Gamereactor

Gamereactor
Previews
100 Bullets

100 Bullets

Der skal ikke herske tvivl om, at 100 Bullets lægger sig stærkt op af Max Payne i sin udformning.

I de sidste par år har tegneserier været et varmt emne for især filmskabere, mens de fantasifulde hæfter altid har været at finde i mere eller mindre vellykkede udgaver i spilbranchen. I 100 Bullets er der dog hverken tale om grønne kæmper eller netskydende superhelte, men derimod om en tegneserie med et dystert univers uden supermænd og deslige. Gamereactor har været en tur i Austin i Texas, hvor udviklingen af 100 Bullets finder sted i Acclaims eget studie, og her kunne vi se hvorledes tegneserien var i færd med at blive kreeret til det digitale lærred.

Der skal ikke herske tvivl om, at spillet lægger sig stærkt op af Max Payne i sin udformning i det der er tale om et tredjepersons actionbrag med talrige skuddueller og heftige sammenstød. Tegneserien er skabt af Brian Azzarello og er baseret på konceptet: Hvad hvis du fik udleveret en kuffert indeholdende en pistol, 100 kugler og muligheden for at tage hævn over nogen der havde ødelagt dit liv, tilmed uden at det vil få konsekvenser for dig? En meget surrealistisk idé, men originalt og en spændende indgangsvinkel til gode historier.

Tegneserien bliver løbende udgivet og har for nyligt rundet de 50 eksemplarer, derfor har det været svært for Brian Azzarello at udvikle en passende historie til spillet. Resultatet er dog blevet et plot der ikke kræver forhåndskendskab til universet, men samtidig ikke afslører alt for meget, hvis man efterfølgende fristes til at investere i et par 100 Bullets-hæfter. Dette kommer bl.a. til udtryk ved introduktionen af en helt ny karakter, som ikke tidligere har gæstet universet, nemlig den barske afroamerikanske tøs Snow Falls. En gammel kending fra serien er Cole Burns, som kunne være taget direkte ud af Pulp Fiction, der ligeledes skal gøre livet surt for alle der kommer i vejen for dette skæve makkerpar. Spilleren har ikke muligheden for at vælge mellem de to karakterer da historien udfolder sig ved at man løbende skifter mellem de to i en kronologisk rækkefølge.

På den grafiske front har udviklerne gået efter et stilistisk look der læner sig op mod tegneserien, dog uden brug af celshading og eksplosioner med ordet "Bang" i etc. Indgangsvinklen har derfor været detaljerede miljøer og figurer rent polygon-mæssigt, og et mere simpelt udtryk hvad teksturer angår. Umiddelbart så dette ikke nær så imponerende ud som mange af nutidens lignende titler, men holdet forsikrede alle tilstedeværende om, at det var en tidlig alpha-version der blev vist og, at slutresultatet nok skulle imponere. Som altid skal man tage sådanne PR-udtalelser med et gran salt, men for vores egen skyld håber vi da at dette vil være tilfældet. Udover mellemsekvenser - hvor ingame-motoren bruges - leverer tegneren af serien, Eduardo Risso, ligeledes materiale i form af illustrationer, som skal udpensle historien og ligeledes sammenkæde tegneserien med spillet.

Udviklerne har heldigvis ikke kopieret ting såsom bullet-time fra Max Payne, men opfundet nogle små innovative finesser på egen hånd. F.eks. kan man læne sig op mod en mur og skyde rundt om et hjørne, hvor man tillige har to forskellige muligheder. Man kan titte frem med hovedet og skyde efter eventuelle fjender eller man har muligheden for at skyde uhæmmet løs uden at kigge frem, hvor ens træfsikkerhed dog er væsentlig formindsket. I den bane vi fik fremvist var dette to yderst brugbare teknikker eftersom der var tale om gyder og baggårde, hvor der var rig mulighed for at søge dækning. Apropos dækning, så har ens karakter også muligheden for at gribe fat i en uheldig fjende og bruge ham/hende som menneskeligt skjold. For dog at holde fjenden i den groggy tilstand, som tillader en at bruge ham som skjold, kan man f.eks. nærme sig en væg og knalde hans hoved et par gange ind i den - et meget morsomt aspekt blandt mange. Counter-moves, eller kontra-træk om man vil, er ligeledes en effektiv måde at gøre det af med fjender man kommer i nærkamp med. Desværre fik vi kun demonstreret Coles version, men det var ikke mindre end at han hev en kniv frem og skar struben over på modstanderen - brutalt, men ekstremt effektivt. Foruden disse elementer er der naturligvis tale om et eldorado af flyvende kugler og slagkraftige våben, som alle er med til at sikre action og spænding gennem hele spillet. Brian Azzarello og Eduardo Risso var umådelige tilfredse med den foreløbige udvikling og vi håber at deres entusiasme er velbegrundet.

100 Bullets ser ud til at kunne byde på en gedigen omgang action med alt hver der dertil hører, men om spillet overhovedet formår at fange essensen af tegneserien kan vi i dette øjeblik kun gisne om. Vi håber på at Acclaim strammer sig an; hvis ikke, kunne en skuffet gamer måske få udleveret en kuffert med en pistol og 100 kugler i. Acclaim lover at afsløre meget mere om historien og tekniske detaljer ved dette års E3-messe, som Gamereactor naturligvis igen i år vil dække.