unge, såvel som gamle travere som jeg selv, der har en streamer i maven, som ønsker at eksperimentere med formatet, der mildest talt har været på kometkurs det seneste årti.

Så hvilken en vælger du? En lidt billigere Thronmax Mdrill One Pro, en Razer Seiren Elite, eller hvad med en god gammeldags Blue Yeti X? Ja, der er allerede nok at vælge igennem, men ingen af disse producenter har i forvejen enormt meget indflydelse og goodwill hos netop den forbrugerskare via en række andre produkter - derfor giver det god mening, at Elgato nu blander sig en smule.

De har lanceret en serie af mikrofoner i dag, mere specifikt Wave 1 og Wave 3, samt en række accessories til hver af de to, såsom en bærearm, og et pop-filter. Men er det her en god idé, eller skulle Elgato have holdt sig til andet streaming-udstyr?

Først kigger vi nærmere på ekspertløsningen, Elgate Wave 3, der står til at blive en semi-professionel studiemikrofon til et relativt seriøst podcastprojekt, eller til den Twitch-kanal der kunne bruge et nøk opad i samtale- og optagelseskvalitet. Og det der med det professionelle, det subtile, det kan man se at Elgato har lænet sig ind i. Hele enheden er udført i samme blanke aluminiumsoverflade, og har ét uniformt lag mat sort lakering. Hvorimod den rektangulære mikrofon gør lidt væsen af sig på den gode måde, så havde vi måske ønsket at Elgato havde forsøgt at give Wave-serien lidt mere personlighed. Naturligvis vil den dukke op i selve udsendelsen man laver, når man streamer, men ærlig talt er det netop problemet - man lægger ikke mærke til den, og en bare lidt mere markant designfilosofi havde måske hjulpet lidt her.

Dog er det svært at sætte en finger på selve konstruktionen. Selve gitteret, altså det indbyggede popfilter, er tykt og kan modstå slag og fald, og stramningsskruerne på siden er ikke løse, men fremstår slidstærke og solide.

Foran har du nogle statusindikatorer, samt én centralt hjul. Ved at klikke på hjulet kan du skifte imellem de værdier du ønsker at manipulere, nemlig Mic Gain, Mic/PC Mix og output-volumen. Desuden er der en hurtig mute-knap på toppen, samt opladning via USB-C. Det er et fint, forståeligt system, der er fikst uden at være prangende, og noget vi har set før. Når ja, der er også et internt popfilter-lag, samt en adapter der kan bruges til at tilslutte Wave 3 til enhver boom arm. Ja, du hørte rigtigt - her skal du bruge en adapter, og det er lidt irriterende, når nu denne kan blive væk, og når den gør, så ryger dit set-up lidt fra hinanden. Vi havde simpelthen foretrukket at der var en standardtilslutning i bunden af mikrofonen, så man ikke behøvede noget ekstra udstyr. Når det så er sagt, så hører den med, og det er altid noget.

Så hvordan lyder den så? Ja, det er måske vigtigt her at få nævnt, at Elgato har samarbejdet med Lewitt, en østrigsk mikrofonproducent som har årtiers erfaring når det gælder studiemikrofoner, og det kan umiddelbart mærkes. Ikke bare er selve opsætningen igennem den nye WaveLink-software ganske gnidningsfri, selve kvaliteten af optagelsen er glimrende. Det skyldes primært Elgatos brug af kondensatormikrofon med et ret stramt cardioidmønster, der er designet til optimering af tale. Ja, Wave 3 er specifikt designet til at fange lyd fra én central retning, ulig eksempelvis Blue Yeti X, hvor brugeren kan skifte imellem cardioid, bidirektionel og omnidirektionel (og stereo også).

Det gør så at du ofrer noget af funktionaliteten, og måske alsidigheden, som sådan en semi-professionel mikrofon skal kunne give dig, og til en pris på €169.99, så er den faktisk lidt dyrere end netop en Yeti X. Det betyder altså at lyden skal være ret fantastisk før det overhovedet kan betale sig - så er den det? Ja, det er den heldigvis, og i en ret simpel optagelsestest viste det sig da også at Wave 3 leverede en klarere, dybere, lyd end Yeti X og Thronmax Mdrill One Pro. Der optages desuden i 24-bit/96kHz, men det gør de to andre også, så det må være selve kvaliteten af kondensatormikrofonen der gør udslaget.

Desuden byder Elgato her på en ny teknologi ved navn Clipguard, der, igennem hardware der er bygget ind i mikrofonens analog/digital-konverteringsmekanisme fanger såkaldte "peaks" i volumen, eller stemmeføringen der optages, og forhindrer det i at ske igen. Se det som en slags ekstra skjold imod høje udslag i lydbilledet, og selvom det virker som en gimmick, så virker det faktisk ganske glimrende, og den gør disse udslag blødere, og mindre ubehagelige end de kan være med andre mikrofoner.

Desuden bliver vi nødt til lige at nævne WaveLink igen, som er en fantastisk forståelig og funktionel softwaresuite, som i øvrigt kan integreres med Elgatos Stream Deck. Klare farver indikerer lydniveauer, fine instruktioner giver dig et overblik og solid brugerfladedesign sørger for at du altid ved hvor henne du skal kigge, hvis noget ikke er som det skal være.

Hvis du overvejer at købe en Elgato Wave 3, så er det på baggrund af et meget specifikt brugsscenarie. Du vil lave et bedre Twitch-stream, du vil lave et podcast med andre, der enten medbringer egne mikrofoner, eller optager hjemmefra, eller du ønsker at lave bedre Youtube-videoer. Ønsker du alsidighed, så er der andre modeller på markedet, men til dette specifikke formål, så er Wave-serien ret ideel. Der er dog nogle små knaster Elgato skal høvle af, men her til at starte med er det slet ikke dårligt.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10