Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Valve Index

Valve Index

Vi anmelder langt om længe Valves luksuriøse VR-headset, men kan det noget som andre billigere alternativer ikke kan?

Selvom der så sandelig findes dem der er så store fans af de eksisterende VR-headsets på markedet, har investeret mange penge i én af de konkurrerende modeller, og derfor altid findes i kommentarsporet og forsvarer potentielle problematikker ved teknologien, så kan vi vel allesammen blive enige om, at den VR-bølge vi alle troede ville skylle ind over verden for nogle år siden, ikke helt var så omfattende som først antaget. Det betyder dog ikke at Oculus Rift, HTC Vive og efterfølgende PlayStation VR, ikke har været med til at konstruere en platform hvorfra VR-teknologi som konsumprodukt kan vokse - det er allerede sket, men det er nu alligevel svært at argumentere imod stivstikkerne, der proklamerer at det endnu er for tidligt at investere.

Alligevel var det nu svært ikke at lade det risle koldt ned ad ryggen da Valves første selvproducerede VR-headset ankom på Gamereactors kontor, og som du kan se i vores grundige unboxing-video oven over, så var selv oplevelsen at pakke det ud da også associeret med både spænding og ærefrygt. Vi pakkede den nuværende VR-teknologis Rolls Royce ud, det var derfor det var spændende, og Valve Index fremstår da naturligvis som kulminationen af dette første kapitel i VR-teknologiens måske lange rejse imod at blive et for alvor afgørende produkt.

Og du betaler også en høj pris for din Rolls Royce-oplevelse. Lige nu anføres et Valve Index på Steam for €1079. Det er lidt over 8000 kroner, og det er naturligvis uden maskinen til at køre det, og selvom Index kan køre på et bredt udvalg af grafikkort, så kræver det nu alligevel lidt hestekræfter hvis nogle af headsettets tekniske overlegenheder skal komme til udtryk. Læg desuden behovet for RoomVR til, det betyder at du enten skal dedikere et rum af dit hjem til VR, eller om ikke andet installere dine basisstationer i et rum der hurtigt kan ryddes for møblement, og så har du en ret så restriktiv teknologi, der kræver meget af brugeren før den optimale oplevelse kan opnås.

Men lad os lige bakke lidt her. Headsettet ankom sidste juni, og repræsenterer Valves første VR-headset lavet helt selv, dog tager den kraftigt udgangspunkt i det samarbejde som de første kørte med HTC omkring HTC Vive, som de også opbyggede hele SteamVR-platformen omkring. Der er derfor nogle hardware-mæssige gengangere her, så lad os kigge nærmere på selve designet.

Først og fremmest, så er det værd at slå fast, at godt nok føles Valve Index som det mest luksuriøse, og mest robuste, VR-headset vi har haft i hænderne, men samtidig er det designet ud fra de samme generelle principper, som andre VR-headsets benytter sig af. Det betyder at hvorimod hele enheden er udført i mat, tykt plastik med to frontkameraer til passthrough-video og potentielt set AR, samt blødere og bedre mesh-puder rundt om hele indersiden, så er det stadig et skrøbeligt stykke forbrugerelektronik vi her har med at gøre. Der hænger stadig et langt, tykt kabel ud af bagsiden, du skal stadig stramme det ved at skrue på en plastikhætte omme bag på, du har stadig et stort tungt stykke plastik hængende fra dit ansigt. Når det så er sagt, så mærkes det øjeblikeligt at Valve Index klart er det mest komfortable VR-headset vi har haft på, og det skyldes ikke mindst de dertilhørende hovedtelefoner, der slås ned i stedet for at skulle på over øerne, men også de førnævnte mesh-puder der føles tykkere og blidere mod huden. Faktisk føles hele indstillingen af headsettet, fra den førnævnte plastikhætte til stramning til adskillelsen af de to linser fra dine øjne, så du selv kan bestemme dit "field of view". Tag dog ikke fejl, det her er stadig et VR-headset, og det kan mærkes af det nok ikke tåler at bliver tabt på gulvet, længere er teknologien ikke kommet.

Valve Index fremstår dog, som sagt, som luksusudgaven af den nuværende oplevelse, i stedet for at aktivt skubbe til grænserne for hvad den nuværende teknologi kan tilbyde. Det ses blandt andet i specifikationerne. Valve Index benytter to LCD-displays i 1440x1600 per øje, der som sådan ikke er noget nyt, men hvad der dog er nyt er i stedet for at holde på en billedhastighed på enten 60Hz, eller 90Hz i nogle tilfælde, så kører Index i 120Hz, og du har sågar selv muligheden for at skrue helt op til 144Hz. Selvom en dynamisk og høj billedhastighed er vigtigt for alle slags spiloplevelser, så er det helt afgørende for solid VR, da billedhastigheden er med til at skabe en effektiv indlevelse, og vigtigst af alt - afholde dig fra at blive VR-syg. Tilføj den ekstra større synsvidde, altså cirka 130 grader i stedet for Vivens 110, og så har du en oplevelse der bare er mere teknisk afrundet og flydende end konkurrenterne, og her er ikke tale om hoppet fra 120Hz til 144Hz på en gaming-skærm, men en afgørende faktor der gør VR mere... ja, man er tilbøjelig til at sige naturligt.

I det du skal sætte dit Valve Index op skal du dog først installere dit Base Station 2.0-sæt. Som navnet indikerer er dette en opgraderet version af det sæt sendeenheder der kom med HTC Vive, og de er fortsat nødvendige for at tegne det spillerum du skal bruge dit Index-headset i (en mere detaljeret udgave af hvordan det fungerer inde i et spil findes i vores Half-Life: Alyx-anmeldelse). Selve spillerummet er nu en acceptabel måde at løse VR-teknologiens nuværende hovedproblem - bevægelse - men det er samtidig mildest talt skuffende at Valve overhovedet benytter sig af denne ekstra restriktive teknologi, når nu vi har set relativt effektiv brug at RoomVR uden disse enheder. Medmindre du sætter dem op på noget mobilt, så gør disse enheder at du ikke som sådan lige kan flytte dit VR set-up fra det rum du startede i, og det er bare en ekstra barriere til en oplevelse der så sandelig ikke har brug for flere af dem. Et Oculus Rift S, eller en Oculus Quest for den sags skyld, tillader alle at du tegner et specifikt VR-rum at spille i uden brug af eksterne enheder, og når nu Index er meget dyrere, så burde det samme være muligt her.

Så en lidt gammeldags opsætningsmetode, til gengæld er vi endnu ikke nået til Valve Index-headsettets absolutte es i ærmet, nemlig de to controllere. Index-controllerne skal nemlig ikke fastholdes i hænderne, med noget så primitivt som en knap til at gribe fat i et givent objekt i spillet. Nej, Index-controllerne suspenderes ligesom i dine hænder via en blød bred strop, så har du helt åbne hænder, så hænger de der bare. Dette gør at i det du lukker bestemte fingre i, så følger dine animerede hænder trop, og det er derfor muligt at pege, kaste anstødelige håndtegn og give spilleren mere direkte kontrol over de objekter man interagerer med digitalt. Det føles naturligt, og desuden er både tracking og registrering ret naturlig. Det kommer dog for alvor an på softwaren, og selvom det er en enestående oplevelse at benytte Index-controllere til Half-Life: Alyx, så er der så sandelig ikke mange spil der understøtter fuld fingerkontrol. Vi prøvede blandt andet Blade & Sorcery, Valves eget Aperture Hand Lab, Superhot VR og Apex Construct, og her oplevede vi da også en markant forøgelse af indlevelse som følge af den ekstra styring man har. Men udvalget er dog begrænset, og det er bare endnu en unødvendig barriere.

Andre medier har skrevet ret negative beretninger om opsætningen af Valves VR-platform, SteamVR, men vi oplevede ærlig talt ikke rigtig nogen problemer. I det vi tilknyttede headsettet, som naturligvis fortsat skal bruge et hav af forskellige kabler for at fungere ordentligt, så gik selve opsætningsguiden automatisk i gang, og hjalp os med at opdatere firmware, tegne vores RoomVR-rum og med at igangsætte softwaren. Desuden er der som bekendt virtuelt SteamVR-rum, hvorfra du gnidningsfrit kan vælge nye spil med headsettet på.

Det er absolut vigtigt at slå fast, at det er meget tydeligt når man bruger Valve Index, at det her ikke er en innovativ fremtidsvision for hvad VR kan være, men snarere den mest luksuriøse og effektive udgave af den VR-teknologi vi har i dag. Det her er hvad VR er, ikke hvad VR en dag kan blive, og det er lidt afgørende her. Anbefaler vi direkte at du skal købe et Index? Måske, det er i hvert fald en fantastisk oplevelse når det hele spiller, og hvis Valve fortsætter med at udvikle storslåede oplevelser som Half-Life: Alyx, så er det svært at se bort fra, men Base Station 2.0-systemet fremstår allerede forældet, og prisen er bare... ja høj. Tag det i mente, men se ellers det her som en anbefaling af headsettet til den interesserede forbruger, der har overvejet at købe sig ind i en virtuel verden som den ser ud lige nu, med alle de tekniske og designmæssige problematikker som nu måtte følge med.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10