Blue Stinger

Blue Stinger er Dreamcast´s første Resident Evil Klon. Et filmisk eventyr med agenter, mutanter og en mystisk ø. Det er en titel der endnu engang viser maskinens krafter, men som desværre falder lidt kort i gameplay afdelingen.

Det er firmaet Climax der står bag. Hvis navnet lyder bekendt er det fordi de stod bag et af Saturns bedste spil, Dark Savior. Nu har de imidlertidig slået sig på Sega´s 128-bit vidundermaskine, stærkt inspireret af Capcom´s mesterværk.

Historien bliver fortalt i uendelig flot grafik, som maskinen selv laver. Altså ingen CG, som vi kender det fra PlayStation. Men det bemærker man ikke. Det er et pletskud i grafisk overlegenhed og hele introen fungerer gnidningsløst. Plottet minder meget og Aliens og Resident Evil i en skolhed sammenblandning. Regeringen har bosat øen med forskere, landmænd og andet godtfolk.
Du kommer ind i historien, da et ukendt objekt styrter ned på en forsknings Ø. Som en del af ESER (Especial Sea Rescue), er du klar over at noget er galt, da alt komunikation med øen forsvinder.

Selvom introen er flot, er grafikken i selve spillet en del mere simpel. Dette skal ikke forstås negativt. Jeg har aldrig set en RE klon, med som mange detaljer. Blue Stinger er 100% 3D og har et meget lækkert design i både menuer, våben og atmosfære; Realismen er sat i højsædet.

Musikken er ligeledes en fuldtræffer. Flotte soniske baggrunds-malerier af prangende orkester musik og let genkendelige teamer, ligger og skaber den nødvendige stemning. Lydbilledet funkler og hæver helt klart Blue Stinger flere grader.

Det er derfor det er så ærgeligt at gameplay´et ikke altid lever op til indpakningen. Det er først og fremmest de mange monstre der volder problemer. Dels er de ikke særlig spændende at se på, og dels er deres AI for det meste højst tvivlsom.
Dette går op for dig så snart du møder den første fjende. De vandrer hvileløst rundt, men ser dig ikke før du er meget tæt på. Og skulle der være kasser, stole eller andet i vejen, banker de ind i dem konstant, i håbet om at på et eller andet tidspunkt at sætte klørerne i dig.

Men det er selve kampen med fjenderne der stinker. Du er simpelthen så meget hurtigere at du kan danse rundt med dem hele tiden, og da du finder din første pistol undrer du dig over hvad nytte den skulle blive. Det er lettere at slås uden våben.